English  Version   

 Til forsiden

 
Siden lavet af:

 
Optræk til krigene

 
1. Slesvigske Krig 1848-50
     
Træfningerne    
        -
Fredericia
        - Isted
     
Marinen

      
Grave - mindesmærker

 2. Slesvigske Krig 1864
     Mysunde
     Selk
   
 Dannevirke
     
Sankelmark
    
Belejring Dybbøl
    
Besættelsen af Jylland
    
Stormen på skanserne

     Overgangen til Als
     Lundby
     Marinen
     - Slaget ved Helgoland
     Grave, mindesmærker
    
Freden
    
Efterspillet

     Festung
    
Sonderburg-Düppel


 
Røde Kors

 
 Grave, mindesmærker
  -
Andre steder


 
Myten om Pioner Klinke

 
Istedløvens historie


 
Dreyse gevær M/41

 
Oversigt artilleriet 1864

 
Skanserne 2010

 
 


















































































































































De slesvigske krige 1848-51 og 1864
Træfningerne 1848-50

 
Slaget ved Bov Våbenhvile Eckernförde Århus Isted
Slesvig Haderslev Kolding Fredericia Mysunde
Nybøl og Dybbøl Adsbøl Gudsø Våbenstilstand Frederiksstad
 

 Slaget ved Bov 9. april 1848
 

 Efter overrumplingen af Rendsborg trængte de slesvig-holstenske tropper mord nord.  Den danske hær under general Hedemann
 rykkede sydpå fra Kolding og forenede sig med en styrke fra Als, som var ledet af oberst Schleppegrell. Den danske styrke var over-
 
legne i antal, og de danske soldater var bedre uddannede.
 Kampen blev kort, og slesvig-holstenerne  flygtede i panik sydpå efter store tab.
 Oprørsstyrken flygtede tilbage til fæstningen i Rendsborg og den danske hær fik kontrol over Slesvig ned til Ejderen. Den dan-
 
ske hær fulgte efter oprørshæren og indtog stillingen på Dannevirke.
 Sejren ved Bov blev hilst med jubel i Danmark og gav anledning til stor optimisme med hensyn til de danske sejrschancer i den fore-
 
stående krig.

 Preussen og det tyske forbund besluttede nu at komme oprørerne til hjælp og den 18. apr
il 1848 erklærede det tyske forbund Dan-
 
mark krig samtidigt med at preussiske tropper under general Wrangel rykkede op gennem Holsten.
  De flygtende Slesvig-Holstenere efter slaget ved Bov 1848

 Slaget ved Slesvig 23. april 1848

 
Efter Slaget ved Bov havde den slesvig-holstenske hær søgt tilflugt i garnisonen i Rendsborg. Her havde en
 preussisk division på 12.000 mand og en forbundsdivision på 10.000 mand (bl.a. hannoveranere, mecklenburgere og braun-
 
schweigere) stået i flere  flere dage, klar til at komme slesvig-holstenerne til undsætning.  
 D
en danske hær opgav forfølgelsen, men nåede med ca. 12.000 mand frem til egnen omkring byen Slesvig den 11. april, hvor
 General Læssøe og Generalmajor Hedemann oprettede hovedstilling i det bakkede område mellem Gottorp og Husby, nogle
 kilometer nord for Dannevirke.

 Strategien var at føre en henholdende kamp og eventuelt trække sig nordpå, hvis det blev nødvendigt.
 Påskedag den 23. april 1848 sendte den preussiske General Wrangel sine styrker på ca. 20.000 mand frem mod Slesvig ad to
 forskellige veje, som mødtes ved forbindelsesvolden mellem Hedeby og Dannevirke.
 Bag disse rådede han over yderligere ca. 3.000 forbundstropper og ca. 4.000 slesvig-holstenere under ledelse af Prinsen af Nør.
 Wrangel var med sin overlegne styrke utålmodig, og fik heldigvis  ikke koordineret angrebet ordentligt.
 Den danske hær måtte vige for overmagten, og søgte i løbet af den 24. april tilbage mod Flensborg.
 Trods udfaldet regnes Slaget ved Slesvig for et af de mest hæderfulde i dansk krigshistorie.

 
Man mente ikke Wrangels styrker vil optage forfølgelsen og havde derfor ikke sørget for ordentlig sikring og vagtmandskab.
 Friske mecklenburgske dragoner og hannoveranske tropper indhentede den danske bagtrop sidst på eftermiddagen og det kom
 til en træfning ved Oversø. Nogle danske dragoner reddede sig nordpå og alarmerede Flensborg, hvor størstedelen af de danske
 tropper var indkvarteret med råbet: "Preusserne er her!", hvilket dog viste sig overdrevet.
 
 
Overkommandoen opgav herefter Bov-stillingen og førte hovedparten af hæren til Als, mens andre dele af hæren søgte nordpå
 mod Kongeåen. Wrangel lod en del af sine tropper besætte Sundeved for at holde de danske styrker på Als i skak, samtidig
 med at andre dele af den slesvig-holstenske og preussiske hær den 2. maj rykkede over Kongeåen og op i Nørrejylland.

                                                Slaget ved Slesvig Slaget ved Slesvig 1848  

 Nybøl og Dybbøl 5. juni 1848

 
Fra Als foretog generalerne Hedemann og F. A. Schleppegrell et angreb på Nybøl den 28. maj 1848. Denne sejr samt den efterføl-
 
gende sejr ved Dybbøl den 5. juni vakte begejstring hos den danske  befolkning, men modvilje hos stormagterne.
 Dog ville Rusland ikke tillade Preussen at  gå over Kongeåen og hermed ind i selve kongeriget, hvorved Wrangel blev bremset.  

  Nybøl og Dybbøl 5. juni 1848

 Våbenhvilen i Malmø 2. juli 1848.

 På initiativ af Storbritannien, Rusland og Sverige kom det i juni 1848 til forhandlinger mellem Preussen og Danmark. Den 2. juli
 1848 blev der indgået en aftale om en våbenstilstand og om en fælles dansk-tysk regering. Denne regering blev dog aldrig til noget
 
grund af general Wrangels modstand og komplikationerne på tysk side.
 26. august 1848 lykkedes det dog af få aftalen på plads. En stor del af de preussiske og danske tropper skulle trækkes ud af her-
 
tugdømmerne, den slesvig-holstenske hær skulle skæres ned og splittes op i en slesvigsk og holstensk del.
 Den provisoriske regering skulle træde tilbage den 26. august 1848 og erstattes af en dansk-preussisk fællesregering, som i fæl-
 lesskab
skulle regere begge hertugdømmer. Våbenstilstanden skulle gælde gælde for syv måneder.

 Under forhandlingerne foreslog briterne en deling af Slesvig, en tanke som selv de danske nationalliberale var ved at affinde sig
 med. I den danske offentlighed vakte forslaget om en deling forargelse. Heller ikke fra slesvig-holstensk side var man indstillet på
 at dele hertugdømmet.
 D
en 18. september 1848 afviste Frederik 7. tanken om en deling med ordene "Det skal ej ske".

 Kampene genoptages 3. april 1849

 
Efter opsigelsen af våbenstilstanden med Preussen blev fjendtlighederne genoptaget den 3. april 1849. Den danske hær bestod
 nu af 41.000 mand, mens tyskerne og slesvig-holstenerne kunne mønstre godt 65.000. Over for  denne overmagt besluttede dan-
 s
kerne at trække sig nordpå.  
 
 
Kampene ved Haderslev 3. april 1849

 
Det nørrejyske korps under general Rye rykkede 3. april ind i Slesvig fra Kolding.  Kl. 05,00 om morgenen afmarcerede oberst-
 
løjtnant Irminger med 2 batailloner, 4 kanoner, et  espingolbatteri og kavalleridivisionen Hegermann-Lindenkrone. Ved  Aller kro
 spredte de en fjendtlig kavalleripatrulje, og kl. 15 stødte de på fjenden i et meget kuperet terræn ved Haderslev.
 Der opstod en infanterifægtning, hvorunder fjenden trængtes ind i byen, og der opstod heftige gadekampe. De huse og møller der
 lå ved Sønderbroen, og som fjenden havde indrettet til forsvar, blev hurtigt erobret og snart var hele byen besat af danske tropper.
 Kampen kostede på dansk side 3 døde og 6 sårede.

 Træfningen ved Adsbøl 3. april 1849

 Om morgenen begyndte fremrykningen fra Als. Brigaden traf først fjenden ved Aunbøl hvor man observerede nogle fjendtlige poster
 i skoven syd for vejen. Selve Adsbøl blev holdt byen besat med infanteri og artilleri. Under et kraftigt angreb blev byen omgået nord
 om Nybøl
og forbi Fiskebæk. Angrebet på byen understøttedes af 2 granatkanoner.
 Efter en artilleri- og infanterikamp blev fjenden  nu trængt gennem og ud af  byen, hvor to af de  danske kanoner var anbragt på kir
-
 
kegården. Herefter blev fjenden jaget over markerne og gennem skoven foran Graasten.
 De danske tab var på 2 døde, 21 sårede og 2 savnede.

 Slaget ved Egernförde 5. april 1849

 I dette angreb fra søsiden deltog fregatten Gefion og linjeskibet Christian VIII samt nogle transportfartøjer. De skulle angribe de
 batterier omkring fjorden, som var i tysk slesvig-holstensk besiddelse. Men de to store skibe kunne ikke manøvrere i det snævre
 farvand. Man prøvede da at få de to hjuldampere Hekla og Gejser til at slæbe dem ud, men de blev ligeledes beskudt og således
 heller ikke manøvredygtige. Kampen startede kl.4 om morgenen. Ud på eftermiddagen måtte Gefion overgive sig.
 Christian VIII blev efterhånden så hårdt medtaget af kanonbeskydningen fra de tyske felt- og tyske strandbatterier, at det også
 måtte stryge flaget. Det var tilmed udbrudt brand om bord og kl. 20 sprang Christian VIII i luften. Gefion blev efter erobringen
 
repareret og indgik i den tyske forbundsflåde under navnet Eckernförde.
 Da forbundsflåden blev opløst i 1852 blev skibet overtaget af Preussen og fik igen navnet Gefion. Skibet var i aktiv  tjeneste frem
 til omkring 1870, og lå derefter som kaserneskib, indtil det blev ophugget i 1891.
 Slaget kostede 105 faldne, 61 sårede og næsten 1000 fanger. De døde blev begravet på  kirkegården i den nordlige del af Egern-
 
førde.

 
      Monument i Eckernförde

 Slaget ved Kolding 23. april 1849

 
Tyskerne marcherede nordpå, og efter få timers kamp trak general Rye sig tilbage til  Almind-området, og tyskerne indtog 20.
 
april Kolding og indrettede en stærk stilling i og omkring  byen. General Bülow besluttede at kaste fjenden tilbage og indledte
 angrebet d.23. april om morgenen.
 Slaget om Kolding skulle indledes med et angreb på 2 flanker nordfra.
  - Den østlige flanke, der var under direkte kommando af general Bülow, stod klar ved Taulov.
  - Den vestlige flanke,der var under kommando af general Rye og general Moltke, stod klar ved Harte og Almind. De skulle
    erobre broen ved Ejstrup og vadestedet ved Påby og derefter angribe fjenden derfra. Dette var en vigtig del af slaget, da
    man ellers ville få svært ved at forcere åen.
  - Preussernes hovedgrupperinger lå i øst ved Kolding og Vonsild, og i vest ved Seest og Vranderup.

 Om morgenen angreb danskerne de preussiske stilliger over en bred flanke og mødte hård  modstand. Bülows brigade kæmpede
 sig helt frem Slotssøen og mødte megen modstand her. Ryes og Moltkes brigader havde erobret broen ved Ejstrup, men havde
 mødt modstand ved Vejlevej. Preussernes general Bonin følte sig presset og beordrede sine flanker sammen i en kileform og trak
 sig lidt tilbage, men kun for at omgruppere. Danskerne troede, at slaget var vundet, men preusserne vendte tilbage med 12 punds
 
kanoner og forstærkninger fra Koldings sydområde og kæmpede hårdt om Koldings centrum.
 Da de var tæt på at afskære Ryes og Moltkes brigader, trak Bülow sig tilbage mod Vejle og Fredericia, og kampen var tabt.

 
Jylland besættes

 I begyndelsen af maj fik overgeneral Prittwitz den ønskede tilladelse til at gå over grænsen og  besætte mest muligt af Jylland.

 
Kampene ved Gudsø den 3. og 7. maj 1849

 Efter at danskerne tabte slaget om Kolding den 23. april 1849, havde general Bülow trukket  Moltkes og Schleppegrells brigader
 ind i Fredericia og general Rye lå med sine styrker omkring på Vejle. Da fjenden tilsyneladende holdt sig i ro, besluttede Bülow 3.
 maj at indtage en stilling vest for  Elbodalen og kom i kamp med fremsendte fjendtlige styrker. Fjenden blev trængt tilbage gen-
 
nem Gudsøpasset, som blev besat, og der blev etableret en forpostlinie med forbindelse til Ryes korps.
 General Prittwitz forberedte nu et angreb på begge de danske afdelinger, hvilket skulle ske den 7. maj om morgenen. General
 Bonin og hans tre brigader sendtes mod Gudsø. Her stod major N. G.  la Cour for at forsvare den danske stilling, med 3 bataljoner
 og 4 kanoner.
 
Danskerne måtte på grund af den overlegne modstand trække sig tilbage til fæstningen efter en hård kamp. En del af Molkte og
 Schleppegrells brigader blev derpå sejlet fra Fredericia og tilbage til Fyn og resten blev liggende i fæstningen.

                                                        Gadekampe i Kolding.
                                                              Tysk skildring
Gadekampe i Kolding 1849

 Ryes Korps forfølges op i Jylland.

 Olaf Ryes brigade, også kaldet Det Nørrejyske Armékorps, på 7.000 mand, hvori indgik en betydelig styrke af rytteri og 16 ka-
 
noner, begyndte herefter sit berømte tilbagetog op gennem Jylland forfulgt af general Prittwitz med 22.000 mand og 52 kanoner.
 Allerede dagen efter kampene ved Gudsø og Viuf, altså den 8. maj, fortsatte Prittwitz sin fremrykning og traf Rye på de skovbevok-
 
sede højder nord for Vejle, med højre fløj støttet til Grejs Å. Ved omgående rytteri og lidt frontal kamp, blev Rye manøvreret ud af
 denne stilling og marcherede derfor til Hedensted.
 
Natten mellem d. 8. og 9. maj trak han sig op bag Ølsted Å og tog selv kvarter i Thorsted, medens rytteriet stod længere mod vest
 
ved Hornborg.
 
 22. maj modtog Rye endelig befaling til at rette sit tilbagetog mod Helgenæs og gå i stilling i et skanseanlæg påbegyndt i 1848
 og forinden var blevet delvis befæstet og bestykket med 12 svære kanoner og besat med en bataljon. Det havde indtil nu været
 meningen at Rye skulle søge mod Aalborg. For Rye, som kun ved at holde føling med fjenden og føre udvigende kamp, var i stand
 til at lokke ham længere og længere bort, var Aalborg uheldig. Her var han nemlig væk fra kysten og muligheden for at udskibe til
 f.eks. Fredericia.
 Den 24. maj rykkede Prittwitz frem med hele sin styrke, delt i 4 kolonner, for at angribe Rye omkring Skanderborg. Men da angre-
 
bet skulle begynde, opdagede han, at danskerne var væk. Rye havde nemlig gennem sit efterretningsvæsen fået at vide, at fjenden
 ville komme og stod nu på egnen nord for Århus. Herfra gik han, medens fjenden blev liggende ved Skanderborg, først imod nord,
 og derefter mod øst med kurs mod Helgenæs.

 

 Rytterfægtningen ved Århus 31. maj 1849
 

 
Kampen fandt sted nord for Århus. Fægtningen stod mellem danske dragoner og
preussiske husarer, og endte med dansk sejr. 
 Selvom danskerne var i undertal, lykkedes det alligevel lykkedes at tvinge Preusserne på flugt.  De danske tab var 8 mand
 imens preussernes tab var 25 sårede eller dræbte og 19 taget til fange.

  Rytterfægtningen ved Århus 1849

 Fredericia 6. juli 1849

 
I 1849 var Fredericia i forsommeren blevet indesluttet af de slesvig-holstenske oprørere under general Bonin. Slesvig-Holstenerne
 forskansede sig i stillinger omkring byen og indledte et artilleribombardement.
 I Fredericia havde oberst Lunding kommandoen, og han planlagde sammen med hærens nye overgeneral, Frederik Rubeck
Henrik
 von Bülow, et udfald for at sprænge belejringen. Dette krævede dog forstærkninger.
 
Fra Helgenæs blev general Olaf Ryes brigade overført til Fyn, og en anden brigade under general Christian de Meza kom sejlende
 fra Als. Tropperne blev herefter overført til Fredericia i små både, som Slesvig-Holstenerne ikke kunne ramme med artilleriet.
 Udfaldet blev endeligt fastlagt ved et krigsråd i Vejlby Præstegård ved Strib den 4. juli og skulle iværksættes kl. 01,00 den 6. juli.

                                       Udfaldet fra Fredericia 1849 Fredericia 1849, stormen på Trelleskanse

 På angrebstidspunktet stod 19.000 danske soldater klar i Fredericias gader. De skulle ud at møde Slesvig-Holstenernes 14.000
 mand. Selv om danskerne var i overtal, havde modstanderne den store fordel, at de kæmpede fra befæstede stillinger. Det blev
 en hård kamp, og udfaldet var usikkert helt frem til solnedgang, hvor kampen var afgjort. Slesvig-Holstenerne var på flugt.
 Der var mange hundrede faldne, flest danske. General Rye var mellem de faldne under stormen på Treldeskansen.

 Våbenstilstand

 Nu blandede Rusland sig og truede med at bryde forbindelserne med Preussen, hvorefter Wrangel fik ordre til at rømme Jylland.
 Den 2. juni 1850 undertegnede Preussen og Danmark og den 10. juli 1850 også den Tyske  Forbund og Danmark en fredsaftale
 i Berlin.


 
Slaget ved Isted 25. juli 1850

 
Efter Preussen havde trukket sig ud af krigen meldte mange tyske frivillige sig under de slesvig-holstenske faner, og de Slesvig-
 Holstenske styrker fortsatte krigen på egen hånd, uden støtte fra andre tyske stater, indtil de den 25. juli 1850 led et afgørende
 nederlag i det største slag i danmarkshistorien.
 Under Slaget på Isted Hede kæmpede ca. 40.000 danske soldater mod 34.000 slesvig-holstenere. Den danske hær, under gene-
 
ral Kroghvar nu overlegen i antal og den var bedre uddannet end fjendens hær under den preussiske general  von Willisen.
 
 Slesvig-holstenerne indtog dog en stærk forsvarsstilling ved Isted, hvor passagen omkring landevejen Flensborg-Slesvig indsnæv-
 
res af moser og søer. Forsvaret havde dermed en stor fordel.
 Kampene blev indledt kl. 01,00 om natten, og især de indledende angreb var kostbare for de danske styrker. Mange af hærens
 bedste officerer udviste stort mod og blev dræbt. Der stod hårde kampe ved landsbyerne Isted og Øvre Stolk, og ved 8-tiden om
 morgenen var situationen kritisk for danskerne.
 I løbet af de næste timer ændrede tingene sig dog, og ved middagstid gav general Willisen ordre til tysk tilbagetog.Sejren var
 dyrekøbt. På dansk side faldt der 845 mand, heriblandt general Schleppegrell og oberst Læssøe.
 Slesvig-Holstenerne havde 534 faldne.
 Efter sejren ved Isted tog den danske hær opstilling på Dannevirke.

  Livgarden ved Isted 1850
                    Livgarden ved Isted.
   Istedløven i Flensborg
Istedløven på Flensborg Kirkegaard

 Angrebet på Mysunde 12.september 1850

 Efter Istedslaget befæstede danskerne Mysunde, der skulle dække venstre flanke. Under pres fra det slesvig-holstenske stat-
 
holderskab, valgte oprørernes overgeneral Wilhelm von Willisen at foretage et angreb på Mysunde den 12. september 1850.
 Mysunde forsvaredes af 1. brigade og et stærkt artilleri under oberst Krabbe. Angrebet blev afvist og slået tilbage, nok hoved-
 
sageligt på grund af artilleriet.

                                                                 Mysunde Angrebet på Mysunde 1850


 Stormen på Frederiksstad 4. oktober 1850

 
Stormen på Frederiksstad var Treårskrigens sidste større slag. Efter Slaget på Isted Hede trak de Slesvig-holstenske oprørere sig
 tilbage til Holsten. Herfra angreb de flere gange danskerne med det formål at trække de danske tropper ned til Holsten (som var
 et tysk len) og dermed inddrage de tyske stater i Treårskrigen igen.

 I september 1850 indledte de tyske slesvig-holstenerne et større bombardement af Frederiksstad, der var befæstet af danske
 
tropper. Efter 5 dages beskydning af den 1600 mand store danske hær under Hans Helgesens kommando, gik de tyske slesvig-
 
holstenerne den 4. oktober 1850 med 5000 mand til angreb.
 Kampen varede hele natten, men om morgenen måtte Slesvig-Holstenerne trække sig tilbage. Under bombardementet blev det
 meste af byen skudt i brand. Både rådhuset og remonstrantkirken blev ødelagt under bombardementet

                                             Stormen på Frederiksstad Stormen på Frederiksstad 1850

 Tyske Grave på Dybbøl Kirkegård efter Dybbøl Bjerg 1849