De Slesvigske krige 1848-50 og 1864

 
English  Version   

 Til forsiden

 
Siden lavet af:

 
Optræk til krigene

 
1. Slesvigske Krig 1848-50
     
Træfningerne    
        -
Fredericia
        - Isted
     
Marinen

      
Grave - mindesmærker

 2. Slesvigske Krig 1864
     Mysunde
     Selk
   
 Dannevirke
     
Sankelmark
    
Belejring Dybbøl
    
Besættelsen af Jylland
    
Stormen på skanserne

     Overgangen til Als
     Lundby
     Marinen
     - Slaget ved Helgoland
     Grave, mindesmærker
    
Freden
    
Efterspillet

     Festung
    
Sonderburg-Düppel


 
Røde Kors

 
 Grave, mindesmærker
  -
Andre steder


 
Myten om Pioner Klinke

 
Istedløvens historie


 
Dreyse gevær M/41

 
Oversigt artilleriet 1864

 
Skanserne 2010

 
 








































De slesvigske krige 1848-51 og 1864
Optakten til 2. slesvigske krig

 Det danske forfatningsproblem.
 
London-protokollen fastlagde at enevælde fortsat skulle gælde i hertugdømmerne, selv om Danmark havde fået en demokratisk
 grundlov. Fællesforfatningen for den danske helstat (kongeriget og hertugdømmerne) skulle sikre at statens fælles anliggender
 fortsat kunne fungere, trods de forskellige styremåder. Men i 1858 havde det tyske forbund ophævet fællesforfatningen for Hol-
 
stens og Lauenborgs vedkommende, da disse to hertugdømmer samtidig var medlemmer af det tyske forbund. I den fælles dansk-
 
slesvigsk-holstenske regering (rigsrådet) var der konflikter mellem de demokratiske politikere fra Danmark, der ønskede reformer,
 og de adelige repræsentanter for Holsten, der ønskede en meget konservativ kurs.

 De liberale kræfter i Danmark anså det derfor for mere og mere uundgåeligt, at Holsten måtte adskilles fra Danmark. I sidste
 ende frygtede man at Holsten via sin rolle i rigsrådet førte til tysk indblanding i ikke kun Slesvig, men også i rent danske forhold.
 De liberale kræfter i Holsten var for så vidt enige, men de ønskede at også Slesvig skulle løsrives, og at der skulle oprettes et
 Slesvig-Holsten inden for det Tyske Forbund.

 Novemberforfatningen.
 
Rigsdagen vedtog kort før Frederik d. 7.'s død i november 1863 novemberforfatningen.
 Der var i den danske offentlighed en stærk nationalisme, som pressede det politiske system til at kræve et Danmark til Ejderen,
 og som håbede på en skandinavisk alliance. I 1863 valgte regeringen en definitiv kurs mod ”Danmark til Ejderen”.
 Den fremlagde et forslag om en fælles forfatning for Danmark og hertugdømmet Slesvig, som blev vedtaget af den danske rigsdag
 den 13. november 1863. Forfatningen erstattede den hidtidige helstatsforfatning, idet den drejede sig om fælles anliggender for
 Danmark og Slesvig, men ikke Holsten. Slesvig skulle have sin egen slesvigske landdag, Danmark fortsat sin egen rigsdag. Her-
 
med ville det være muligt at regere uden om de holstenske repræsentanter i rigsrådet, der var årsagen til at den danske regering
 var delvis lammet.
 Dette løste umiddelbart et forfatningsmæssigt problem, men samtidig brød Danmark reglerne i London-protokollen fra 1852. Ifølge
 denne måtte man nemlig ikke  knytte Slesvig nærmere til kongeriget end Holsten. Det var ministeriet Hall der gennemførte novem-
 berforfatningen. Regeringen opløstes i december 1863 og erstattedes af ministeriet D.G. Monrad.
 Fælles for begge regeringer er Krigsminister C.C. Lundbye.

  Christian IX
Christian IX
 
Konseilspræsident C.C. Hall
Konseilspræsident C.C. Hall
 
Krigsminister C.C. Lundbye
Krigsminister C.C. Lundbye
 
    Konceilspræsident D.G. Monrad
Konseilspræsident D.G. Monrad
 

 Nationale spændinger.
 
Novemberforfatningen vakte stærk modstand blandt de tysksindede i hertugdømmerne og i hele Tyskland. Den tysk nationale
 opinion vejrede nu mulighed for revanche efter Treårskrigen. I den tyske forbundsdag i Frankfurt taltes om at befri hertugdømmerne
 for afhængigheden af Danmark og skabe en ny tysk stat af dem.
 De tyske oprøreres drøm om en slesvig-holstensk stat havde lidt nederlag i Treårskrigen fra 1848 til 1851. I selve Slesvig havde
 stemningen siden da været rolig, men forbitret og modsætningsfuld.
 I 1850'erne havde man gennemført sprogreskripterne i det mellemste Slesvig, der betød at dansk skulle være skolesprog i de om-
 
råder, hvor befolkningen talte dansk (sønderjysk). Kirkesproget vekslede fra gang til gang, mens retssystemet og administrationen
 var tosproget. Den nordligste del af Slesvig var dog fortsat rent dansksproget, og den sydligste del fortsat rent tysksproget. For-
 
målet var at bremse tilbagegangen for det danske sprog, men reformerne blev indført af regeringen uden megen debat. Det vakte
 mange tysksindedes vrede, da man igennem århundreder havde været vant til at tysk var det dominerende sprog. De tyske så
 derfor sprogreskripterne som et forsøg på "danisering" og dansk undertrykkelse.

 Preussens ambitioner.
 
Ministerpræsident Otto von Bismarck i Preussen var imidlertid ikke interesseret i at styrke de liberale kræfter i det tyske forbund
 med endnu en stat, dvs. et selvstændigt Slesvig-Holsten. Han allierede sig derfor med Østrig, officielt for at presse Danmark til at
 efterkomme Londonaftalens bestemmelser om hertugdømmernes frie stilling, men i praksis i håbet om at erobre Slesvig og Ho-
 
lsten for Preussen, som han senere har fortalt om i sine erindringer.
 

                                                     
                                                         Kaiser Wilhelm I

   Otto von Bismarck

 Danmark mobiliserer
 Den danske hær begyndte mobiliseringen i efteråret 1863 og den 72 årige general Christian de  Meza fik tildelt overkommandoen.  
 Danmark var dårligt forberedt til krig. Hæren var under omorganisering og havde for dårligt  uddannede befalingsmænd og for få
 officerer. Der var endvidere problemer med transport - og forsyningsafdelingerne.


 Situationen tilspidses. 
I de følgende to måneder efter den danske vedtagelse af novemberforfatningen sikrede den preussiske
 kansler Bismarck sig diplomatisk, at de mulige alliancepartnere for Danmark såsom Sverige-Norge og England faldt fra.
 Samtidig var Danmarks tidligere allierede, Rusland, svækket efter Krimkrigen 1854-56, og Preussen var nu entydigt kontinentets
 stærkeste magt, politisk dygtigt ledet af rigskansler Bismarck. Han sigtede mod en militær konfrontation med Danmark for at fri-
 
gøre sig fra internationale aftaler, der begrænsede preussisk militær og politisk handlefrihed. Samtidig havde han brug for afled-
 
ning for nogle indenrigspolitiske problemer, bl.a. værnepligtstiden.
 Specielt forholdet til Sverige-Norge havde betydning, idet den danske politik var på dette tidspunkt præget af ønsketænkning. Man
 troede, og agerede ud fra, at man ville få militær bistand fra Sverige hvis det skulle komme til en krig med de tyske stater. Op til
 22-25,000 mand havde været på tale.


 Danmark havde med novemberforfatningen overtrådt internationale aftaler om, hvordan landet skulle forholde sig til hertugdøm-
 
merne. Dette gav nu en juridisk mulighed for militær indgriben. Trods massivt pres fra venligtsindede magter og på trods af, at
 Sverige-Norge afviste enhver tanke om en alliance, trak Danmark ikke sin dansk-slesvigske forfatning tilbage.
 Det medførte, at de tyske magter truede med at besætte Slesvig som pant, indtil forfatningen var trukket tilbage. Men på trods af
 dette og på trods af, at hannoveranske og saksiske tropper faktisk allerede havde besat Holsten og Lauenburg den 23. december,
 veg Danmark ikke fra sin position.
 Den 16. januar stillede Preussen og Østrig Danmark over for et ultimatum om at ophæve forfatningen inden for 48 timer. Det var
 reelt helt urealistisk, da det ikke kunne nås, og ingen forsøg på en forlængelse af fristen blev accepteret.

  Det Prøjsiske ultimatum
  Forbundshærens Ordre de Bataille (kamporden) 1863/64
 

 1. februar 1864 overskred Østrigske og Preussiske tropper Ejderen og 2. Slesvigske Krig var en realitet.

 
 
Den Preussiske Generalmajor Helmuth von Moltke havde allerede i 1862 fået opgaven med at forberede et felttog mod Danmark.
 Allerhelst havde han gemmenført en landgang på Sjællland og via København fået en overgivelse. Dette var dog ikke realistisk,
 så den næstbedste løsning var at få den danske hær samlet ved Dannevirke, allerhelst om vinteren, hvor de tilstødende vådområder
 var tilfrosne og kunne benyttes til en hurtig omgåelse og tilintetgørelse af hele hæren på en gang, så
"den danske regering fik slået
 sit våben af hænde og således være prisgivet".

  Generalmajor Helmuth von Moltke 1800 - 1891.
Militærstrateg.
Optaget på landkadetakademiet i København
som  11-årig.
Søgte sin afsked fra den danske hær som secondleutnant i 1821:
Trådte herefter ind i den Preussiske hær.
Generalmajor Helmuth von Moltke  

 Molktes plan indebar en ødelæggelse af den danske hær - på tre dage.

Dag 1 Corps I


Corps II
krydser Ejderens østlige del ved fire overgangssteder hvis veje fører mod Ekkernförde eller Mysunde. Fjenden nedkæmpen på
vejen så Wittensoe eller Eckernförde nås inden solnedgang.

angriber fæstningen Rendsborg og nedkæmper fjenden. Fortroppen krydser Ejderen via fæstningen og fortsætter mod Sorg-
floden.
 
Dag 2
 
Corps I



Corps II
rykker frem til linien Holm - Kosel. Er Slien tilfrosset og tillader overgang afmarcheres klokken 11. I modsat fald afmarcheres
klokken 6 med det formål at nedkæmpe Mysundestillingen og gøre klar til anlæggelse af broer over Slien til overgang næste
dag.

skyder sine forposter frem til Kurgraven. Hovedstyrken passerer Ejderen og går i stilling mellem den oversvømmede Reide Å
og Over Selk sammen med den Preussiske Garde division der ikke endnu er fuldt formeret som Corps III.
 
Dag 3 Corps I


Corps II og III
går over Slien enten ved broslagning eller over isen, angriber fjenden i ryggen og tilintetgør ham. Er fjenden på retræten fra
Dannevirke går korpset via Store Solk mod Flensborg for at afskære og nedkæmpe ham.

angriber Dannevirkes centrumsektor mellem oksevejen og Bustrup for at binde fjendens tropper, trænge igennem linierne og
deltage i tilintetgørelsen af fjenden.