English  Version   

 Til forsiden

 
Siden lavet af:

 
Optræk til krigene

 
1. Slesvigske Krig 1848-50
     
Træfningerne    
        -
Fredericia
        - Isted
     
Marinen

      
Grave - mindesmærker

 2. Slesvigske Krig 1864
     Mysunde
     Selk
   
 Dannevirke
     
Sankelmark
    
Belejring Dybbøl
    
Besættelsen af Jylland
    
Stormen på skanserne

     Overgangen til Als
     Lundby
     Marinen
     - Slaget ved Helgoland
     Grave, mindesmærker
    
Freden
    
Efterspillet

     Festung
    
Sonderburg-Düppel


 
Røde Kors

 
 Grave, mindesmærker
  -
Andre steder


 
Myten om Pioner Klinke

 
Istedløvens historie


 
Dreyse gevær M/41

 
Oversigt artilleriet 1864

 
Skanserne 2010

 
 















































 



De slesvigske krige 1848-51 og 1864
Den betingelsesløse fred i Wien.

 Det var et meget nedtrykt Danmark soldaterne vendte hjem til. Dette afspejles tydeligt i kongens,  Christian IX,  proklamation:

 Soldater!

 Kampen er endt! Fra Krigens blodige Færd vender I tilbage til Hjemmets Gerning.
 Tunge Ofre har Krigen kostet- med endnu tungere Ofre maa Freden købes. Men Fædrelandets Vel byder at foretrække Freden
 for en fortsat Kamp.
 Jeg ved, at Eders Mod er usvækket - jeg ved, at Armeen endnu er beredt paa at optage Kampen imod Fjenden - men vi raader
 ikke over Udfaldet, og medens der kæmpes, er den overvejende Del af Landet i Fjendens Vold og lider under et Tryk, som snart
 vil føre til Ødelæggelse. Derfor maa Kampen søges endt, omend med Afstaaelse af Landsdele, der fra ældgammel Tid hørte til
 Danmark, og til hvilke enhver Dansks Hjerte er knyttet.
 For Eder, Soldater! er Udfaldet af Kampen dobbelt tungt. I kæmpede og Eders Blod flod for en Sag, vi nu har maattet opgive.
 Men med Ære gaar I ud af Kampen. Det skal erkendes, at den Opgave, der fra først stilledes til Eder, var mere end vanskelig;
 mod to Stormagters Hære var I kun en lille Skare. Ethvert Haab om Hjælp svigtede, Fjendens Overmagt tvang Eder tilbage,
 men hverken hans Magt eller Vinterens Barskhed kuede eders Mod.
 Modtager derfor, før I skilles, Eders Konges Tak. Med dyb Bekymring, har jeg fulgt Eder i Eders lunge Gerning, med sorgblandet
 Stolthed har jeg set Eders Færd. Bevarer under fredelige Sysler den Rolighed, den Selvopofrelse, I har vist i Kampen, bevarer
 fremfor alt den Kærlighed til Konge og Fædreland, der har ledet Eder. Med Forsynets Bistand  vil Danmark endnu kunne haabe
 en Iykkelig Fremtid, omend den nærmeste Tid viser sig mørk og truende.
 Værer i Freden, hvad I har været i Kampen, og I vil bidrage til Fædrelandets Vel, som I hidtil har hævdet dets Ære.

 København, den 8de August 1864.

 Christian R.

 

              Stabshovedkvarteret
           i Sønderborg 1848 og 64
                                   
Foto 2010
De Slesvigske krige, Hovedkvarteret i Sønderborg De Slesvigske Krige 1848-51 og 1864, Stabshovedkvarteret i Sønderborg

 Fredsforhandlingerne efter nederlaget kom til at foregå i den gamle kejserby Wien og de danske forhandlere var sat på en umulig
 opgave.
 Efter måneders tovtrækkeri, hvorunder de tyske besættelsestropper brandskattede den sønderjyske befolkning, endte det med et
 rent tysk diktat.  Ved freden den 30. oktober måtte Danmark afstå hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg til sejrherrerne
 Preussen og Østrig. Dermed mistede vi næsten 40 % af vores areal og befolkning.  Danmark var blevet en lilleputstat på kun 1,7
 mill.  indbyggere.

 Ved freden skete der også en udveksling af områder, så de Kongerigske enklaver blev overført til  Slesvig og dermed til Tyskland.
 Til gengæld blev Ribe Herred, Nørre Tyrstrup Herred og Ærø  overført fra Slesvig til kongeriget. Ved freden blev der muligt for ind-
byggerne i de afståede områder at beholde deres danske  indfødsret og samtidig blive boende i deres hjemstavn, hvis de "ikke
 faldt til besvær".
 Da man helt frem til afslutningen af den fransk-tyske krig i 1871 regnede med en ny krig mellem Danmark og  Tyskland, valgte
 mange at "optere" til fordel for Danmark.  De dansksindede sønderjyder ønskede ikke at kæmpe mod landsmænd. Derimod var
 der ikke taget beslutning om deres børn der næsten var født statsløse, og  optantbørn-problematikken var et varmt forhandlings-
objekt mellem Danmark og Tyskland de næste godt 40 år.


 Ved Prag-freden efter den Preussisk-Østrigske krig i 1866 fik artikel 5 på foranledning af den franske kejser Napoleon III en,  om
 ikke andet symbolsk betydning for  Danmark og Sønderjylland.

 
                 Napoleon III
  ”Hans majestæt kejseren af Østrig overdrager hans majestæt kongen af Preussen alle sine
  i freden i Wien af 30. oktober 1864 erhvervede rettigheder til hertugdømmerne Holsten og
  Slesvig, dog således, at  befolkningen i de nordlige distrikter af Slesvig skal afstås til Dan-
 
mark, når den ved fri afstemning tilkendegiver ønsket om at blive forenet med Danmark.”

 Det kom som bekendt ikke til flere militære konfrontationer men Preussen eller Tyskland, og ingen kunne ane, at mange Sønderjyder
 42 år senere ville blive udskrevet til tjeneste i den tyske hær og skulle kæmpe på fjerne fronter under første verdenskrig. Ca. 5000 af
 disse omkom.
 At man rent faktisk fik en folkeafstemning i 1920 var vel også mere end de fleste dansksindede sønderjyder havde haft mere end
 drømmen og håbet om.

     Dybbøl 1864, Prøjsisk sejrsmonument
Prøjsisk sejrsmonument på Dybbøl skanse 4
 
Det Prøjsiske sejrsmonument på Arnkil
     Prøjsisk sejsmonument på Arnkil
 
 
    Valgplakat 1920
               
   Unge sønderjyske piger overrækker kongen Dannebrog
    på den efter denne lejlighed opkaldte  "Kongeskanse"
 I  midten af maj 1945 sprængte ukendte ger-
 ningsmænd,  formentlig tidligere modstands-
 folk, monumenterne på Dybbøl og Arnkil.

 Et  45 meter højt monument ved et kultur-
 samlingssted for det nordslesvigske mindre-
 tal på Knivsbjerg ved Genner blev ligeledes
 sprængt.
 Tyskerne frygtede dette inden 1920 og fjer-
 nede den 7 meter høje statue af Bismarck.
 Den står i dag på Arschberg syd for Eckernförde.
 

Dybbøl, ruinen af sejrsmonumentet 1945
       Det sprængte monument på Dybbøl 1945
 
  Det tyske monument på Knivsbjerg
          Monumentet på Knivsbjerg
   Bismarck statuen flyttet fra Knivsbjerg til Arschberg
Bismarckstatuen på Arschberg 2016


 
Krigens danske ledere:

 
Konceilspræsident Biskop D.G. Monrad fordybede sig efter nederlaget i religiøse bøger og  udvandrede i 1865 som nybygger til
 New Zealand. Ved hjemkomsten fik han igen et  Biskop-embede i Nykøbing Falster.
 Monrad døde i 1887. Der er ikke sat noget minde for Monrad, og hans gravsted findes under en parkeringsplads i Nykøbing.

 Overgeneral de Meza blev efter krav fra "pøbelen" og boulevardpressen i København afsat efter at have reddet  sin hær ud af den
 umulige situation ved Dannevirke. Dette var i modstrid med D.G.Monrads ordre, gående på at Dannevirke ikke måtte rømmes
 før 1/3 af mændene var faldet. De Meza  kom sig aldrig over denne uretfærdighed , og han døde syg og nedbrudt i 1865. Der har
 i mange år været bred enighed om, at han gjorde det eneste mulige og rigtige.
 Han er begravet på Garnisons Kirkegård i København.

   

 General Gerlach overtog posten som overgeneral efter de Meza, men fyres efter krigen. Han begik den modsatte fejl af de Meza,
 og fulgte Monrads ordre og blev stående i Dybbøl stillingen, hvorved stort set hele hæren blev tilintetgjort. Gerlach blev pensioneret
 i 1864 og døde året efter.
 Vejen der fører op til porten til den tidligere Sønderborg kaserne er opkaldt efter generalen, Gerlachsgade.

 General du Plat, der i erkendelse af den umulige situation umiddelbart inden stormen, tilbød den alvorligt syge overgeneral Gerlach
 at overtage kommandoen som ældste officer og på eget ansvar føre tropperne tilbage til Als, blev dræbt syd for skanserne.  Dette
 skete medens han  forsøgte at vende flugten ud af skanserne til et fornyet modangreb.
 Der er rejst en mindesten hvor han faldt og han er begravet på Soderup Kirkegård. 

 
 

              Mindesten på Dybbøl

 Graven på Soderup Krikegård

 General Hegermann-Lindencrone, der trak 4. divisions 9000 mand  op gennem Jylland til Vendsyssel i stedet at blive stående foran
 Dybbøl,  fortsatte sin militære løbebane frem til 1867, hvor  han i forbindelse med den nye
hærlov afskediges i nåde og stilles a
 la suite. Udtrykket "røven af 4 division" stammer fra dette, idet jyderne sagde det var det eneste man så af divisionen.
 
Hegermann-Lindencrone døde i 1893.
 Der var efterfølgende megen diskussion om hvorvidt marchen op gennem Jylland var rigtig.

 General Raasløff der kæmpede under 1. slesvigske krig (Isted og Fredericia) tog sin afsked i 1851 og tog til USA, hvor han længe
 arbejdede for salg af de Vestindiske øer.  Han mente, det var udenrigspolitisk højst risikabelt for Danmark at være en del af koloni-
 striden mellem stormagterne.  Han hentes hjem og indsættes som krigsminister i 1866 for at at forberede den nye hærlov af  1867.
 Raasløff døde i  1883.


 Overgeneral Bülow blev politisk eksempel  på udnævnelse af højere militære ledere. Han var som oberst nær blevet afskediget  på
 grund af svagelighed, men under en samtale med den daværende Krigsminister opdagede denne, at Bülow havde de evner der
 var brug for i krig.
 Da diskussionen efter 1865 rasede om gode og dårlige førere, blev Bülows eksempel fremhævet som lederen der var skabt til
 krigen mindre end fredens stille kaserneliv, eksercits og småpolitiseren.
 Bülow havde, ligesom de Meza og Gerlach problemer med ministrene. Udfaldet fra Fredericia i 1848 var i direkte modstrid med
 krigsminister C.F. Hansen, og formentlig kun den vellykkede operation redder Bülow fra afsked. I 1856 udtrådte Bülow af hæren,
 og boede på Sandbjerg Slot på Sundeved til sin død i 1858.
 Bülow er begravet på Dybbøl Kirkegård.

   

 Mindesmærker på og ved Dybbøl skanser 2010

 Grave på Garnisons Kirkegård og relaterede mindesmærker

 Grave og mindesmærker på Kær halvø

 Mindesmærker ved Lundby og Gundestrup

 Soldaterne der kom hjem oplevede et antiklimaks. Ingen flag ingen velkomst, men en nærmest fornærmet afvisende ligegyldighed.
 Flere beretninger fortæller om, hvorledes man gjorde udrustning og uniformer i orden inden indmarchen i København. Der var dog
 ingen opmærksomhed, og på vejen drejede man af og søgte den næsten skamfuldt nærmeste vej til kasernerne.
 Flere fortæller om, at man ved hjemsendelsen fik ordre til næste morgen at aflevere uniformerne, for derefter at træde af. At mange
 af soldaterne kun havde den militære udrustning var ikke hærens problem, og mange måtte tigge sig frem til civilt antræk i garnisons-
 byerne.
 En fortælles således at være hjemsendt i slåbrok og en i noget udtjent murer arbejdstøj.

 De løsladte krigsfanger blev hånet ved landgangen i København. Tilråb som "feje hunde" og "hvor er geværerne" forekom.

 Normalt uddeles der medaljer efter en krig og for større kampagner og slag.
 Preussen og Holsten uddelte medaljer til deltagende soldater efter 1848 og Preussen og Østrig uddelte en fælles medalje for del-
 tagelse i felttoget 1864. Preussen uddelte også kampagnemedaljer for deltagelse i både stormen på Dybbøl og overgangen til Als.
 Herudover fandtes de normale medaljer for udmærkelse i kamp samt nogle medaljer for non-kombatanter.

   Fælles Østrigsk-Prøjsisk medalje for felttoget mod Danmark
   Den fælles Østrigsk-
   Preussiske medalje
   for deltagelse 1864

 
 
Prøjsisk medalje for Dybbøl
 Preussisk medalje for
   stormen på Dybbøl
 
Prøjsisk medalje for Als
       Prussisk medalje for
        overgangen til Als
 

 De danske soldater fik lov at vente længe. De eneste der umiddelbart blev hædret de første mange år, var dem der fik en gravsten
 eller et mindesmærke på en kirkegård eller i en vejside. De overlevende blev glemt.
 
 Historien var følgende:

 Deltagerne i 3 års krigen 1848-50 modtog fik ingen medaljer efter krigen, selvom de blev fejret som sejrherrer og landets jubel
 ingen ende ville tage. Der blev
fremstillet nogle forsøgsmedaljer i 1848, men kun som projekt. Det drejede sig om 2 medaljer,
 den ene med indskriften:
 "For tapperhed" og den anden med: "For Fædrelands Kjærlighed". Det blev dog besluttet ikke at uddele disse før krigen var endt,
 så derfor henlå 1200 stk. medaljer "For Tapperhed" og 2100 stk. "For Fædrelands Kjærlighed" indtil man ved Statsrådets møde
 den 28. jan. 1851 besluttede ikke at uddele nogen medalje.
 Grunden til denne beslutning var, at man ikke ville vække misstemning i Hertugdømmerne ved at udstede medaljer, der mindede om
 
oprøret.
 Besynderlig betragtning over for en befolkning, der havde præget og udleveret masser af hæderskors og sejrsmedaljer der var om-
 smeltet af
 af liniskibet Christian VIII´s erobrede kanoner.

 Efter 1864 besluttede man igen ikke at uddele medaljer. Efter denne 2. krig var der fremstillet 2000 medaljer i sølv og 1120 tvær-
 
striber med Sankelmark, Mysunde og Dybbøl. De blev dog alle indsmeltet på nær nogle få stykker, som blev tilstillet Den kgl. Mønt-
 og Medaillesamling.

 Der var imidlertid mange, der der fandt det forargeligt, at man ikke hædrede de soldater, der med fare for liv og lemmer havde del-
 
taget i kampene, og i 1872 ansøgte en række initiativtagere på vegne af 3000 våbenbrødre om at få udgivet en erindringsmedalje
 for deltagelse i felttogene 1848-64.
 I forste omgang blev sagen afvist af Kongen
, men i 1875-76 fik man endelig bevilget penge til medaljerne. De blev fremstillet i Paris
 af Ernst René Robineau, og stemplerne blev skåret af Alphee Dubois.

  Erindringsmedaljen 1848-50
  Enrindringsmedaljen
             1848-50
Erindringsmedaljen 1864
Erindringsmedaljen
             1864
        Erindringsmedaljen fordeltagelse i begge Slesvigske krige
Erindringsmedaljen
    1848-50 og 1864
 

 Der blev fremstillet 46.000 eksemplarer med årstal 1848-1850 med Fr.7.´s portræt, 58.000 stykker med årstal 1864 og Chr. IX por_
 
træt samt kun 3000 stykker med årstal 1848-1850-1864 og med begge kongers portrætter. Sidstnævnte var beregnet til dem, der
 havde deltaget i begge krige. Medaljerne blev, efter ansøgning, uddelt i februar 1877 .

 Man kan næsten ikke undgå at drage paralleller til de manglende medaljer for træfningerne 9. april 1940, hvor deltagerne heller ikke
 fik den hæder de havde krav på. Også i dette tilfælde synes den efterfølgende forklaring lidt søgt. Først mente man det ville være for
 farligt at bringe kombattanterne fra 9. april frem i rampelyset, og efter 1945 mente man sig ikke i stand til at finde de der havde del-
 taget i kampene.
 Danmark har aldrig været god til at hædre deres soldater.
  
 Hædersgaven:
 L
ov om en livsvarig årlig hædersgave til deltagerne i kampen for fædrelandet i året 1864.
 V
i Christian den tiende, af Guds nåde konge til Danmark, de Venders og goters, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarsken, Dit-
 
marsken, Lauenborg og Oldenborg, Gøre Vitterligt: Rigsdagen har vedtaget og vi ved vort samtykke stadfæstet følgende lov.

 §1. Mænd som i året 1864 har stået ved en til den danske hær hørende Afdeling ( Instution ), medens denne var på krigsfod,
 eller har gjort tjeneste om bord i et af krigen udrustet skib, modtager af staten en livsvarig årlig hædersgave af 100 kr. der ud-
 
betales forud første gang fra 15. Februar 1914, derefter fra hvert års 15. Januar.

 §2. Hædersgaven begrunder ikke nedsættelse af alderdomsunderstøttelse eller fattighjælp.  

 §3. Finansministeriet træffer de nødvendige bestemmelser til gennemførelse af denne lov og bemyndiges til at afholde den
 dermed forbundne udgift. Hvorefter alle vedkommende sig have at rette.

Givet på Amalienborg, den 27. Oktober 1913.  

Under vor kongelige hånd og segl.  

Christian R.