Batteriet i Andholm (BA10) bestod af 1 stk. 24 cm. kanon.
Batteriet minder meget om batteriet i Rugbjerg Plantage, bortset fra at der ikke var en brisk i Andholm. Der var kun et stort hul i jorden.Dette har tidligere ført til den antagelse, at batteriet ikke var bygget færdigt.
Dette er imidlertid ikke rigtigt, idet batteriet var en såkaldt jernbanebrisk-kanon. (B-Geschütze). Jernbanen førte lige op til hullet, og en kran der medbragtes på toget, kunne nu løfte kanonen ned på en delt stålbrisk i hullet. Når kanonen var monteret kørte toget igen, men kunne komme tilbage og medtage kanonen.
Det var kalibre fra 21 – 38 cm. der blev monteret på denne måde, men det viste sig at være uforholdsmæssigt tidskrævende at flytte hvis fronten bevægede sig. Til en forsvarslinie var teknikken dog tilstrækkelig.
B-geschütze eller Bettungs-geschütze blev anvendt da tyskerne ikke havde egentligt jernbaneartilleri. De første E-geschütze (E=Eisenbahn) blev taget i brug i 1916.
Batteriet blev ikke sprængt som de øvrige svære batterier. Det lå på privat jord, og ejeren modsatte sig angiveligt sprængning for at bevare et minde om tiden. Det ligger i dag, incl. hullet, stort set som det blev bygget.
Formentlig har ingeniørtropper heller ikke været overdrevent nidkære omkring sprængning idet der ikke var tale om et udbygget batteri.
Alle andre svære batterier er alle sprængt meget effektivt, og kun i Strandelhjørn Batteri fik ammunitionsmagasinerne lov at blive stående intakt.
Billeder 2013
Billeder 1981