Krigs- og fæstningsfanger

Russiske fanger i Almsted

Der var to slags fanger beskæftiget i Sønderjylland under opførelsen af Sikringsstilling Nord. Krigsfanger, der helt i pagt med de internationale konventioner ikke var beskæftiget med etablering af militære  installationer, men med tilplantning, afvanding og lignende civile arbejder. Andre blev tilkommanderet de små samfund, til erstatning i landbruget for de sønderjyder der var indkaldt til tysk krigstjeneste.
Der findes en udmærket beskrivelse af situationen i Almsted.

Så var der de tyske desertører, politiske og militære straffefanger (fæstningsfanger) der under umenneske lige vilkår byggede stillingen.

Fæstningsfanger ved Arrild

Uden maskiner blev  alt udført med håndkraft og dødstallet blandt disse var meget højt. Enten på grund af sygdom eller på grund af flugtforsøg fra de uhyggelige forhold. Tidligt op, til fods til arbejdsstedet og en dag med hårdt arbejde på små rationer af tynd kålrabisuppe. Herefter til fods til lejren sent om aftenen.
Konstant under opsyn af vagter med opplantede bajonetter.
Der findes en del beretninger om, at den mindste smule vægring medførte slag eller et bajonetstik.

Ved den nordøstre del af kirkegården af Løgumkloster kirke ligger 39 fæstningsfanger fra lejren ved Øbjerg begravet. Disse blev, sammen med lejrlægen, ofre for tyfusepidemien der også hærgede krigsfangelejrene. Graven er i dag beklageligvis sløjfet.

Meget tyder på, at krigsfangerne havde væsentligt bedre vilkår an de tyske militære fanger. Efterfølgende finder man også en del krigsfangegrave, hvorimod der stort set ikke er nogen over de tyske militærfanger. Dette skyldes at da fæstningsfangerne jo stadig var soldater og  i nummer i den tyske hær, blev de fleste ført tilbage til Tyskland og begravet her.

At der har været et højt dødstal blandt disse er hævet over enhver tvivl. De arbejdede umenneskeligt hårdt, og der har været en del epidemier blandt dem. Endelig er nogen formentlig også blevet dræbt under flugt.
Et eksempel på det hårde arbejde var transport af vand til støbning af batterierne. Der var op til 1 km. til nærmeste vand, og det skulle bæres til med spande og åg i jævnt tempo, således at der ikke under støbningen fremkom støbeskel.

 

Indgangen til Toftlundlejren

Fæstningsfangerne boede i fangelejre ved Genner , Skovby, Damgaard ved Rugbjerg, Abkær, Strandelhjørn, Galsted, Østergaard ved Gammelskov, Hyrup, Øster Terp, Toftlund, Arrild, Øbjerg,  Ullemølle, Skærbæk og Gaardkrog ved Vester Gasse, Løgumkloster og Døstrup.  
 Hver lejr blev ledet af en Leutnant, og lejren indeholdt 1 eller flere straffekompagnier med 250 mand i hver. Selve byggeriet blev ledet af en pionerbataljonsstab og seks pionerkompagnier. 

 

Almsted, Dimitristenen



Enkelte krigsfanger der var udlånt til de små samfund som Almsted blev boende i Danmark efter krigen.

 

 

 

Løgumkloster Krigsfangekirkegård

Kirkegården blev i 1915 anlagt af de tyske myndigheder for krigsfanger, der under 1. verdenskrig 1914-18 under kummerlige forhold var indkvarteret i en lejr ved Løgumkloster. På kirkegården ligger 71 franske, belgiske og russiske ofre for en plettyfusepidemi i 1915.
Mindestenen på  stedet med dansk, fransk og russisk indskrift, er oprindelig rejst af overlevende fanger.

 

Billeder fra krigsfangegravene 2012

 

En dansk fæstningsfanges beretning:

Der findes ufatteligt lidt information om de fæstningsfanger der var sat til at arbejde i sikringsstillingen. Dog findes der en beretning fra en sønderjyde, Peter H. Nielsen, (PHN) der var indkaldt til tysk krigstjeneste.
Herunder stikordvis uddrag af Peter H. Nielsen beskrivelse af sin tid som fæstningsfange i Sikringsstilling Nord og baggrunden for den.
(Litteratur: Peter H. Nielsen “Soldat, Fange og Flygtning” 1930.)


Han kom efter en mislykket desertering Via militærfængslet i Spandau på tvangsarbejde som fæstningsfange (Festungsgefangene) på Sikringsstilling Nord ved Arrild, og kan dermed give et lille indblik i fangernes vilkår i sikrings-stillingen samt sønderjydernes tjeneste i den tyske hær under 1. verdenskrig.

At han overhovedet kommer til Sønderjylland er enestående. De indkaldte Sønderjyder blev sendt til fjerne krigsskuepladser som Øst- og Vestfronten og sågar også Afrika, i det man betragtede dem som ”Fahnenfluchtsverdächtige” (potentielle desertører) der, hvis de var for tæt på den danske grænse, ville benytte først givne lejlighed til at desertere.
 
Under normale vilkår, ville en sønderjysk fæstningsfange der var dømt for desertering, ikke være kommet bare antydningsvis i nærheden af den danske grænse igen. Men ved skæbnens tilskikkelse, var den mand der besatte de nye arbejdshold i fængslet i Spandau gammel regimentskammerat af Peter H. Nielsen, og han satte af gammelt venskab Nielsen på et hold der skulle arbejde på Sikringsstilling Nord.
 
 I bogen, Soldat, fange og flygtning, beskriver Nielsen sine oplevelser på Østfronten, og ikke mindst sin tid som fæstningsfange. En  ganske nøgtern beretning uden selvmedlidenhed eller vidtløftigheder, der giver ikke desto mindre et godt billede af fæstningsfangernes vilkår. Specielt når man læser lidt mellem linierne.
 
I løbet af bogen kommer PHN med nogle generelle iagttagelser. Under sin sidste flugt mod Danmark reflekterer han over, at desertører i fredstid blev skudt, medens han for sin flugt i krigstid formentlig ville få et par år ekstra som straffefange. Heraf kan muligt udledes, at selv desertører i krigstid var for værdifulde som arbejdskraft til bare at henrette, medens de i fredstid alene skulle statuere et eksempel. En ret interessant betragtning.
 
Både England, og i høj grad Frankrig, henrettede en del mytterister og desertører. Under transporten fra straffelejren i Sønderjylland til fronten i Frankrig forholder han sig til, at han ikke vil skydes som straffefange bag fronten.
Dette uddybes ikke nærmere, men kan enten tolkes i retning af noget følelsesmæssigt omkring det af dø som fange eller at der rent faktisk foregik sporadiske nedskydninger af fæstningsfangerne når man trak sig tilbage.


Forhistorien:

Peter H. Nielsen indkaldes til den Kejserlige Tyske hær i juni 1915 og møder i Flensborg, derefter til Husum. Efter rekrutuddannelsen transport med tog til: Altona, Gumbinnen, herefter fodmarch til Vilna og Kovno på østfronten. Herfra videre til Somain i Frankrig.
Han deltog på krigsskuepladserne: Vilna – Labasse – Lenz – Arras – Loretto høj – Fimy.
 
Desertering og tilfangetagelse juli 1917.
Efter den mislykkede desertering kommer PHN via Junker Holveg kasernen i Flensborg, retten i Swerin og en dom på et års fæstning til Spandau-fængslet i Berlin.
 
Spandau:
Her iføres alle fanger almindelig uniform uden destinktioner eller højhedstegn. Fangere fratoges alle værdigenstande og tonen var hård. En Underkorporal i celleafdelingen inddrog alle breve og postkort, hvilket PHN protesterede over. Dette straffedes med tre løbeture frem og tilbage i den lange gang.
 
PHN blev indsat i lille celle som 5. mand. En klage besvares med ”De er her militærfange og har at rette Dem derefter”.
Senere anbragtes PHN med andre i den gamle fængselskirke der af pladsmangel bruges som sovesal for 40-50 mand. Der var daglige slagsmål. ”…fangerne var det værste skrabsammen af forbrydere der pralede med deres bedrifter”. Maden var tarvelig og knap. Den bestod af kastaniesuppe med en lille smule brød. ”tænke sig at skulle sulte sådan et helt år”. ”Havde jeg kunne vælge mellem fængsel og skyttegrav, havde jeg uden betænkning taget skyttegraven med  friheden, faren og rædslerne frem for denne hule af ondskab og had.”
 
PHN fik pakker hjemmefra gennem en regiments-ven på kontoret og lidt bestikkelse. Straffen for at bringe disse ind havde for vennen betydet fæstningsstraf.
Efter nogen tid begynder PHN at arbejde i en stor fabrik der reparerede kanoner og støbte schrapnel-kugler.Han flyttedes herefter til forefaldende arbejde et andet sted kaldet et Fabrikationsbüro, hvilket var en tegnestue for militært udstyr.PHN beskriver allerede i Spandau sig selv som en ”forpint og plaget fange”
 
Hans ven på fængselskontoret sørgede for at PHN sendtes til Arrild, idet han vidste, at PHN var fra egnen.  Dette skete ved at ombytte to navne i listerne. Her løb vennen en alvorlig risiko for selv at ende i et straffearbejdskompagni. 

Arrild og Sikringsstilling Nord:
PHN kom med togtransport til Skærbæk næste aften og på stationen får PHN smuglet et kort til sin kone ud til en banearbejder. Den videre tur til Arrild foregik til fods fra Skærbæk gennem den lille by  Gasse. Han bliver her skældt vold- somt ud af vagten da han vinker til en bekendt på vejen. 

Fangelejren var 3 bygninger. 2 barakker for fanger og en for vagterne. Der var een port og et tæt og højt pigtrådshegn, med vagter placeret tæt omkring hele lejren. I den ene barak fandtes 1. militærfangekompagni, og i den anden 30. kompagni.

Hver barak var inddelt i tre dele med 30 mand i hver. Sengene bestod af træleje med en halmsæk og et ”dækken”. Der var for lidt plads, så sengene
var anbragt i to lag. Som toilet to baljer i et hjørne. En Barak.ældste skulle sørge for orden på stuen og på gangen var to bevæbnede vagter. Barak-ældsten havde ret til at bruge magt – og benyttede den. “Vagterne lo ad et blåt øje og kaldte det  selvopdragelsesmetoden”. Kompagnierne arbejdede i Linnet Skov hvor de støbte dækningsrum. Hver morgen og aften marcherede man den lange vej fra Arrild.

Der blev udover Linnet lavet dækningsrum ved Hamborghof samt andre steder i omegnen. Materialet kom til Arrild med en lille bane fra Døstrup. Gennem Linnet Skov gik en lille tipvognsbane så materialerne kunne skubbes derud.
 
Maden bragtes ud til fangerne i Linnet Skov. ”Vand med et par gryn. Aldrig kød, der blev stjålet af vagterne”. ”Vi blev kun betragtet som dyr og behandlet derefter”
 
Fanger der om morgenen havde meldt sig syge, kom altid ud med madvognen – raskmeldte. Under turen frem og tilbage blev cigar og cigaretstumper samlet op på vejen. Om aftenen blev de rullet i avispapir hvor 5-6 mand delte en. De var ofte slagsmål over et skod og vagten skred ikke ind. 
“Det var en hård vinter med sne op til taget, men der var brænde nok.”
 
Sommetider var der straffeeksercits i gården. Fangerne blev jaget frem og tilbage i gården uden hvil eller mulighed for at træde af i timevis.
”Det var skammeligt at se ældre folk, familiefædre, blive behandlet på en sådan rå og hensynsløs måde. En fra PHN stue blev fundet i levnesmiddeldepotet en nat. ”Det var dumt gjort – han fik det bare meget værre”.
 
En aften forsøgte en fange at flygte. Han blev fanget og pryglet så han skreg helt frygteligt. “Ingen af disse barbarer (vagterne) havde været ved fronten. Det havde næsten alle fangerne. 
Julen 1917 fik fangerne “god mad”, men fedtet slog de uvante maver i stykker. Baljerne på stuen er beregnet til urin, og vagterne irriteredes over at skulle føre folk til latrinen. Derefter forgik det i hold, trængende eller ej.
 “Trist julenat der aldrig glemmes.” 

Under en march forsøgte PHN at kontakte faderen stod ved vejen og ventede. Faderen blev jaget bort og kunne ikke tysk nok til at tale med vagterne, hvorpå PHN forsøgte at tale sin sag. Han blev truet med at få en geværkolbe i hovedet hvis han talte.
Det lykkes efterfølgende faderen at opnå et kort besøg med PHN på kommandantens kontor. Kommandanten krævede dog der blev talt tysk. Efterfølgende spurgte kommandanten ind til hvor GHN kom fra og hvorfor han var der.
Efter besøget: “Tilbage i lejren med hårde kommando-ord og gården frem og tilbage en 3-4-gange.” 
“Menneskedyr, med udtærede ansigter og tomme maver”.  “Alt var kun had og ondskab i denne elendige barak. I stedet for at trøste hinanden og mildne de trange kår gaves der kun knubs og stød.”
 
Kommandanten undrede sig over at PHN var landet så tæt på grænsen og han advaredes mod flugtforsøg. Herefter tilkommanderedes PHN tjeneste som oppasser for en stabssergent der var tidligere fængselsbetjent. Denne tjeneste bød på mange behageligheder, både rigelig mad tobak og et lidt friere og behageligere liv. 

PHN blev næste forår sendt på landarbejde på gården “Sandet”. Her sørgede gårdejeren for at der blev  arrangeret besøg af familien. Dog måtte vogteren, en underofficer, tages i ed, idet det var vagtforseelse der også kunne udløse straf for ham.
 “Det er vogterne strengt forbudt at tale til os, vi var forstødt af samfundet.”

På vej til og fra arbejde mødte PHN bl.a “Bibelstine”, en kendt og velgørende kone på egnen. Hun slap  gentagne gange afsted med at give fangerne kogte kartofler i sit hus. (så under helt skarp bevogtning har i hvert fald PHN ikke været eller også har vogterne også sat pris på Stines godgørenhed og risikeret noget) 

På “Sandet” arbejdede PHN bl.a. sammen med en russisk krigsfange.
Ejeren på “Sandet” gav på et tidspunkt en kalv til fangerne, men de fik intet af den, idet vagterne spiste den selv. 

Da arbejdet på “Sandet” var slut, blev PHN igen tilkommanderet arbejdet ved Linnet Skov. Ved Linnet Kro blev lavet et stort dækningsrum, der tog meget jern og mange sække cement. Lidt længere inde i skoven blev lavet yderligere tre dækningsrum. “Den usle barak, den elendige føde, den rå behandling, sulte, pines og plages. Jeg ser på denne sørgelige hob, springende efter hvert snavset cigar- eller skråtobaksstump. Sørgeligt at nogen skal pines således at han bliver et uappetitligt menneskedyr.”

Efter kort tid overflyttedes PHN igen til fronten i Frankrig, hvorfra det lykkes ham at flygte hjem og over grænsen til Danmark. PHN’s onkel, der prøvede at hjælpe ham over grænsen ved deserteringen et år inden, forvandt aldrig det halve års fængsel han blev idømt.
Han døde relativt kort efter løsladelsen.