Sikringsstyrken der eksisterede fra 1914-19 var et resultat af forsvarsforliget i 1909.
Her forudsatte man en styrke indkaldt udenfor det normale mobiliseringssystem, der udelukkende havde til formål at skulle kunne forsvare dansk neutralitet.
Der påbegyndtes indkaldelser til Sikringsstyrken 1914 til 1919 allerede 2. august 1914
Opgaven
Sikringsstyrkens opgaver var:
– at hindre overrumpling af hovedstaden
– at sikre gennemførsel af en evt. mobilisering.
Sikringsstyrken var ikke en mobilisering, men en kontrolleret forøgelse af fredsstyrken. Indkaldelsen var derfor også ret diskret.
Det blev en stor belastning for alle, såvel de indkaldte og deres familier som samfundet, regeringen og overkommandoen.
Det blev årsag til en strid mellem Forsvarsministeren og overkommandoen der varede hele krigen.
Ny-indkaldte 1914
Indkaldelserne
1. august 1914 besluttes i forbindelse med de første krigserklæringer at påbegynde indkaldelsen.
Der mødte den 2. og 3. august 1914 17.000 mand på Sjælland medens der i Jylland og på Fyn mødte 4000 mand.
Den 5. august 10914 indkaldtes om morgenen yderligere mandskab, så styrken i Jylland / Fyn kommer op på 7000 mand. Samme dags aften indkaldes yderligere mandskab til Sjælland så styrken her når 39000.
Den 5. august igangsættes også en del armeringsarbejder. Dette er primært skyttegravsanlæg og pigtrådsspærringer, medens planens afsnit om oversvømmelser samt rydning af bygninger og skove ikke udførtes. I Jylland iværksattes arbejder i mindre omfang ved Esbjerg og ved Limfjorden.
Der manglede mandskab
Det var dog ikke alle tjenestegrene der havde mandskab nok. Efter den store indkaldelse den 5. august har man kun lige akkurat mandskab nok til et enkelt vagtskifte i landbefæstningen.
Den 7. august var alle linieafdelinger undtaget fæstningsartilleriet nået op på fuld styrke. De sjællandske reservebataljoner fik hver ca. 500 mand og kunne nu løse bevogtningsopgaver og frigøre liniebataljonerne. Fæstningsartilleriet fik en enkelt besætning til sikkerhedsarmeringens skyts, så landet nu var i stand til at foretage en hurtig og sikker mobilisering og liniebataljonerne kunne tage sig af mulige neutralitetskrænkelser – også uden for København.
Forsyningerne
Uniformsmæssigt var man ikke forberedt på de store indkaldelser.
Der udleveredes en toradet M/1889 der var en tæt kopi af M/1848, eller en enradet M/1910 (1906). Sidstnævnte var “resterne” af en khaki-farvet uniform man forsøgte at indføre i 1903 i stedet for den blå M/1889. Imidlertid var klædekvaliteten for dårlig, hvorfor man gik tilbage til stof og farver fra M/1889 men beholdt selve modellen fra 1903.
Herudover var der alvorlige mangler på områder som telefonmateriel, kikkertmateriel, sanitetsmateriel og hesteudrustning.
Manglende befalingsmænd
Hærloven af 1909 gav selvfølgelig ikke nok befalingsmænd til sikringsstyrken eller for den sags skyld en mobilisering. Denne belastning var selvfølgelig størst i starten, hvor så mange andre ting også kørte trægt.
Man gik omgående i gang med at forøge antallet af befalingsmænd, og 500 afskedigede officerer og befalingsmænd stillede sig straks til rådighed. Ved en lovændring lykkedes det at skaffe en betydelig tilgang af værnepligtige officerer, en kategori der ikke fandtes i 1909-loven.
Dyrehaven 1914
Ved sikringsstyrkens formering indledtes bl.a. rekognosceringer i Dyrehaven.
Først i september 1914 godkendte forsvarsministeren at der anvendes cement til visse anlæg, men under forudsætning af at de nødvendige penge stilledes til rådighed af private. De næste måneder blev der foretaget feltbefæstninger fra Fortun Fort i vest, tæt syd om Eremitagen og til kystbanen tæt nord for Taarbæk Fort. Det bestod af pigtrådshegn og skyttegrave, 3 flankeringskonstruktioner og 8 beredskabsrum hver til 100 mand.
Donationer
Dyrehaven
F.L.Smidth & Co skænkede cementen og støbearbejdet blev udført af Christiani & Nielsen.
Stillingen var færdig ved udgangen af 1914 og i februar 1915 var Dyrehaveartilleriafsnit en realitet.
Udgiften til stillingen blev ialt 250.000 kr. (Især tilvejebragt af “Indsamlingen til forstærkning af Københavns Nordfront” og “Forsvarsindsamlingen af 1913)
Sikringsstyrken belastede samfundet
I den førte tid efter krigsudbruddet var befolkningens patriotisme meget høj, men som faren synes at drive over, faldt stemningsbølgen hurtigt.
Både samfundsøkonomisk og menneskeligt krævede opretholdelsen af sikringsstyrken store ofre, og der spekuleredes hurtigt i en nedsættelse af styrken. Allerede første halvår af styrkens levetid, synes de militære udgifter fra årene inden på ca. 30 mill. at være fordoblet.
Indkaldelserne var også en stor belastning for både de indkaldte, deres familier og de kvarterværter der nu pludselig havde fået et eller flere nye “familiemedlemmer”.
Et stort antal indkaldte var familiefædre, og koner og børn fristede en kummerlig tilværelse via hjælpekasserne (ikke fattighjælp) Disse hjælpekasser var blevet indført i 1907.
Modtagelse af hjælp herfra betød dog ikke fortabelse af valgret som fattighjælp.
Udvidet orlov
1. september 1914 vedtoges, at der kunne gives 14 dages orlov, men højst for 10% af styrken samtidig.
Dette betød meget for folk med selvstændig bedrift. I forbindelse med orlov ydedes fri rejse.
Disciplinen vakler
Også disciplinært var der store udfordringer. Tjenesten var triviel med vagttjeneste og grave- og befæstningsarbejde og det monotone arbejde sløvede. De ringe indkvarteringsforhold med overbelægning og tvære indkvarteringsværter belastede de indkaldte og de mange disciplinærstraffe blev snart et alvorligt problem. Dette var mest vagtforseelser og absentering.
I Oktober 1914 måtte overkommandoen bede ministeriet afhjælpe manglen på militære arrester. Det hjalp ikke på situationen at ministeriet ved nytår 14/15 traf den bestemmelse – der holdt ca. 1 år – at absentanter ikke skulle tilbageholdes til eftertjeneste.
Befalingsmændene havde også ringe forståelse for, at den kadaverdisciplin der kortvarigt kunne opretholdes på en rekrutskole, ikke kunne opretholdes under en længere indkaldelsesperiode.
Endelig var en af årsagerne til den dårlige disciplin det faktum, at mange af de ikke-faste befalingsmænd gjorde tjeneste på poster der oversteg både evner og uddannelse.
Pressens rolle
Pressen havde allerede inden indkaldelsen af sikringsstyrken været efter befalingsmændenes virke. Presset lettede ikke, og nu kom mange klager udenom kommandovejen direkte til ministeriet, evt. via en rigsdagsmand. Dette skete ofte anonymt eller gennem tjenstvillige journalister.
Soldaterne kedede sig
Barak med KFUM
Den megen fritid var et problem, og i efteråret 1914 dannedes forsvarsministerens udvalg for foredragsrækker, der gaves økonomisk hjælp til dannelse af frivillige musikkorps og et initiativ fra før krigen om husflidsundervisning i garnisonerne blev udvidet.
Sløjdinspektør A. Mikkelsen fra det civile skolevæsen blev tilsynsførende med husflids- og sløjdundervisningen. Derudover oprettedes mange nye soldaterhjem sponseret af diverse foreninger fra hele landet.
Genindkaldelser
De mange genindkaldelser af specielt familiefædre fra Jylland / Fyn søgtes straks afhjulpet med at indkalde flere rekrutter men mindre interval, udnytte værnepligtsalderen der var nedsat fra 22 til 20 år samt gennemføre en slags omgangstjeneste via de såkaldte reguleringer.
Dem skulle der komme 17 af i sikringsstyrkens levetid. Reguleringerne blev også brugt til de reduktioner af styrketallet der hurtigt fulgte.
Styrken reduceres
Der var store modsætninger i henholdsvis den radikale forsvarsminister og overkommandoens syn på Sikringsstyrkens størrelse. Dette førte de næste fire år til et særdeles anstrengt forhold mellem overgeneralen Gørtz og forsvarsminister Munch.
Munch og øvrige regeringspartier tillagde ikke sikrings-styrken større militær værdi, men nærmere en fare for landets neutralitet. Til gengæld var der i militære og højres kredse, udtalt utryghed ved en forsvarsminister af Munchs observans. De ønskede flest muligt soldater.
Efter der 15. januar 1916 besluttes, at 15 % af mandskabet kunne have 6 dages orlov samtidig. Samtidig indledes forhandlinger om en egentlig reduktion af styrken. Sikringsstyrken talte på dette tidspunkt 55.000 og 3000 rekrutter i hele landet. På samme tidspunkt gennemførtes 2. regulering og antallet af rekrutter øgedes til 7,500 i februar 1915.
Mulighed for civilt arbejde
Efterhånden som indkaldelsen trak ud, opstod der ønsker om at soldaterne deltog i f.eks. landbrugsarbejdet i de områder de var placeret, hvilket indførtes 22. april 1915.
Dette ændres i juli 1915 til 2 halve øvelsesdage. Senere udvides dette igen til også at omfatte 2 halve ugentlige dage til tørvefabrikation og i alt to dage til roeoptagning.
Tunestillingen
Pigtrådshegn
2. november 1915 bevilges Tunestillingen trods en del tvivl om nytten.
I stillingens forkant skulle der i hele dens længde trækkes et 10 meter bredt pigtrådshegn (148.000 pæle og 4,4 mill. meter pigtråd). Der skulle anlægges skyttegrave, der på grund af deres zig-zag trassé langt oversteg stillingens 20 km. længde. Der skulle støbes huler og gallerier, telefoncentraler, opholdsrum og beredskabsrum. Feltbefæstninger og ca. 5000 små underjordiske beton-rum blev etableret, hovedsageligt med sikringsstyrkens håndkraft.
Tysk mineudlægning 1915-1916
Vinteren 1915-16 udlagde Tyskland miner i Køge Bugt og i sundets sydlige del. Dette fik overkommandoen til at frygte en landsætning ved Køge Bugt eller Amagers sydkyst.
Der opstilledes derfor en særlig styrke begge steder. Amagers sydfront forstærkedes med et par bataljoner og forsvaret blev trukket helt frem til sydkysten, hvor de kunne støttes fra Dragør Fort (færdigt januar 1915) og Kongelunds Batteri (færdigt januar 1916)
Alle arbejder udførtes af Sikringsstyrken.
Privat indkvartering erstattes af lejre
Barfredshøj-lejren
Underbringelse af de mange tropper i private hjem gav en endeløs række problemer. I forbindelse med Tunestillingen opførte som noget nyt baraklejre som Grevelejre og Barfredshøjlejren. Herudover etableredes en teltlejr ved Køge. Samtidig opførtes opførtes baraklejre på Amager.
Februar 1916 vedtages et tillæg til værnepligtsloven der muliggjorde indkaldelse umiddelbart efter session. Rettelserne gjorde det muligt at indkalde to årgange i 1916. Ved også at lade de værnepligtiges første uddannelsesperiode vare 1½ år (det længste 1909 loven muliggjorde) opnåede man i løbet af 1916 at op mod halvdelen af sikringsstyrken udgjordes af værnepligtige der kom direkte fra rekrutuddannelsen og dermed krævede færre genindkaldelser.
Dette tillæg holdt til sikringsstyrken hjemsendtes.
Landstorm afdelinger
I hærlovens § 231 fandtes bestemmelse om at der i krigstid skulle opstilles landstormsafdelinger. Disse enheder skulle være forberedt i fredstid. De skulle dannes af ældre uddannet mandskab, værnepligtige der ikke var uddannet og som der ikke var anvendelse for i hær og flåde. Befaling skulle føres af tidligere faste eller værnepligtige officerer der fandtes egnede.
5 juni 1916 tiltrådte ministeriet oprettelse af 2 reservebataljonsstabe.
Flere reduktioner og en brydsom tid
Oktober 1916 ønskede rejser Munch yderligere reduceringer af sikringsstyrken, en beskæring af styrken med 1/4 eller 8-9000 mand. Dette meddeles overkommandoen, der svarede at man fralagde sig ansvaret for en sådan nedskæring.
Munch erindrer det som en brydsom tid. Der var mange klager fra kvarterværter til både Munck og andre rigsdagsmænd. Det var hovedsageligt godtgørelsen og at soldaterne grundet øvelse ikke holdt spisetiderne. Samtidig erindrede Finansminister Brandes ham konstant om, hvor mange penge sikringsstyrken kostede. Der var også mange ansøgninger om udsættelse ved reguleringerne. Specielt Roskilde Dagblad, den øvrige venstrepresse og dele af den konservative presse var kritisk og pustede til ilden.
Nye reduktioner
Marts 1917 rejser Munck nye reduktioner af styrken på et ministermøde og møder både politisk modstand fra de konservative og som vanligt overkommandoen. I ministeriet rejser han krav om 25% reduktion.
På samme tid møder både den engelske og franske militærattache op i ministeriet og spørger, om det virkelig var rigtigt at Danmark ville hjemsende sikringsstyrken, hvorpå reduktionen blev stillet i bero.
Uro i København
Der var en del uro i hovedstaden, og Københavns kommandant måtte 4. juni 1917 udstede forbud mod at soldater deltog i møder og demonstrationer mod sikringsstyrken og militærvæsenet som helhed.
Munch spørger kort efter overkommandoen, hvor stor en styrke de behøvede for at opretholde en bevogtning af landegrænse, havne, forter og feltbefæstningsanlæg.
Overkommandoen svarer, at ingen reduktion var mulig.
Reduktionerne truer kampdygtigheden.
Efter reduktionen i oktober var man ikke mere i stand til at opretholde kampdygtige bataljoner i Tunestillingen, på fæstningsfronterne incl. Amager og en reserve på mobiliseringsstederne samtidig.
Militærnægtere
Militærnægterproblemet vokser, og der afholdes 8. november. et militærnægtermøde i København med stormende tilslutning. Demonstrationen går langs hovedbanegården hvor et par officerer forulempes og fortsætter til garnisonshospitalet i Rigensgade hvor politiet splitter forsamlingen med stave.
I december vedtages i rigsdagen lov om civil værnepligt.
Vareknaphed
Vareknapheden rammer også den militære styrke. Brændsel er der mangel på, og en del afdelinger beordres sommeren 1917 på skovningsarbejde. En velkommen afveksling der tilmed betaltes til normal “civil” takst.
Ny regulering og en kæmpe reserve
Februar 1918 gennemførtes 17. og sidste egentlige regulering uden væsentlig ændring af styrketallet. Antallet af rekrutter var i årene 1915 til 1916 på 6-7000 og faldt i 1916-1917 til 3-4000 mand, hvilket niveau fastholdtes til krigens afslutning.
Den intense uddannelse af rekrutter siden starten af krigen, omfattede 26000 mand mere årligt end under normale vilkår, eller ialt yderligere 70.000. Dette betød at hærens mobiliseringsstyrke fra at være 80.000 + 40.000 i reserve ved krigens udbrud, voksede til 180.000 i 1917. Aldrig før eller siden har Danmark haft så stor en mobiliseringshær.
Begrænsede opgaver til Sikringsstyrker 1918
1) Bevogtning af landegrænse og mere betydningsfulde havneanlæg
2) Bevogtning af Knudshoved og Halskov (som hidtil)
3) Fornødent beredskab ved Københavns Søbefæstning, herunder fløjforterne.
4) Bevogtning af de permanente fæstningsanlæg og de feltfortifikatoriske anlæg samt vedligeholdelse af de sidste.
Den spanske syge lægger pres på styrketallet
Munch havde imidlertid travlt på en anden front, og der afkrævedes en samtale med overkommandoen i ministeriet allerede 23. august 1918. Bl.a. deltager direktøren generalmajor N.B. Ulrich og departementschefen for 1. departement. (personel og mobilisering) oberstløjtnant F. F. Andersen.
På Muncks foranledning redegjorde Overkommandoen for, at styrken var gennemgået mand for mand, og at en betryggende vagttjeneste ikke tillod reduktioner på over 3000 mand på Sjælland. Dette tilfredsstillede naturligvis ikke Munch, og han krævede 5-6000 mands reduktion.
Forhandlingerne foregik hele september 1918, og de politiske krav overfor Munch dæmpedes i takt med at man kunne ane en snarlig fred.
14. oktober 1918 meddeltes at sikringsstyrken i løbet af 14 dage ville blive blive reduceret med 4000. (i realiteten blev det langt over 5000) Den spanske syge (Influenza) havde huseret siden sensommeren (september), og fik hurtigt karakter af en lungepest med stor dødelighed. Den kulminerede midt oktober, men havde krævet mange ofre blandt andet mellem de indkaldte der boede tæt. Hospitalerne var overfyldte, og bl.a. toges Idrætshuset, Odd Fellow palæet, Regensen og den tidligere ridsdagsbygning i Bredgade i brug som nødhospitaler.
Allerede 25. oktober 1918 (16 dage før våbenhvilen (11-11-18) pålægges overkommandoen at indlede sløjfning af visse armeringsarbejder.
Soldateroptøjer og syndikalister
Demonstration 13-11-1918
6. november 1918 bredte arbejder- og soldateroptøjer sig landet sydfra. Truslen var ikke tom. Under krigen havde der på grund af levestandarden været omfattende arbejderuroligheder i større tyske og engelske byer, og der havde i 1917 været mytteri i stor skala i både den franske og italienske hær. Fra de danske befolkning syd for grænsen foreslås Danmark at forstærke grænsevagten. Samtidig oplevedes en kraftig stigning af krigsfanger der søgte mod Danmark sydfra. Dette medførte 9. november 1918 at overkommandoen udsendte kystspærringsdetachementer på eskadrons- eller kompagnistørrelse til Rødby, Nysted, Køge og Gedser samt Sydstevns. Samtidig forstærkedes de to detachementer ved sydgrænsen med 2 eskadroner og to rekylgeværkompagnier.
Krydserne Geyser og Heimdal sendtes til henholdsvis Kolding Fjord og farvandet ved Faaborg. Formålet var at skærme befolkningen mod voldshandlinger, modtage, afvæbne og bevogte fremmede styrker samt beskytte den mod flygtninge, desertører og marodører der krydsede grænsen sydfra.
Arbejder-uro
Arbejderne reagerede hovedsageligt mod forsyningssituationen (vareknaphed og prisstigninger), en tilstand de såkaldte syndikalister søgte at udnytte. De anstiftede en lang række demonstrationer, hvori også militærnægterbevægelsen spillede en rolle. På grund af den gryende uro forberedte overkommandoen indkaldelse af visse årgange, men var betænkelig ved den mulighed – som man så gryende tegn på at optøjerne skulle brede sig til kasernerne og medføre mytterilignende situationer.
Der frygtes mytteri
Matroser demonstrerer i Kiel 1918
Fra den 8 til 11 november 1918 er der hektisk aktivitet for både overkommando og ministerium. Der afholdes mange fælles møder. Usikkerheden der prægede perioden medførte, at bundstykkerne fjernedes fra geværerne og blev låst inde, lige som der foretoges en række foranstaltninger for at sikre ammunition, sprængstoffer m.m.
Man kom et muligt mytteri den 13. november i forkøbet ved, på selve våbenstilstandsdagen 11. november klokken 11 at bestemme, at alt mandskab der havde ligget længere inde end normalt, omgående skulle hjemsendes. I øvrigt skulle der hjemsendes yderligere mandskab så hurtigt som muligt.
I praksis betød det, at 6000 blev hjemsendt i dagene 13-16 november. 20 december hjemsendtes yderligere 4000 så sikringsstyrken ved årets udgang var reduceret til i alt 11000 mand.
Af øvrige detachementer opretholdes kun styrkerne ved landegrænsen og kystspærrings-detachementerne der opretholdtes til ultimo februar 1919.
Hjemsendelser
Hjemsendelserne fortsatte midt januar 1919 og 1. februar 1919 var styrken på ca. 8000 mand, og i løbet af februar marts var den nede på 3500 mand. Den forcerede hjemsendelse gav overkommandoen store problemer med bl.a. sløjfningen af armeringsarbejder og magasinering af skyts og ammunition. December 1918 måtte næsten alt mandskab fra fæstningsfronterne og Tune inddrages. Den ringe styrke var ikke i stand til at gennemføre sløjfningsarbejderne, hvorfor dette i udstrakt grad overlodes til lodsejerne selv, mod at de fik råderet over materialerne.
Sikringsstyrken nedlægges endeligt
Sikringsstyrkeperioden afsluttedes endeligt med ophævelsen af overkommandoen, landbefæstningens frontkommandoer og Tune artillerikommando 31. marts 1919.
Sikringsstyrkens samlede udgifter blev 287,5 mill., størst i finansårene 1916-17 og 1917-18 hvor de nåede godt 68 mill. kroner.