English  Version   

 Til forsiden

 
Siden lavet af:

 
Optræk til krigene

 
1. Slesvigske Krig 1848-50
     
Træfningerne    
        -
Fredericia
        - Isted
     
Marinen

      
Grave - mindesmærker

 2. Slesvigske Krig 1864
     Mysunde
     Selk
   
 Dannevirke
     
Sankelmark
    
Belejring Dybbøl
    
Besættelsen af Jylland
    
Stormen på skanserne

     Overgangen til Als
     Lundby
     Marinen
     - Slaget ved Helgoland
     Grave, mindesmærker
    
Freden
    
Efterspillet

     Festung
    
Sonderburg-Düppel


 
Røde Kors

 
 Grave, mindesmærker
  -
Andre steder


 
Myten om Pioner Klinke

 
Istedløvens historie


 
Dreyse gevær M/41

 
Oversigt artilleriet 1864

 
Skanserne 2010

 
 
















 

De slesvigske krige 1848-51 og 1864
Heltemyten Pionier
Karl Klinke

  Mange steder kan man både se og høre om Pioner Carl Klinkes heltermodige indsats ved Dybbøls skanse II på stormdagen den 18.
a
pril. På selve skansen er der rejst et pompøst mindesmærke, hvor Klinke hyldes på vegne af alle de Preussiske pionerer.

Den almindeligt kendte historie er i dag, at Klinke sprængte sig selv i luften sammen med palisaden til skanse II og lige inden dette
skulle have råbt "Ick bin Klinke – Ick offne dat Tor". Ordspillet klinke/dørklinke er åbenlyst.
Når man tænker på Klinkes heltestatus og så ser hans beskedne grav på Broager Kirkegård, hvor han sammen med
8 andre er
begravet i
en grav der umiddelbart ligner alle andre preussiske soldatergrave fra perioden, kan man undres.
Sandheden er nok, at man ikke anede Klinke var en helt da man begravede ham kort efter 18. april. Den store mindesten er sat
senere , lige som monumentet på Dybbøl Skanse II.
  Pioner Karl Klinkes grav på Broager Kirkegård 1864
       Klinkes grav på Broager Kirkegård
   sammen med 8 andre Preussiske faldne
    Mindesten for helten Karl Klinke på Broager Kirkegård
      Mindesten på Broager kirkegård over
 Klinke på vegne af alle de faldne pionerer.
 
  Mindesmærke for Karl Klinke på skanse II på Dybbøl skanser
Tysk denkmal på skanse II over
faldne pionerer - og Klinke

 

Der er dog en forklaring. Klinke blev begravet på Broager umiddelbart efter stormen, men det er tidligst i 1866 han opnår heltestatus.

En heltelegende opstår:
Hvornår nøjagtig legenden om Klinkes selvopofrende død opstod, kan ikke mere fastslås. I hvert fald har Theodor Fontane med sit
digt "Der Tag von Düppel“, der er skrevet den 5. maj 1864 og publiceret 1866, en meget stor del af æren for det billede, der de
næste mange år er blevet tegnet i offentligheden og den tyske pligtlæsning om Klinke og slaget ved Dybbøl.
I Fontanes sidste vers hedder det

Palisaden starren die Stürmenden an,
Sie stutzen; wer ist der rechte Mann?
Da springt von achten einer vor:
»Ich heiße Klinke, ich öffne das Tor!« –
Und er reißt von der Schulter den Pulversack,
Schwamm drauf, als wär's eine Pfeif' Tabak.
Ein Blitz, ein Krach – der Weg ist frei –
Gott seiner Seele gnädig sei!
Solchen Klinken für und für
Öffnet Gott selber die Himmelstür.

Dette lyder jo umiddelbart som et fint heltekvad, med stemmer ikke helt overens med Fontanes øvrige fremstilling af begivenhederne.

Theodor Fontane
Fontane, der som krigskorrespondent var på krigsskuepladsen i maj og september, beskriver i sin bog „Der Schleswig-Holsteinsche
Krieg im Jahre 1864“, der først udkom i 1866 på forlaget der Königlichen Geheimen Ober-Hofbuchdruckerei, her hændelserne ved
skanse II noget mindre glorificerende: 

"Da nu arbejdskompagniet og de to stormkolonner nåede frem, fandt de at skansen havde genoptaget forsvaret og modtog angriberne
med en raserende ild. De forreste af vore folk kastede sig ned og åbnede hurtig-ild mod forsvarerne.
Under dække af denne ild løb Lieutenant Diener on nogle pionerer ned i skansegraven, lagde en krudtsæk ved palisadevæggen der
hindrede adgang til skansen og sprængte et hul i den.
Pioner Klinke der anbragte ladningen blev så forbrændt, at han kort efter udåndede, liggende i det sprængte hul i palisaden.”

En side senere, hvor Fontane beskriver tilfangetagelsen af Lieutenant Ancker, falder talen pludselig på Klinkes offerdød (Opfertodt).
Nu skriver Fontane :
"I forhold til tilfangetagelsen af Ancker, adskiller Klinkes offerdød sig. Ved fremløbet mod skansen, sådan siger en længere rapport,
sluttede pionererne tæt sammen. Dette  roste Lieutenant Diener sit mandskab for,  da de dele af mandskabet der var belastet af
redskaber til at  fjerne hindremidler med, undgik at sakke bagud i forhold til de øvrige samtidig med at nogle af de forreste blev gjort ukampdygtige. I det øjeblik Lieutenant Diener nåede til kanten af skansegraven, havde han kun Unterofficier Lademann, Korporal
Siedschlag med en økse, Pioner Kitto med en krudtsæk og Pioner Klinke med en lunte til rådighed.

Da Lieutenant Diener fandt gravpalisaden næsten helt intakt og at den ikke kunne ødelægges med øksen så hurtigt som nødvendigt, besluttede han i mangel af andre midler straks en krudtsprængning for at bringe det ønskede resultat.
Pioner Kitto satte, efter ordre fra officeren, sækken ned tæt på gravens kant, tog fat om den med begge hænder og kastede den, så
snart granattænsatsen med Klinkes lunte var tændt, ned i graven ved foden af den, tæt på cortrescarpen, stående pallisadevæg.
Men før de der var beskæftiget med dette fik tid til at følge de givne anvisninger om at lægge sig fladt på jorden, indtraf eksplosionen.
Herved løsnedes 4 pallisadebjælker og Pioner Klinke blev kastet til venstre og Lieutenant Diener til højre ned i graven. Sidstnævnte,
med brændte hænder men ellers uskadt, besteg straks brystværnet gennem den frembragte åbning, som uden besvær blev gjort
bredere af de efterfølgende hold.

Efter skansen var indtaget, vendte Lieutenant Diener tilbage til Contrescarpen og fandt der Pioner Klinke, der var stærkt forbrændt i
ansigtet og havde et skudsår gennem arm og bryst, men stadig levede. Skudsåret havde han fået da han forsøgte at klatre op ad
brystværnet, hvilket han selv fortalte Lieutenanten. Han døde under transporten til lazarettet.
Så langt Theodor Fontane.                     
 
Det Preussiske generalstabsværk:
Unterofficier Lademann fra pionererne tændte Granattændsatsen på 30 punds krudtsækken og Pionier Kitto kastede fra glaciet krudtladningen ned mod foden af palisaden. Ved den hurtigt efterfølgende eksplosion væltede to palisader.
Pionier Klinke, der allerede befandt sig i skansegraven, blev herved stærkt forbrændt og under forsøg på at klatre op ad af skanse-
volden, blev han ramt dødeligt af en kugle.
 
Det Preussiske generalstabs værk 1887:
I værket „Der Deutsch-Dänische Krieg 1864“ udgivet af Großen Generalstab i Berlin i 1887 , lyder det om kampen om skanse II:
„I ly af ilden fra Füsilierene sprængte Pionerene en åbning i palisaden.
Gennem denne åbning trængte Premier-Lieutenant Saß-Jaworski med sin deling (Zug) af skyttekompagniet ind i værkets sydlige
del.“
I beretningens første sætning er der en stjernehenvisning til en fodnote, i hvilken det hedder: "Unterofficier Lademann fra Pionererne
tændte en granattændsats på en 30 pund tung krudtsæk. Pionier Kitto kastede denne ned fra glaciet ned til foden af palisaden,
hvorved to palisadebjælker væltede ved den
efterfølgende hurtige sprængning blev to palisader væltet. Pionier Klinke, der allerede befandt sig ved palisaden, blev herunder stærkt forbrændt og herefter truffet dødeligt af en kugle medens han prøvede at klatre op ad brystværnet.
Denne, stormdagens efterfølgende mest berømte dåd, er her henvist til en fodnote.

Brandenburg Pioner Battalion No. 3's historie fra 1888 hæfter sig ved Klinke, men beskrivelsen får mere karakter af et uheld:
"Pionier Klinke, som tændte sin krudtsæk med en tændstik, da lunten var faldet af ladningen under det hurtige løb, blev så kraftigt forbrændt at han bagefter, i øvrigt også efter at være ramt af en kugle, udåndede liggende i det sprængte hul (i palisaden). "

Der officielle beretning fortæller således intet om Carl Klinkes offerdød, og kun i Fontanedigtet og i de talrige senere avisartikler
ofrede han sig for at muliggøre sine kammeraters angreb.  

Regimentshistorien:
Brandenburg Pioner Battalion No. 3's historie fra 1888 hæfter sig ved Klinke, men beskrivelsen får mere karakter af et uheld:
"Pionier Klinke, som tændte sin krudtsæk med en tændstik da lunten var faldet af ladningen under det hurtige løb, blev så kraftigt forbrændt at han bagefter, i øvrigt også efter at være ramt af en kugle, udåndede liggende i det sprængte hul (i palisaden)."

De officielle beretninger fortæller således intet om Carl Klinkes offerdød, og kun i Fontane-digtet og i talrige senere avisartikler
ofrede han
sig for at muliggøre sine kammeraters angreb.    

Meyers Lexikon 1888:
Pioner Carl Klinkes indsats var bemærkelsesværdig, da han med en krudtsæk kastede sig ind i skansen for at sprænge en breche.
Da
skulle han have råbt: "Ick bin Klinke. Ick öffne dat Tor.“ (plattysk). Carl Klinke faldt ved sin heltemodige indsats for sit tyske fædre-
lands frihed for de danske okkupanter.

Carl Klinke der døde uden at vide han var helt:
Carl Klinke blev født i Bohsdorf-Vorwerk
(Lausitz) som søn af enken Marie Klinke. Hans døbenavn var „Carl“, hvilket dog senere
er stavet med „K“.
Carl opvoksede under fattige kår på deres husmandssted. I 1914, ved 50-året for stormen på Dybbøl, karakteriseres Carl af sine skolekammerater som flittig, villig og arbejdsom. Da familiens jord ikke alene kunne brødføde familien, begyndte Carl efter skole-
gangen at arbejde i den nærliggende ”Felix” brunkulsmine. Brunkul blev dengang brudt i underjordiske miner, og ifølge den gamle
folk på egnen manglede Carl ikke mod og var altid blandt de første ved redningsarbejde uden tanke på egen risiko,
I enogtyveårs alderen giftede Carl sig med den jævnaldrende Marie Britze, kun få uger før Marie føder deres datter Johanne Christiane

Carl blev ved sessionen i Spremberg 1861 angivet at måle 173 cm. Han blev, muligt fordi han var enlig forsørger og vordende
fader, udskrevet til Ersatzreserve (en reserveenhed). Sessionsformanden søgte dog en minearbejder blandt reservisterne, hvorved
Klinke blev udtaget som Pioner.

Den 27. Oktober 1861 blev den „an Leib und Seele gesunde“ Carl Klinke indkaldt til 4. Kompanie af  Pionierbataillons Nr. 3 von
Rauch (1. Brandenburgisches) i Torgau. Han fik dog orlov til at komme hjem til sin datters dåb I julen 1861.
4. oktober 1863 Blev Klinke hjemsendt efter 2 års tjeneste, men måtte give møde straks igen den 21. december da Preussen mobiliserede. Klinkes Pionerbataljon lå på dette tidspunkt i Spandau og Klinkes kone var på dette tidspunkt gravid med deres
 andet barn. Da datteren blev født den 29. juli 1864, var Carl dræbt i skanse II.

I flere tyske byer findes den dag i dag gader og pladser opkaldt efter Klinke og enkelte steder findes monumenter der hylder den
tapre og selvopofrende pioner. Han blev foreviget i fuld figur på det Preussiske sejrsmonument på skanse 4, og et hotel på hjørnet
af Alsgade og Birke Alle i Sønderborg opkaldtes efter ham.

     
 Klinke i fuld figur på det preussiske
sejrsmonument på Dybbø'l skanse IV
             Rest af monumentet fra skanse IV på Dybbøl. Pioner Klinke
                Klinkes hoved, der blev fundet efter
         sprængningen  af sejrsmonumentet i maj 1945
  Gade opkaldt efter Karl Klinke i Rendsburg  Pionier Klinke Strasse,
          Rendsburg


 

  Klinkee statue i Berlin-Spandau
   Klinke Denkmal, Berlin-Spandau
Tekst på soklen:

Unseren in den Feldzugen von 1864, 1866 und 1870/71 für König und Vaterland sowie in China und Südwestafrika für Kaiser und Reich gefallenen und gestorbenen kameraden in sonderheit dem Pionier Karl Klinke der 4. Komp. welscher auf dem Sturm auf die Düppeler Schantzen am 18.April 1864 seinen aufopffrungsvollen heldentodt fand zum gedäncktniss.
Dem Batallion im treuer anhanglichkeit zum 18. April
1908 zugeeignet vom verein der kameraden vom
Pionier-Batallion von Rauch (BRDBG) no 3 zu Berlin.

BRDBG=Brandenburgische

Den levende, og fejrede helt, Pionier Kitto:
(født 14. Mai 1842 in Cantdorf (Kreis Spremberg) og død 12. September 1903 (Berlin) var Preussisk pionier. Han tjente i 4.
Kompani,  Pionierbataillon Nr. 3 von Rauch (1. Brandenburgisches) og læmpede sammen med pioner klinke under stormen på
Dybbøl. Ifølge nogle dokumenter og sin egen fremstilling, var det ham der kastede den krudtsæk der sprængte et hul i pallisaden
ved skansen II og ved hvilken Carl Klinke blev så svært kvæstet at han senere døde.“

William Kitto fortalte til den tidligere præst Mörbe fra Spremberg: "Jeg var sammen med Pionier Klinke i Spremberg. Han tilhørte 4.
kompagni af 3. Brandenburg Ingeniør bataljon, fik vi hver et koben til at bryde igennem palisaderne.
Løjtnanten Diener sagde: "De der ønsker at komme frivilligt og sprænge palisaden med en pulverladning, skal træde frem,!" Jeg
trådte frem og sagde, Herr Lieutenant, jeg går med "
Jeg tog pulverladningen som indeholdt 30 til 35 pund krudt og fulgte løjtnant Diener, Underofficer Lademann sergenten og sergent
Klucko. Ca. 18 til 19 skridt foran palisaderne ved skanse II, satte jeg ladningen på jorden. Nu var det med Gud for konge og fædre-
land at vinde eller dø. Da lunten ikke virkede, blev pulverladningen tændt med en brændende cigar af Underofficer Lademann så
posen med pulver fra sergenten opladning mand blev brændt med sit brændende cigar. Jeg greb hurtigt sækken og skyndte mig
mod palisaden ved skanse II og smed sækken. Den eksploderede straks. Jeg selv stod helt stille jeg havde ingen skade lidt, bort-
set fra at krudtet havde svedet min oppakning.... "
Klinke er nævnt her kun i forbifarten, og selvom Kittos fremstilling af den hastige udvælgelse af frivillige medens stormen udspillede
sig forekommer tvivlsom, stemmer den dog overens med den officielle fremstilling og bestyrker i betydelig grad sandsynligheden
for en ulykke udløst af tændingen af pulverladningen uden en tidsforsinkende lunte".

Han fortæller videre:

"Selv det faktum, at jeg frivilligt tog pulverladningen, tændte den og kastede den ned ved palisaden, og ikke har gjort andet end
min pligt, blev jeg vist den kongelige ære, at Hans Kongelige Højhed Prins Friedrich Carl, vores heroiske leder, trykkede min hånd
og højlydt roste mit vovemod og min offervilje foran mange kammerater.  der uden den opnåede åbning i palisaden var faldet under stormen. Hans adjudant overrakte mig båndet til det militære ærestegn af I klasse og sølvkorset i et rødt etui.

Hjemme i distriktet fil jeg af min landråd (Landrat) hr Poncet og Cantdorfer kommune en ærefuld modtagelse.
Sammen med Militär
ærestegnet fik han fra kongen yderligere 300 Mark. Senere fik Kitto endnu en meget høj æresbevisning, den Østrigske Tapper
-hedsmedalje.
En Hamburg købmand havde overladt Prins Friedrich Karl en større sum med ønsket om, at den skulle overdrages til de „tapfersten
Soldaten des ganzen Armeekorps“.
Prinsen gav uden videre overvejelser denne til Wilhelm Kitto. Herunder blev han af prinsen spurgt om han havde et yderligere ønske, hvilket han ville søge at opfylde. Vores helt svarede kun "Jeg vil hjem"
Skuffelsen på ansigterne af de omkringstående officerer skulle have været stor. Mange havde nok forventet at han ville fortsætte i
hæren og ønskede at blive officer. Men officererne kendte heller ikke til de dårlige forhold i hjemmet og den syge mor, der ventede
på sin eneste søn.

Kitto blev 61 år og levede sine sidste år i Berlin. Han blev begravet på Georgen kirkegården i Berlin.

Den daværende Kommandant for Pionierbataillons Nr. 3 von Rauch, Major Rüdiger, offentliggjorde den 20. September 1903 I det
mlitære ugeskrift (Militär-Wochenblatt) følgende nekrolog
over Kitto:
"Den 12. i denne måned døde den tidligere Brandenburg pioner William Kitto i Berlin, indehaver af det militære fortjensttegn af 1.
klasse og den Østrigske tapperhedsmedalje.
I forening med den i vores land så kendte pioner Klinke,  antændte den afdøde på den mindeværdige Dybbøl stormdag,  den
pulversæk der åbnede den fjendtlige palisade. Klinke  døde herved heltedøden. Den nu afdøde fik den ære til del, af den tidligere
øverste feltherre Hans Kongelige Højhed Prins Friedrich Karl af Preussen, at blive hædret som armekorpsets tapreste soldat.
Navnet på den afdøde vil leve videre i historien om bataljonen."

Der findes ikke umiddelbart billeder eller andet efterladt af den overlevende helt.

Klinkes og Kittos vej til Dybbøl:
I 1863/64 blev de Preussiske tropper transporteret til opmarchområderne med tog. Klinkes enhed blev forlagt til Holsten. Klinkes
bataillon tilhørte 1. Armé Korps under kommando af General der Kavallerie Friedrich Karl Nikolaus von Preußen.

1. Februar klokken 7 begyndte 1 Armé Korps sin fremrykning mod Mysunde i forsøget på at omgå de danske tropper på
Dannevirkes venstre fløj og sammen med de fra Rendsborg fremrykkende Østrigere,  at omgå hele den danske hær i en knibtangsmanøvre.
Her indsattes Pionierbataillonens 4. Kompanie des for første gang, idet 11. Brigade der havde kæmpet sig frem til Ornum Mølle,
fandt vippebroen afbrudt.

Under kommando af Lieutenant Seling blev den retableret i løbet af en halv time.
Det er meget sansynligt at Klinke deltog i dette, da nogle af hans direkte overordnede Feldwebel Fischer, Sergeant Mendel og
Unteroffizier Lademann, blev dekoreret efterfølgende. Lieutenant Seling fik Roten Adlerorden IV. Klasse med sværd og de øvrige
det militære ærestegn af II. Klasse.
Først den 6. Februar lykkes det Prøjserne at sætte over Slien ved Arnis.
Også ved anlæggelse af denne 250 meter lange pontonbro var Pionierbataillon Nr. 3 von Rauch stærkt involveret.

Ved Dybbøl
I ugelangt skansearbejde, mest om natten og mest stående i mudder til knæene, havde de Prøjsiske pionerer og soldater gravet angrebsparaleller fra Avnbjerg og indtil 200 meter fra de danske skanser.
Arbejdet begyndte 29. marts med anlæggelse af 1. parallel efterfulgt af en bredere såkaldt halvparallel
natten mellem 7. og 8. april. 
Den anden parallel blev færdig natten mellem 10 og 11 april.
Den blev efter indsats af Hauptmann Daun med tre Offizieren og 106 Mann fra 4. Kompanie des Pionierbataillons Nr. 3 og med 16
Officerer og 510 mand fra 2. Bataillons des Infanterie-Regiments Nr. 24 færdig klokken 6 om morgenen den 11. April.
En kraftig tåge dækkede gravearbejdet, men der forekom dog enkelte forpostfægtninger.
Her kan Klinke og Kitto  have været tilstede og fået deres ilddåb da to danske kompagnier angreb parallellen fra skanse II.
Både soldater og pionerer deltog i kampen.
Det lykkedes at slå angrebet tilbage og den 13. April var paralellen udvidet til en sålbredde på 6 meter. Efter kongelig ordre anlag-
des en tredie parallel, hvor højre fløj kun var 300 meter fra skanse II og venstre fløj kun 220 meter fra skanse V.
Prinz Friedrich Karl fastsatte angrebstidspunktet til den 18. April.

Skanse II
10.06 var skanserne VI, III, V og I indtaget.
Men kampen om skanse II var dagens hårdeste. På dansk side havde Leutnant Ancker (Hos Fontane stavet: „Anker“), der af mange
blev berømmet for sit heltemodige forsvar, fået sine tropper frem i skansen, og gav stadig ild.
Således gik flere angreb, i skyttekæde og i i løb over 400 meter, i stå i ilden fra geværer og kardæskskud. Det lykkedes Haupt-
mann von Spies og hans soldater at trænge ind i skanse II og fortsætte mod den tilbagetrukne linie. De fremrykkende Pionier- und Sturmkompanien blev stadig beskudt fra skansen, herunder 4. Kompani fra  Pionierbataillon 3  under Hauptmann Daun og dermed
også Carl Klinke, der var indsat i Second-Lieutenant Dieners deling (Zug).
Under dække af egen ild trak Diener og nogle pionerer ned i skansegraven og lagde en krudtsæk ved den endnu intakte palisade-
væg for
at sprænge et hul i den.
Ved denne aktion blev Pionier Klinke stærkt forbrændt og herefter ramt af et skud. Sprængningen af palisaden lykkedes, og storm-
tropperne kunne nu trænge ind i skansen.
10 minutter efter stormen påbegyndtes faldt skanse II.
Pionererne mistede 5 døde, 3 hårdt sårede (hvoraf en næste dag døde) og 2 lettere sårede.


 
 

Fontane: Der Tag von Düppel

Still!

Vom achtzehnten April
Ein Lied ich singen will.
Vom achtzehnten – alle Wetter ja,
Das gab mal wieder ein Gloria!
Ein »achtzehnter« war es, voll und ganz,
Wie bei Fehrbellin und Belle-Alliance,
April oder Juni ist all einerlei,
Ein Sieg fällt immer in Monat Mai.

Um vier Uhr morgens der Donner begann!
In den Gräben standen sechstausend Mann,
Und über sie hin sechs Stunden lang
Nahmen die Kugeln ihren Gang.
Da war es zehn Uhr. Nun alles still,
Durch die Reihen ging es: »Wie Gott will!«
Und vorgebeugt zu Sturm und Stoß
Brach das preußische Wetter los.

Sechs Kolonnen. Ist das ein Tritt!
Der Sturmmarsch flügelt ihren Schritt;
Der Sturmmarsch, – ja tief in den Trancheen
Dreihundert Spielleut' im Schlamme stehn.
Eine Kugel schlägt ein, der Schlamm spritzt um,
Alle dreihundert werden stumm –
»Vorwärts!« donnert der Dirigent,
Kapellmeister Piefke vom Leibregiment.

Und »vorwärts« spielt die Musika,
Und »vorwärts« klingt der Preußen Hurra;
Sie fliegen über die Ebene hin,
Wer sich besänne, hätt's nicht Gewinn;
Sie springen, sie klettern, ihr Schritt wird Lauf –
Feldwebel Probst, er ist hinauf!

Er steht, der erst' auf dem Schanzenrück,
Eine Kugel bricht ihm den Arm in Stück:
Er nimmt die Fahn' in die linke Hand
Und stößt sie fest in Kies und Sand.
Da trifft's ihn zum zweiten; er wankt, er fällt:
»Leb wohl, o Braut! leb wohl, o Welt!«

Rache! – Sie haben sich festgesetzt,
Der Däne wehrt sich bis zuletzt.
Das macht, hier ficht ein junger Leu,
Herr Leutnant Anker von Schanze zwei.
Da donnert's: »Ergib dich, tapfres Blut,
Ich heiße Schneider, und damit gut!« –
Der preußische Schneider, meiner Treu,
Brach den dänischen Anker entzwei.

Und weiter, – die Schanze hinein, hinaus
Weht der Sturm mit Saus und Braus,
Die Stürmer von andern Schanzen her
Schließen sich an, immer mehr, immer mehr,
Sie fallen tot, sie fallen wund, –
Ein Häuflein steht am Alsen-Sund.

Palisaden starren die Stürmenden an,
Sie stutzen; wer ist der rechte Mann?
Da springt von achten einer vor:
»Ich heiße Klinke, ich öffne das Tor!« –
Und er reißt von der Schulter den Pulversack,
Schwamm drauf, als wär's eine Pfeif' Tabak.
Ein Blitz, ein Krach – der Weg ist frei –
Gott seiner Seele gnädig sei!
Solchen Klinken für und für
Öffnet Gott selber die Himmelstür.