Kampene og begivenhederne fra 1848 til 1850 er ikke så veldokumenterede som kampene i 1864.
Fotografiet var ikke udviklet, og det var en bevægelseskrig der ikke levnede megen plads til krigskorrespondenter. Det har dog ikke været mindre dramatisk.
Slaget ved Bov 9. april 1848
Slaget ved Bov 1848
Efter overrumplingen af Rendsborg trængte de slesvig-holstenske tropper mord nord. Den danske hær under general Hedemann rykkede sydpå fra Kolding og forenede sig med en styrke fra Als, som var ledet af oberst Schleppegrell. Den danske styrke var overlegne i antal, og de danske soldater var bedre uddannede.
Kampen blev kort, og Slesvig-Holstenerne flygtede i panik sydpå efter store tab.
Oprørsstyrken endte i fæstningen i Rendsborg. Den danske hær fulgte efter oprørshæren og havde nu fuld kontrol over Slesvig ned til Ejderen.
Sejren ved Bov blev hilst med jubel i Danmark og gav anledning til stor optimisme med hensyn til de danske sejrschancer i den forestående krig.
Krigserklæring 18. april 1848
Preussen og det tyske forbund besluttede nu at komme oprørerne til hjælp og det tyske forbund erklærede Danmark krig samtidigt med at preussiske tropper under general Wrangel rykkede op gennem Holsten.
Slaget ved Slesvig 23. april 1848
Slaget ved Slesvig
Efter Slaget ved Bov havde den slesvig-holstenske hær søgt tilflugt i garnisonen i Rendsborg. Her havde en preussisk division på 12.000 mand og en forbundsdivision på 10.000 mand (bl.a. hannoveranere, mecklenburgere og braunschweigere) stået i flere dage, klar til at komme Slesvig-Holstenerne til undsætning.
Den danske hær opgav forfølgelsen af oprørerne, men nåede med ca. 12.000 mand frem til egnen omkring byen Slesvig den 11. april, hvor General Læssøe og Generalmajor Hedemann oprettede hovedstilling i det bakkede område mellem Gottorp og Husby, nogle kilometer nord for Dannevirke.
Strategien var at føre en henholdende kamp og eventuelt trække sig nordpå, hvis det blev nødvendigt.
Påskedag den 23. april 1848 sendte den preussiske General Wrangel sine styrker på ca. 20.000 mand frem mod Slesvig ad to forskellige veje, som mødtes ved forbindelsesvolden mellem Hedeby og Dannevirke.
Bag disse styrker rådede Wrangel over yderligere ca. 3.000 forbundstropper og ca. 4.000 slesvig-holstenere under ledelse af Prinsen af Nør.
Wrangel var med sin overlegne styrke utålmodig, men fik ikke koordineret angrebet ordentligt. Heldigvis, for på trods af dette, måtte den Danske hær måtte vige for overmagten, og søgte i løbet af den 24. april tilbage mod Flensborg. Trods udfaldet regnes Slaget ved Slesvig for et af de mest hæderfulde i dansk krigshistorie.
Under retræten mente man ikke Wrangels styrker vil optage forfølgelsen og havde derfor ikke sørget for en ordentlig og velordnet arrieregarde. (Bagtrop)
Friske mecklenburgske dragoner og hannoveranske tropper indhentede den danske bagtrop sidst på eftermiddagen og det kom til en træfning ved Oversø. Nogle danske dragoner reddede sig nordpå og alarmerede Flensborg, hvor størstedelen af de danske tropper var indkvarteret, med råbet: “Preusserne er her!”, hvilket dog viste sig overdrevet.
Den Danske hær søger mod Als og nordpå
Overkommandoen opgav herefter Bov-stillingen og førte hovedparten af hæren til Als, mens andre dele af hæren søgte nordpå mod Kongeåen.
Wrangel lod en del af sine tropper besætte Sundeved for at holde de danske styrker på Als i skak, samtidig med at andre dele af den slesvig-holstenske og preussiske hær den 2. maj rykkede over Kongeåen og op i Nørrejylland.
Nybøl og Dybbøl 28. maj og 5. juni 1848
Slaget ved Dybbøl Bjerg 1848
Fra Als foretog generalerne Hedemann og F. A. Schleppegrell et vellykket angreb på Nybøl den 28. maj 1848. Denne sejr samt den efterfølgende sejr ved Dybbøl den 5. juni vakte begejstring hos den danske befolkning, men modvilje hos stormagterne.
Samtidig ville Rusland ikke tillade Preussen at gå over Kongeåen og hermed ind i selve kongeriget, hvorved Wrangel og forbundshæren blev bremset.
Våbenhvilen i Malmø 2. juli 1848.
På initiativ af Storbritannien, Rusland og Sverige kom det i juni 1848 til forhandlinger mellem Preussen og Danmark.
Den 2. juli 1848 blev der indgået en aftale om en våbenstilstand og om en fælles dansk-tysk regering. Denne regering blev dog aldrig til noget på grund af general Wrangels modstand og komplikationerne fra tysk side.
Den 26. august 1848 lykkedes det dog af få en aftale på plads.
En stor del af de preussiske og danske tropper skulle trækkes ud af hertugdømmerne og den Slesvig-Holstenske hær skulle skæres ned og splittes op i en slesvigsk og holstensk del.
Herudover skulle den provisoriske regering træde tilbage den 26. august 1848 og erstattes af en dansk-preussisk fællesregering, som i fællesskab skulle regere begge hertugdømmer.
Våbenstilstanden skulle gælde for syv måneder.
Under forhandlingerne foreslog briterne en deling af Slesvig, en tanke som selv de danske nationalliberale var ved at affinde sig med. I den danske offentlighed vakte forslaget om en deling imidlertid forargelse. Heller ikke fra Slesvig-Holstensk side var man indstillet på at dele hertugdømmet.
Den 18. september 1848 afviste Frederik 7. tanken om en deling med de senere så berømte ord
“Det skal ej ske”.
Kampene ved Haderslev 3. april 1849
Efter opsigelsen af våbenstilstanden med Preussen blev fjendtlighederne genoptaget den 3. april 1849. Den danske hær bestod nu af 41.000 mand, mens tyskerne og slesvig-holstenerne kunne mønstre godt 65.000. Over for denne overmagt besluttede danskerne at trække sig nordpå.
Det Nørrejyske korps under general Rye rykkede 3. april fra Kolding mod Slesvig.
Kl. 05,00 om morgenen afmarcherede oberstløjtnant Irminger med 2 batailloner, 4 kanoner, et esspingol-batteri og kavalleridivisionen Hegermann-Lindenkrone.
Ved Aller kro spredte de en fjendtlig kavalleripatrulje, og kl. 15 stødte de på fjenden i et meget kuperet terræn ved Haderslev.
Der opstod en infanterifægtning, hvorunder fjenden trængtes ind i byen, og der opstod heftige gadekampe. De huse og møller der lå ved Sønderbroen, og som fjenden havde indrettet til forsvar, blev hurtigt erobret og snart var hele byen besat af danske tropper.
Kampen kostede på dansk side 3 døde og 6 sårede.
Træfningen ved Adsbøl 3. april 1849
Om morgenen begyndte fremrykningen fra Als.
Brigaden traf først fjenden ved Aunbøl hvor man observerede nogle fjendtlige poster i skoven syd for vejen. Selve Adsbøl blev holdt besat af fjendtlige styrker med infanteri støttet af artilleri.
Under et kraftigt angreb blev byen omgået nord om Nybøl og forbi Fiskebæk. Angrebet på byen understøttedes af 2 granatkanoner.
Efter en artilleri- og infanterikamp blev fjenden nu trængt gennem og ud af byen, hvor to af de danske kanoner var anbragt på kirkegården. Herefter blev fjenden jaget over markerne og gennem skoven foran Graasten.
De danske tab var på 2 døde, 21 sårede og 2 savnede.
Slaget ved Egernförde 5. april 1849
Linieskibet Christian VIII
I dette angreb fra søsiden deltog fregatten Gefion og linjeskibet Christian VIII samt nogle transportfartøjer. Kampen startede kl.4 om morgenen.
Den danske flådestyrke skulle angribe batterier omkring fjorden der var i tysk slesvig-holstensk besiddelse. De to store skibe kunne imidlertid ikke manøvrere i det snævre farvand, og blev derfor nemme mål kystbatterierne.
Man prøvede da at få de to hjuldampere Hekla og Gejser til at slæbe dem ud, men de blev ligeledes beskudt og kunne således heller ikke manøvrere.
Ud på eftermiddagen måtte Gefion overgive sig.
Gefion blev efter erobringen repareret og indgik i den tyske forbundsflåde under navnet Eckernförde. Da forbundsflåden blev opløst i 1852 blev skibet overtaget af Preussen og fik igen navnet Gefion. Skibet var i aktiv tjeneste frem til omkring 1870, og lå derefter som kaserneskib, indtil det blev ophugget i 1891.
Linieskibet Chr. VIII gallionsfigur
Christian VIII blev efterhånden så hårdt medtaget af kanonbeskydningen fra de tyske felt- og tyske strandbatterier, at det også måtte stryge flaget. Det var tilmed udbrudt brand om bord og kl. 20 sprang Christian VIII i luften. Slaget kostede 105 faldne, 61 sårede og næsten 1000 fanger. De døde blev begravet på kirkegården i den nordlige del af Eckernförde.
Slaget ved Kolding 23. april 1849
Forbundshæren marcherede igen nordpå, og efter få timers kamp trak general Rye sig tilbage til Almind-området, og tyskerne indtog 20.april Kolding og indrettede en stærk stilling i og omkring byen.
General Bülow besluttede at kaste fjenden tilbage og indledte angrebet d.23. april om morgenen.
Slaget om Kolding skulle indledes med et angreb på 2 flanker nordfra.
– Den østlige flanke, der var under direkte kommando af general Bülow, stod klar ved Taulov.
– Styrken under kommando af general Rye og general Moltke , stod klar ved Harte og
Almind. De skulle erobre broen ved Ejstrup og vadestedet ved Påby og derefter angribe fjenden derfra.
Dette var en vigtig del af slaget, da man ellers ville få svært ved at forcere åen.
Forbundshærens hovedgrupperinger lå i øst ved Kolding og Vonsild, og i vest ved Seest og Vranderup.
Gadekampe Kolding 1849
Om morgenen angreb danskerne de fjendtlige stillinger over en bred flanke og mødte hård modstand. Bülows brigade kæmpede sig helt frem Slotssøen og mødte megen modstand her.
Ryes og Moltkes brigader havde erobret broen ved Ejstrup, men havde mødt modstand ved Vejlevej.
Preussernes general Bonin følte sig nu presset og beordrede sine flanker sammen i en kileform og trak sig lidt tilbage, men kun for at omgruppere.
Danskerne troede på dette tidspunkt at slaget var vundet, men preusserne vendte tilbage med 12 punds kanoner og forstærkninger fra Koldings sydområde, hvorefter der blev kæmpet hårdt om Koldings centrum.
Da forbundshæren nu var tæt på at afskære Ryes og Moltkes brigader, trak Bülow sig tilbage mod Vejle og Fredericia, og kampen var tabt.
Jylland besættes
I begyndelsen af maj fik overgeneral Prittwitz den ønskede tilladelse til at gå over grænsen og besætte mest muligt af Jylland.
Kampene ved Gudsø den 3. og 7. maj 1849
Efter at danskerne tabte slaget om Kolding den 23. april 1849, havde general Bülow trukket Moltkes og Schleppegrells brigader ind i Fredericia og general Rye lå med sine styrker omkring på Vejle. Da fjenden tilsyneladende holdt sig i ro, besluttede Bülow 3. maj at indtage en stilling vest for Elbodalen og kom i kamp med fremsendte fjendtlige styrker.
Fjenden blev trængt tilbage gennem Gudsøpasset, som blev besat, og der blev etableret en forpostlinie med forbindelse til Ryes korps.
General Prittwitz forberedte nu et angreb på begge de danske afdelinger, hvilket skulle ske den 7. maj om morgenen.
General Bonin og hans tre brigader sendtes mod Gudsø hvor 3 bataljoner ledet af major N. G. la Cour, var placeret for at forsvare den danske stilling, Styrken var støttet af 4 kanoner
På grund af den overlegne modstand måtte Danskerne trække sig tilbage til fæstningen Fredericia efter en hård kamp. En del af Molkte og Schleppegrells brigader blev derpå sejlet fra Fredericia og tilbage til Fyn medens resten af den danske styrke blev liggende i fæstningen.
Ryes Korps forfølges op i Jylland 7-30 maj 1849
Olaf Ryes brigade,(Det Nørrejyske Armékorps) med 7.000 mand, en betydelig styrke af rytteri og 16 kanoner, begyndte herefter sit berømte tilbagetog op gennem Jylland forfulgt af general Prittwitz med 22.000 mand og 52 kanoner.
Allerede dagen efter kampene ved Gudsø og Viuf den 7. maj, fortsatte Prittwitz sin fremrykning og traf Rye Brigade på de skovbevoksede højder nord for Vejle med højre fløj støttet til Grejs Å.
Ved en omgående bevægelse af rytteriet og lidt frontal kamp, blev Rye manøvreret ud af denne stilling og marcherede derfor til Hedensted.
Natten mellem d. 8. og 9. maj trak han sig op bag Ølsted Å og tog selv kvarter i Thorsted, medens rytteriet stod længere mod vest ved Hornborg.
General Olaf Rye
Den 22. maj modtog Rye endelig befaling til at rette sit tilbagetog mod Helgenæs og gå i stilling i et skanseanlægpåbegyndt i 1848 og nu delvis befæstet og bestykket med 12 svære kanoner og besat med en bataljon.
Det havde indtil nu været meningen at Rye skulle søge mod Aalborg. Men for Rye, som kun ved at holde føling med fjenden og føre udvigende kamp kunne lokke ham længere og længere bort, var Aalborg uheldig.
Her ville han væk fra kysten og dermed muligheden for at udskibe til f.eks. Fredericia.
Den 24. maj rykkede Prittwitz frem med hele sin styrke, delt i 4 kolonner, for at angribe Rye omkring Skanderborg. Men da angrebet skulle begynde, opdagede han, at danskerne var væk. Rye havde gennem sit efterretningsvæsen fået at vide, at fjenden ville komme, og stod nu på egnen nord for Århus. Herfra gik han, medens Forbundshæren blev liggende ved Skanderborg, først imod nord og derefter mod øst med kurs mod Helgenæs.
Rytterfægtningen ved Århus 31. maj 1849
Rytterfægtningen ved Århus 1849
Kampen fandt sted nord for Århus. Fægtningen stod mellem danske dragoner og preussiske husarer, og endte med dansk sejr. Selvom danskerne var i undertal, lykkedes det alligevel lykkedes at tvinge Preusserne på flugt.
De danske tab var 8 mand imedens preussernes tab var 25 sårede eller dræbte og 19 taget til fange.
Fredericia 6. juli 1849
Kampen om Trelde Skanse 1849
I forsommeren 1849 var Fredericia blevet indesluttet af de slesvig-holstenske oprørere under general Bonin.
Slesvig-Holstenerne havde orskanset sig i stillinger omkring byen og havde indledt et artilleri-bombardement af byen.
I Fredericia havde oberst Lunding kommandoen, og han planlagde sammen med hærens nye overgeneral, Frederik Rubeck Henrik von Bülow, et udfald for at sprænge belejringen. Dette krævede dog en del forstærkninger.
Fra Helgenæs blev general Olaf Ryes brigade overført til Fyn, hvorefter tropperne blev overført til Fredericia i små både, som Slesvig-Holstenerne ikke kunne ramme med artilleriet.
2. Brigade under general Christian de Meza blev sejlet til Fredericia fra Als, ligeledes via Fyn.
Udfaldet blev endeligt fastlagt ved et krigsråd i Vejlby Præstegård ved Strib den 4. juli og skulle iværksættes kl. 01,00 den 6. juli.
På angrebstidspunktet stod 19.000 danske soldater klar i Fredericias gader. De skulle ud at møde Slesvig-Holstenernes 14.000 mand.
Selv om danskerne var i overtal, havde modstanderne den store fordel, at de kæmpede fra befæstede stillinger. Det blev en hård kamp, og udfaldet var usikkert helt frem til solnedgang, hvor kampen var afgjort.
Der var mange hundrede faldne, flest danske. General Rye var mellem de faldne under stormen på Treldeskansen.
Fred med Preussen 2. juni og Det Tyske Forbund 10. juli 1850
Rusland intervenerede nu, og truede med at bryde forbindelserne med Preussen med mndre krigshandlingerne mellem Preussen, Det Tyske Forbund og Danmark ophørte.
Herefter var der våbenhvile og fik Wrangel fik ordre til at rømme Jylland.
Den 2. juni 1850 undertegnede Preussen og Danmark og den 10. juli 1850 også den Tyske Forbund og Danmark en fredsaftale i Berlin.
Slaget ved Isted 25. juli 1850
Efter Preussen og Forbundet havde trukket sig ud af krigen, meldte mange tyske frivillige sig under de slesvig-holstenske faner, og de Slesvig- Holstenske styrker fortsatte krigen på egen hånd, uden støtte fra andre tyske stater. Dette varede indtil de den 25. juli 1850 led et afgørende nederlag i det største slag i danmarks-historien, Isted.
Schleppengrell ved Isted
Under Slaget på Isted Hede kæmpede ca. 40.000 danske soldater mod 34.000 slesvig-holstenere.
Den danske hær, under general Krogh, var nu overlegen i antal og den var bedre uddannet end fjendens hær under den preussiske general von Willisen.
Slesvig-holstenerne indtog dog en stærk forsvarsstilling ved Isted, hvor passagen omkring landevejen Flensborg-Slesvig indsnævres af moser og søer. Forsvaret havde dermed en stor fordel.
Kampene blev indledt kl. 01,00 om natten, og især de indledende angreb var kostbare for de danske styrker. Mange af hærens bedste officerer udviste stort mod og blev dræbt. Der stod hårde kampe ved landsbyerne Isted og Øvre Stolk, og ved 8-tiden om morgenen var situationen kritisk for danskerne.
I løbet af de næste timer ændrede tingene sig dog, og ved middagstid gav general Willisen ordre til tysk tilbagetog. Sejren var dyrekøbt.
På dansk side faldt der 845 mand, heriblandt general Schleppegrell og oberst Læssøe.
Slesvig-Holstenerne havde 534 faldne.
Efter sejren ved Isted tog den danske hær opstilling på Dannevirke og oprørshæren trak sig tilbage mod Holsten
Angrebet på Mysunde 12.september 1850
Mysunde 1849
Efter Istedslaget befæstede danskerne Mysunde, der skulle dække Dannevirkes venstre flanke.
Under pres fra det Slesvig-Holstenske statholderskab, valgte oprørernes overgeneral Wilhelm von Willisen at foretage et angreb på Mysunde den 12. september 1850.
Mysunde forsvaredes af 1. brigade og et stærkt artilleri under oberst Krabbe.
Angrebet blev afvist og slået tilbage, nok hovedsageligt på grund af artilleriet.
Stormen på Frederiksstad 4. oktober 1850
Frederiksstad 1850
Efter Slaget på Isted Hede trak de Slesvig-Holstenske oprørere sig tilbage til Holsten, hvorfra de flere gange angreb danskerne med det formål at trække de danske tropper ned til Holsten (som var et tysk len) og dermed inddrage de tyske stater i Treårskrigen igen.
I september 1850 indledte oprørshæren et større bombardement af Frederiksstad, der var befæstet af danske tropper.
Efter 5 dages beskydning af den 1600 mand store danske hær under Hans Helgesens kommando, gik slesvig-holstenerne den 4. oktober 1850 til angreb med 5000 mand.
Kampen varede hele natten, men om morgenen måtte Slesvig-Holstenerne trække sig tilbage.
Under bombardementet blev det meste af byen skudt i brand.
Både rådhuset og remonstrantkirken blev ødelagt under bombardementet.
Stormen på Frederiksstad var Treårskrigens sidste større slag.