Overgangen Als 1864

Våbenhvileforhandlingerne i London brød sammen, fordi den danske regering ikke ville gå ind på  en deling af Slesvig. På trods af nederlaget på Dybbøl den 18. april 1864 fastholdt de danske  forhandlere med statsminister D.G. Monrad i spidsen  kravet om en grænsedragning ved Ejderen.

Den danske regering var udmærket klar over, at man efter nederlaget ved Dybbøl  ikke havde nogen militære muligheder, men man håbede på at hæren kunne holde ud, mens de danske udsendinge opnåede noget ved forhandlingsbordet i London. Regeringen baserede sine forhåbninger på, at europæiske stormagter Rusland, Frankrig og Storbritannien havde garanteret  den danske besiddelse af Slesvig.

Det stod dog hurtigt klart, at ingen af stormagterne var villige til at gå i krig for Slesvigs skyld.  Da forhandlingerne var brudt endegyldigt sammen, kunne den preussiske hær sætte dødsstødet  ind og gennemføre en invasion af Als.

Sottrup storskov set fra Armkil

Den 26. juni udløb våbenhvilen og en flåde af åbne både, der inden stormen på skanserne var samlet  ved  Ballebro for derefter via en landgang ved Hardeshøj på Als-siden at skulle omgå skanserne, blev flyttet til kysten ved Sottrup Storskov.
Ejeren af Sandbjerggård havde på et tidspunkt tilbudt at fælde de dele af skoven der vendte mod  Alssund, men krigsminiteriet mente ikke Preusserne kunne gøre brug af området.

Midt om natten, den 29. juni kl. 02,00, satte 2.500 preussiske soldater med 166 både og 20 ponton-færger i første angrebsbølge over Alssund mellem Sottrupskov og Arnkil. I reserve stod 17.500 til de næste angrebsbølger.

Rampe til både

På grund af de stejle brinker mod stranden, var det nødvendigt at grave ramper til bådenes søsætning fra skoven, og i forbindelse med overgangen var der gravet feltstillinger til artilleriet i skoven

De danske styrker på yderst på Arnkil halvøen tager straks kampen op, men forsvaret af er for svagt. Der er kun ca. 50 mand, formentlig udsat som alarmeringsposter, der hurtigt nedkæmpes. De nærmste danske styrker befinder sig i Ulkebøl. Da de nærmeste større danske styrker når frem til angriberne, udvikler der sig en del hårde kampe omkring landsbyen Kær.

Denkmal for overgangen i skanse X

Hvordan det kunne lykkes Preusserne at samle et så stort antal både og 2.500 soldater 500 meter  fra de nærmeste danske styrker er en gåde. En enkelt lyttepost kunne formentlig have afsløret forehavendet.  Sundet mellem Arnkil og Sottrup Storskov.
Angrebet kunne formentlig også være afværget militært, idet det danske panserskib Rolf Krake var  undervejs ned gennem Alssund kunne have beskudt og sænket de simple småbåde, som de Preussiske  styrker blev sejlet over i.  Men netop som Rolf Krake skulle til at åbne ild, fik det ordre til at vende rundt og sejle til Mommark for at støtte evakueringen af den danske hær.

De preussiske tropper nedkæmpede i løbet af morgenen det danske forsvar, og kl. 5.30 opgav danskerne forsvaret af øen og trak sig under stadig kamp tilbage til halvøen Kegnæs.  Herfra udskibedes tropperne i løbet af de næste dage, og den 1. juli forlader den sidste danske soldat Als.

Den danske hærs tab (døde, sårede og fangne) i forbindelse med kampen om Als blev på i alt 3.148 mand, mens de tilsvarende preussiske tab beløb sig til 372  mand. Herefter besatte Preussen Als.
De østrigske styrker besatte Jylland nord for Kongeåen og den danske regering måtte indgå en fredsaftale.

Båd brugt til overgangen

Den vellykkede Preussiske invasion fik øjeblikkeligt stemningen i den danske offentlighed til at  vende. I de toneangivende Københavnske aviser bredte sortsynet sig og man diskuterede sandsynligheden for en fjendtlig landgang på Sjælland. Hele den danske krigsførelse byggede på, at flåden havde herredømmet i de indre danske farvande, og at fjenden ikke kunne nå øerne. Nu var den østrigske flådes hovedstyrke på vej til Kattegat, og hvis flådeherredømmet gik tabt, kunne preusserne i ro og mag sætte over Femern  Bælt og erobre det ubeskyttede Lolland-Falster. Derefter ville Sjælland og København stå for tur.

Druknede Preussere ved Sottrupskov

Udsigten til at krigen ikke bare var noget, der foregik ovre i det mørke Jylland, men rent faktisk også kunne ramme hovedstaden, fik de nationalliberales kernetropper i det københavnske borgerskab til at give op og forlange fred for næsten enhver pris.

Befolkningens frygt var ikke ubegrundet. Den øverstkommanderende for de tyske styrker, prins Friedrich Karl, havde faktisk lagt detaljerede planer for en invasion af Fyn, som skulle  iværksættes, hvis danskerne valgte at fortsætte krigen. Til stor ærgrelse for prinsen blev der dog ikke brug for endnu en storstilet preussisk landgangsoperation.

Den Preussiske Militærkomponist Piefke komponerede en March til minde om sejren:
Der Alsenstörmer (mp3)