I årene 1886 til 1894 brusede kampen for og imod befæstningen. Det var indledningsvis en politisk kamp mellem de to partier Højre og Venstre. Begge havde forskellige grupperinger og fløje. Venstre kan ikke sammenlignes med nutidens Venstre, men med det Radikale Venstre der er ægte barn af denne periode.
De Radikale har fra dengang bibeholdt deres skepsis mod militærvæsenet.
Allerede under det der er kendt som provisorietiden eller forfatningskampen oplevede borgerne at deres grundlovssikrede rettigheder blev indskrænket. Estrup indførte en lang række midlertidige bestemmelser som bl.a. indskrænkede pressefriheden ligesom han indførte er paramilitært politikorps, “De Blå Gendarmer”.
I det danske samfund satte verdenskrigen også sine uundgåelige spor.
Der opstod vareknaphed på snart sagt alt, men primært brændsel og fødevarer.
Mange så muligheder i den store fødevare-eksport til Tyskland, og de nyrige “gullachbaroner” med deres mange penge og totale mangel på pli dukkede op allevegne.
Alt protein kunne eksporteres – uanset hvilket dyr det stammede fra. Selv okser fra zoologisk have opkøbte “Berliner-Nielsen”, der var kendt eksportør af gullasch.
Alt dette blev forsøgt styret af “Den Overordentlige Kommission” hvor bl.a. førende danske erhvervsmænd havde sæde. Maksimalpriser og fra 1917 rationering var nogle af midlerne.
Maksimalpriserne blev fastholdt med statslig støtte. Dette var selvfølgelig en stor udgift, og skatter og afgifter måtte tages i brug.
Arveafgiften og skatteprocenten for de højere indtægter blev sat opsteg, og der kom en særlig skat på krigsfortjeneste. Desuden kom der store afgifter på luksus.varer og usunde varer som vin, spiritus og tobak. Snaps blev fra at være dagligdags til at blive en luksus, mange ikke havde råd til.
Allerede fra krigens start blev der foretaget optællinger over, hvor meget korn der var i Danmark. Også den kommende høst blev estimeret.
I 1917 opkøbte staten alt korn i Danmark og lejede kornlagre over hele landet. Med dette som udgangspunkt blev det besluttet, hvor meget hver enkelt borger kunne få tildelt af forskellige fødevarer på rationeringskort.
Staten førte tilsvarende kontrol over alle svin i Danmark. I starten af 1918 opfordrede staten til, at hver husstand skulle holde én gris, som de opfodrede med husholdningsaffald.Hvis de behøvede fodertilskud til grisen, så skulle der ansøges.
Med krigens udbrud steg priserne for mad meget hurtigt. F. eks steg noget så basalt som rugbrød med ca. 30 % allerede i starten af august 1914.
Der blev også hurtigt indført eksportrestriktioner på de mest basale varer. Indenfor en uge blev det forbudt at udføre korn, kartofler, mel og gryn og efter en måned var det forbudt at fodre husdyr med tærsket korn. Staten overtog hele hvedebeholdningen i København, for at sikre hovedstadens befolkning brød.
I 1917 blev der indført rationering på mel, brød, flæsk, kaffe, smør og mange andre daglige madvarer.
Der fandtes et statsligt “Kontor for Ernæringsundersøgelser“ med en læge i som leder.
Her havde man før krigen påvist , at man kunne leve sundt på korn, gryn, kartofler og kål med lidt fedtstoffer fra smør og flæsk. Kød var derudover unødvendigt.
Før krigen var dette meget kontroversielt, men med de begrænsede fødevarer passede et nedsat kødforbrug nu som fod i hose. Kontoret lavede beregninger over, hvad hver borger ud fra alder, køn, arbejdsbelastning og evt. sygdom skulle have at spise og dette dannede udgangspunkt for rationeringsmængderne.
Skulle det gå så galt at København blev belejret, var der i forsvarsforliget fra 1909 forudset nogle scenarier.
En øget tilflytning til København, hvis indbyggertal fra det normale 550.000 indbyggere ville øges med 75-100.000. Dette ville naturligvis udfordre forsyningerne af levnedsmidlerne og drikkevand, og der var nøje beregninger af både beholdningerne og tilførsel af fødevarer og vand.
Skulle hovedstaden blive sat i belejringstilstand, var der et forslag om ”Kgl. anordning om Belejringstilstands Indtræden”. Den ville gøre kommandanten til øverste politi- og militærmyndighed.
Anordningen blev aldrig sat i kraft, og den militære myndighed med de dermed følgende indskrænkninger af de demokratiske og borgerlige rettigheder blev aldrig besluttet.
Dog nærmede man sig ved afslutningen af kriger. De sidste rester af sikringsstyrken blev først hjemsendt i 1919. Den tilbageværende del skulle i påkommende tilfælde indsættes mod uro i København som belejret by.