Dannevirke var Danmarks værn mod syd

Dannevirke var Danmarks værn mod syd. Men ved udsigten til at hæren blev omringet, opgav de Meza stillingen allerede på krigens 5. dag.

Dannevirke

Forsvarsstilingen var, så så meget andet Danmark lænede sig skråsikkert op ad, en illusion.  Denne befæstning havde i århundreder havde været  Danmarks værn mod syd. Stillingen var senest udbygget i 1862, hvor der på den gamle volds midterste 7 km. og umiddelbart foran  var anlagt 27 skanser  med ialt 181 kanoner.

Dannevirke bestod af flere afsnit

Den bestod af flere forskellige voldafsnit. Hovedvolden og Kovirke samt en forbindelsesvold. Der var ved hjælp af en del foranliggende skanser, forværker, skaffet dybde i forsvaret. De største forværker var Bustrup forværk og Dannevirke forværk.

I samme periode opførte ingeniørtropperne skanserne på Dybbøl og renoverede anlægget omkring Fredericia.

Stillingen lænede sig på af nogle marskområder ved højre fløj mod vest. Derudover var anlagt dæmninger i dalene ved Trenen og Rejde Å, så dalstrækket helt kunne oversvømmes. Stillingens venstre fløj mød øst lå fjorden Slien.

Overnatning på tagspær

Dannevirke var måske nok bestykket med artilleri og volde og værker udbygget, men for mandskabet var det uholdbart. Der var ikke opført tilstrækkeligt antal barakker til alle, faktisk var der kun barakplads til hver 17. mand. De øvrige var enten kun opført halvt medens andre lå oplagt i store stabler bag stillingen.

Myten Dannevirke

Der var en nærmest mytisk overdrevet tiltro til det danske militærsformåen blandt både befolkningen og politikerne, endda også hos den militære øverstkommanderende, general de Meza. Der var en generel overvurdering af såvel stillingen ved Dannevirke som hærens faktiske formåen.

En af stillingens styrker var også den svaghed. Vådområderne den lænede sig opad, var en formidabel hindring så længe vandet flød.
Men i den 1864 ekstreme kulde frøs de oversvømmede arealer på stillingens flanker til i vinterkulden, så de kunne passeres og stillingen dermed kunne omgås.

Isning på Slien

Denne omgåelse havde man i nogen grad søgt at afhjælpe med nogle udenværker, der dog ikke var tilstrækkelige.

Den tyske forbundshær regnede med at stå overfor en dansk hær på 43.000 mand samt eventuelt 25.000 svenske frivillige.
Forbundshæren bestod af 6000 Sachsere, 6000 Hannoveranere, 35.000 Prøjsere og 35.000 Østrigere.

57000 angribere

57.000 Østrigske og preussiske tropper gik over Ejderen 1. februar 1864 hvorefter de første forpostfægtninger opstod, bl.a. ved Eckernförde.
Det var hurtigt klart, at situationen var uholdbar for de danske styrker. Danskerne havde 4 sårede, 7 fangneog 3 savnede efter dette første sammenstød. De angribende østrigere og preussere led ingen tab.

Herefter fulgte kampene ved Mysunde den 2. februar og Selk den 3. februar.

I første omgang afviste Danskerne det Preussiske angreb på Mysunde, med temmelig store tab for begge parter. Østrigerne indtog, ligeledes efter store tab på begge sider, Kongshøj ved Selk.

Trods den relativt succesfulde start på felttoget manede tabene til eftertænksomhed i det tyske hovedkvarter.

I et krigsråd mellem feltmarskal Wrangel og hans korpschefer umiddelbart efter slaget, diskuteredes de følgende dages krigsførelse.

Preusserne og Østrigerne tøver

Før dagens kampe var det tanken, at frontalangrebet på Dannevirke skulle indledes dagen efter Kongshøj var taget, men nu tvivlede man på at man allerede dagen efter ville kunne foretage et tilstrækkeligt artilleriangreb. I stedet overlades det prins Friedrich Carls 1. preussiske korps atter at undersøge mulighederne for en overgang ved Slien, så et frontalangreb mod Dannevirke kunne kombineres med et flankeangreb.

Det var Dannevirke de danske forposter trak sig tilbage til.

Danskerne manglede knap 20.000 mand for at kunne bemande stillingen effektivt. Da fjorden Slien og de oversvømmede marskenge mod vest frøs til i denne ekstremt kolde vinter med ned til 20 minusgrader, ville fjenden kunne gå bag om stillingen og angribe den danske hær i ryggen.
Man forsøgte ganske vidst at holde vådområderne åbne ved at “ise”, d.v.s. at hugge og save isen i stykker. Endvidere lejede man et dampskib til at sejle frem og tilbage på Slien og holde en isfri sejlrende.
Flåden mente sig nemlig ikke i stand til at løse denne opgave.

Vådområderne fryser til

Efterhånden som kulden blev strengere blev det umuligt at holde vådområderne isfrie, hvilket overgeneral de Meza indså.

Den 4 februar om aftenen afholdtes et 5 timer langt generalstabsmøde hvor alle ledende officerer bortset fra en (Lüttichau fra artilleriet) underskrev beslutningen om omgående at forlade Dannevirke næste aften og nat.
Dette var i direkte modstrid med ordrerne fra København og krigsministeren blev ikke orienteret før ordren var effektueret.

Tilbagetoget fra Dannevirke

Om morgenen den 5. februar kom ordren til at rømme Dannevirke  og natten mellem 5. og 6. februar trak danskerne sig tilbage i et vellykket, men dog u-koordineret tilbagetog.
Det lykkedes, til fods gennem en hård snestorm og på frosthårde veje,  at tage retning mod den befæstede stilling ved Dybbøl samt til fæstningen Fredericia uden at  fjenden bemærkede rømningen.

Artilleriet efterlades

Bag sig efterlod hæren stort set alt positionsskyts i stillingen.
Artilleriet havde ellers ordre til, i det omfang det kunne ske ubemærket, at laste det på jernbanevogne mod Flensborg.

Tog fra Dannevirke

Telegram vedr. togene

Allerede fra om morgenen den 4. februar stod der 7 lokomotiver og 84 vogne  klar bag Dannevirke til tilbagetoget, men på grund af misforståelse afgik de allerede kl. 20 og kørte tomme til Flensborg. Hvis jernbanen var blevet brugt, ville måske samtlige 24 pund og adskillige 6 pund kanoner være blevet reddet.

Telegram vedr. tog til transport fra  Dannevirke                     Flensborg 4. februar 03.15 (eftermiddag)

Til Armeens Overkommando

 7 lokomotiver med vogne holde siden 6 i morges ved Ellingsted, Holm og Ørsted.
Skulle de holde længere ?
Det er ønskeligt at faae dem hjem dersom det gaaer an.

                                                                                                            Rosen

Julius de Meza

Den danske hær undslap

Tilbagetoget spolerede de tyske planer om at tilintetgøre den danske hær ved at omringe den med et flankeangreb over Slien, en bevægelse som preusserne netop var i færd med at udføre den nat danskerne rømmede stillingen.

Dette var til stor fortrydelse for både Kejser Vilhelm, Bismarck og den Prøjsiske hærledelse, der havde forudset udfaldet af en afgørende kamp omkring Dannevirke.

I den danske offentlighed havde man betragtet Dannevirke som en nærmest uindtagelig fæstning, og rømningen ramte befolkningen som et chok og opfattedes af mange som et forræderi fra general de Mezas, konseilspræsident Monrads og kongens side.

Lundbyes telegram til de Meza

Optøjer i København

Det kom til en del optøjer i København, og Monrad ofrede generalen som syndebuk. Herunder truede de Meza med at offentliggøre al sin korrespondance med  Monrad. Dette skete dog aldrig, og general de Meza blev tvunget til at træde tilbage.

Eftertiden har dog helt og aldeles frikendt de Meza. Det var den eneste fornuftige handling han kunne foretage ud fra de foreliggende omstændigheder.

De Meza kom sig aldrig over den afsked han havde fået og han døde, forbitret syg og nedbrudt,  året
efter.

Krigsminister Lundbyes telegram til  de Meza da rømningen er kendt.

Modtaget natten mellem 5 og 6 februar i Flensborg.

Telegram nr. 337

5 februar 1864 eftermiddag

Generallieutenant de Meza, Flensborg.

Jeg anerkjender ikke at armeens øverstkommanderende general  har holdt sig 
instruktionen efterrettelig og forbeholder mig altsaa undersøgelse i saa henseende.

Det er endnu min mening at Dannevirke burde forsvares.

                                                                                                            C.C. Lundbye