Luftskibsbasen i Tønder

Luftskibsbasen i Tønder har i princippet intet med Sikringsstilling Nord at gøre. Den hørte under marinen, medens sikringsstillingen var landmilitær.
Den indtager dog en så væsentlig plads i områdets militære historie under 1. verdenskrig at den medtages her. Sikringsstillingen har jo dog også sikret bl.a.luftskibsbasen mod landmilitære angreb fra nord.

Ved krigsudbruddet rådede de tyske flåde kun over et luftskib. Zeppelineren L 3.  Men kort efter  krigsudbruddet steg beholdningen af luftskibe, og dermed også flådens behov for hangarkapacitet. I september 1914 blev et hangaranlæg ved Tønder foreslået, og allerede i marts 1915 stod de første to hangarer klar.

23. marts 1915 landede det første luftskib på basen. Parceval PL 25. Det var stationeret i Tønder de næste 8 måneder. 
25 april 1915 landede den første Zeppeliner, L 7, på basen.

Basen lå nogle kilometer nord for byen, og var nærmest selvforsynende med både gas, vand og varme, el og kloaksystem. Da den var størst bestod den af følgende:

  • 3 luftskibshaller, “Tobias” og “Toni” (1 luftskib i hver) og “Toska” ( 2 luftskibe) (To=Tondern/Tønder))
  • 1 flyhangar med plads til 5 jaerfly af typen Albatros D III
  • 1 ankerplads til midlertidig dokning af et luftskib
  •    Radiostation til kommunikation med luftskibene via telegraf.
  •    Pejlesender som luftskibene kunne navigere efter.
  •    Lysfyr på den nordvestlige ende af “ Tobias’” tag
  •    Gasværk og tankanlæg på 50.000 kubikmeter
  •    Varmecentral med fyr og fjernvarme til basen.
  •    Vandværk
  •    Kloaksystem og rensningsanlæg.
  •    2 værksteder.
  •    Vejrtjeneste.
  •    Beboelsesbarakker til ca. 600 soldater.
  •    Underjordiske benzinlagre:  “Tobias” og “Toni” hallerne havde hver et lager på 10.000 liter.    “Toska” havde et lager på 30.000 liter.
  •    Jernbane tilsluttet Tønder-Tinglev.
  •    Lyskaster på skinner

De første haller var “Tobias” og “Toni”, men da den tyske marine fik flere og flere Zeppelinere, blev der opført en dobbelthal til Zeppelinere i Tønder. Den var færdig 17. januar 1916.
En enorm bygning med en længde på 242 meter, bredde på 73 meter og en højde på  42 meter. Den fik navnet TOSKA.

TOSKA var ramt af uheld fra starten. Allerede i november 1915,  inden hallen var helt færdig, skete der et uheld under gaspåfyldningen af  Zeppelin L 18, så luftskibet gik op i flammer.
I marts 1916 “påsejlede”  Zeppelin L 22 porten til hallen og fik hele forpartiet ødelagt:
I december 1916, da  Zeppelin L 24 skulle bugseres ind i TOSKA, bragte blæsten Zeppelineren ud af  kontrol og den ramte en tændt elektrisk pære under hallens loft. Luftskibet brød i brand og både L 24 selv, og Zeppelin L 17 der også stod i hallen udbrændte.

 Det var da også “Toska” der var det primære mål for det spektakulære britiske luftangeb, der ødelagde Zeppelinerne L 54 og L 60.

Da TOSKA var færdigbygget startede man byggeriet af et gasværk sydøst for hallerne.  Zeppelinerne var storforbrugere af brint, og efter færdiggørelsen af Toska var behovet stort. Det eksisterende gasværk blev udbygget til kapasitet på 8000 m3 brint i døgnet. Der blev samtidig opført  tankanlæg med en samlet kapacitet 56.000 m3 både under og over jorden. Brinten blev ført ud til luftskibshallerne via underjordiske rør.
 Dette var dog langt fra nok, og basen måtte yderligere forsynes med jernbaneanlæg, der kunne sikre levering af  brint på specialbyggede jernbanevogne fra andre anlæg.

Der var tilkommanderet basen 5 jagerfly af typen Albatros D III til nærluftforsvar. En meget moderne maskine fra 1916. Dette moderne materiel viser hvor vigtig basen blev betragtet.
Til disse fly blev der bygget en hangar i basens sydlige ende. 78 m lang, 12 m høj og 25 m bred.
Landingsbanen blev anlagt foran hangaren. Det var en meget primitiv græsbane, der ydermere var dårligt planeret. Dette medførte at de fleste af  flyene havarede under start eller landing. Basens jagerforsvar blev derfor opgivet og det sidste fly forlod Tønder d. 6. marts 1918.

 Englænderne mødte derfor kun spredt FLAK (Flugabwehrkanone) og håndvåbenild da de angreb basen i 1918.

Billeder fra området 2014