Pionier Carl Klinke

Mindestenen på skanse II

Mindestenen på skanse II

På selve skanse II er der rejst et lidt pompøst mindesmærke, hvor Pionier Klinke hyldes på vegne af alle de Preussiske pionerer. Mange andre steder kan man, hvor veje og pladsen er opkaldt efter ham, se minder om Pioner Carl Klinkes heltemodige indsats ved Dybbøls skanse II på stormdagen den 18. april. I mange år var det nærmest pligtlæsning i skolerne.

Den almindeligt kendte historie er i dag, at Klinke sprængte sig selv i luften sammen med palisaden til skanse II. Lige inden dette skulle han have, stående med krudtsækken ved palisaden, have råbt “Ick bin Klinke – Ick offne dat Tor”. Ordspillet klinke/dørklinke er åbenlyst. Med andre ord ofrede han sig bevidst for at skaffe kammeraterne adgang til skansen.

Broager kirke:
Når man tænker på Klinkes heltestatus og så ser hans oprindelige beskedne grav på Broager Kirkegård, hvor han sammen med 8 andre er begravet i en grav der umiddelbart ligner alle andre preussiske soldatergrave fra perioden, kan man undres.

 

Der er dog en forklaring. Klinke blev begravet på Broager umiddelbart efter stormen 18. april, men det er tidligst i 1866 han opnår heltestatus.
Den store mindesten på Broager er sat senere, ligesom monumentet på Dybbøl Skanse II og mindestenen på Broager kirkegård er det.

En legende opstår:
Hvornår nøjagtig legenden om Klinkes selvopofrende død opstod, kan ikke præcist fastslås. I hvert fald har Theodor Fontane med sit digt “Der Tag von Düppel“, der er skrevet den 5. maj 1864 og publiceret 1866, en meget stor del af æren for det billede, der de næste mange år er blevet tegnet i offentligheden om Klinke og slaget ved Dybbøl.

I Fontanes sidste vers hedder det. (hele digtet nederst på siden)

Palisaden starren die Stürmenden an,
Sie stutzen; wer ist der rechte Mann?
Da springt von achten einer vor:
»Ich heiße Klinke, ich öffne das Tor!« –
Und er reißt von der Schulter den Pulversack,
Schwamm drauf, als wär’s eine Pfeif’ Tabak.
Ein Blitz, ein Krach – der Weg ist frei –
Gott seiner Seele gnädig sei!
Solchen Klinken für und für
Öffnet Gott selber die Himmelstür.

Dette er jo umiddelbart fint heltekvad, med stemmer ikke helt overens med Fontanes øvrige fremstilling af begivenhederne i året 1864. At digtet er angiveligt er skrevet 5. maj 1864 men først udgivet 1866, kunne måske indikere at der efterfølgende måske er blevet romantiseret. Klinke benævnes intet andet sted som helt i 1864.

Theodor Fontane:

Theodor Fontane

Fontane, der som krigskorrespondent var på krigsskuepladsen i maj og september, beskriver i sin bog „Der Schleswig-Holsteinsche Krieg im Jahre 1864“ der først udkom i 1866 på forlaget der Königlichen Geheimen Ober-Hofbuchdruckerei, hændelserne ved skanse II noget afdæmpet og ikke specielt glorificerende:

“Da nu arbejdskompagniet og de to stormkolonner nåede frem, fandt de at skansen havde genoptaget forsvaret og modtog angriberne med en raserende ild. De forreste af vore folk kastede sig ned og åbnede hurtig-ild mod forsvarerne.Under dække af denne ild løb Lieutenant Diener on nogle pionerer ned i skansegraven, lagde en krudtsæk ved palisadevæggen der hindrede adgang til skansen og sprængte et hul i den. Pioner Klinke der anbragte ladningen blev så forbrændt, at han kort efter udåndede, liggende i det sprængte hul i palisaden.”

En side senere, hvor Fontane beskriver tilfangetagelsen af Lieutenant Ancker, falder talen pludselig på Klinkes offerdød (Opfertodt).
Nu skriver Fontane :
“I forhold til tilfangetagelsen af Ancker, adskiller Klinkes offerdød sig. Ved fremløbet mod skansen, sådan siger en længere rapport, sluttede pionererne tæt sammen. Dette  roste Lieutenant Diener sit mandskab for,  da de dele af mandskabet der var belastet af redskaber til at  fjerne hindremidler med, undgik at sakke bagud i forhold til de øvrige samtidig med at nogle af de forreste blev gjort ukampdygtige. I det øjeblik Lieutenant Diener nåede til kanten af skansegraven, havde han kun Unterofficier Lademann, Korporal Siedschlag med en økse, Pioner Kitto med en krudtsæk og Pioner Klinke med en lunte til rådighed.

Da Lieutenant Diener fandt gravpalisaden næsten helt intakt og at den ikke kunne ødelægges med øksen så hurtigt som nødvendigt, besluttede han i mangel af andre midler straks at bruge en krudtsprængning for at frembringe det ønskede resultat.

Pioner Kitto satte, efter ordre fra officeren, sækken ned tæt på gravens kant, tog fat om den med begge hænder og kastede den, så snart granattænsatsen med Klinkes lunte var tændt ned i graven ved foden af den, tæt på cortrescarpen, stående pallisadevæg.
Men før de der var beskæftiget med dette fik tid til at følge de givne anvisninger om at lægge sig fladt på jorden, indtraf eksplosionen. Herved løsnedes 4 pallisadebjælker og Pioner Klinke blev kastet til venstre og Lieutenant Diener til højre ned i graven. Sidstnævnte, med brændte hænder men ellers uskadt, besteg straks brystværnet gennem den frembragte åbning, som uden besvær blev gjort bredere af de efterfølgende hold.

Efter skansen var indtaget, vendte Lieutenant Diener tilbage til Contrescarpen og fandt der Pioner Klinke, der var stærkt forbrændt i ansigtet og havde et skudsår gennem arm og bryst, men stadig levede. Skudsåret havde han fået da han forsøgte at klatre op ad brystværnet, hvilket han selv fortalte Lieutenanten.
Han døde under transporten til lazarettet.

Så langt Theodor Fontane.

Det Preussiske generalstabsværk:

Unterofficier Lademann fra pionererne tændte Granattændsatsen på 30 punds krudtsækken og Pionier Kitto kastede fra glaciet krudtladningen ned mod foden af palisaden. Ved den hurtigt efterfølgende eksplosion væltede to palisader.
Pionier Klinke, der allerede befandt sig i skansegraven, blev herved stærkt forbrændt og under forsøg på at klatre op ad af skansevolden, blev han ramt dødeligt af en kugle.

Det Preussiske generalstabs værk 1887:

I værket „Der Deutsch-Dänische Krieg 1864“ udgivet af Großen Generalstab i Berlin i 1887, lyder det om kampen om skanse II:

„I ly af ilden fra Füsilierene sprængte Pionerene en åbning i palisaden.
Gennem denne åbning trængte Premier-Lieutenant Saß-Jaworski med sin deling (Zug) af skyttekompagniet ind i værkets sydlige del.“

I beretningens første sætning er der en stjernehenvisning til en fodnote, i hvilken det hedder: “Unterofficier Lademann fra Pionererne tændte en granattændsats på en 30 pund tung krudtsæk. Pionier Kitto kastede denne ned fra glaciet ned til foden af palisaden hvorved to palisadebjælker væltede.
Ved den efterfølgende hurtige sprængning blev to palisader væltet. Pionier Klinke, der allerede befandt sig ved palisaden, blev herunder stærkt forbrændt og herefter truffet dødeligt af en kugle, medens han prøvede at klatre op ad brystværnet.

Denne, stormdagens efterfølgende mest berømte dåd, er der kun henvist til med en fodnote uden hædrende omtale.

Regimentshistorien:

Brandenburg Pioner Battalion No. 3’s historie fra 1888 hæfter sig ved Klinke, men beskrivelsen får mere karakter af et uheld:

“Pionier Klinke, som tændte sin krudtsæk med en tændstik, da lunten var faldet af ladningen under det hurtige løb, blev så kraftigt forbrændt at han bagefter, i øvrigt også efter at være ramt af en kugle, udåndede liggende i det sprængte hul (i palisaden)”.

Der officielle beretning fortæller således intet om Carl Klinkes offerdød, og de omtales kun i Fontanes digt og i de talrige senere avisartikler, ifølge hvilke han ofrede han sig for at muliggøre sine kammeraters angreb.
Avisartiklerne er formentlig kun opstået på grund af Fontane.

Meyers Lexikon 1888:

Pioner Carl Klinkes indsats var bemærkelsesværdig, da han med en krudtsæk kastede sig ind i skansen for at sprænge en breche.
Da skulle han have råbt: “Ick bin Klinke. Ick öffne dat Tor.“ (Plattysk. Navnet Klinke gives en dobbeltbetydning med ordets egentlige betydning af dørklinke = lås).

Carl Klinke faldt ved sin heltemodige indsats for sit tyske fædrelands frihed for de danske okkupanter.
Meyers Lexikon har kun gengivet myten og formentlig ikke faktachecket med hverken regimentshistorien eller Det Preussiske generalstabs værk der udkom året før.

Personen Carl Klinke:

Carl Klinke døde fjernt fra sin gravide kone og sin 4-årige datter uden at vide han var helt. Den yngste, en datter, blev født 3 måneder efter Klinke døde.

Han blev født i Bohsdorf-Vorwerk (Lausitz) som søn af enken Marie Klinke.
Hans døbenavn var „Carl“, hvilket dog senere er stavet med „K“. Carl opvoksede under fattige kår på deres husmandssted.

Klinke, Rest af det sprængte sejrsmonument på Dybbøl

I 1914, ved 50-året for stormen på Dybbøl, karakteriseres Carl af sine skolekammerater som flittig, villig og arbejdsom. Da familiens jord ikke alene kunne brødføde familien, begyndte Carl efter skolegangen at arbejde i den nærliggende ”Felix” brunkulsmine. Brunkul blev dengang brudt i underjordiske miner, og ifølge den gamle folk på egnen manglede Carl ikke mod og var altid blandt de første ved redningsarbejde uden tanke på egen risiko,

I enogtyve-års alderen giftede Carl sig med den jævnaldrende Marie Britze, kun få uger før Marie fødte deres datter Johanne Christiane.
Carl blev ved sessionen i Spremberg i 1861 angivet at måle 173 cm. Han blev, muligt fordi han var enlig forsørger og vordendefader, udskrevet til Ersatzreserve (en reserveenhed). Sessionsformanden søgte dog en minearbejder blandt reservisterne, hvorvedKlinke blev udtaget som Pioner.

Den 27. Oktober 1861 blev den „an Leib und Seele gesunde“ Carl Klinke indkaldt til 4. Kompanie af  Pionierbataillons Nr. 3 von Rauch (1. Brandenburgisches) i Torgau. Han fik dog orlov til at komme hjem til sin datters dåb I julen 1861.

Den 4. oktober 1863 blev Klinke hjemsendt efter 2 års tjeneste, men måtte give møde straks igen den 21. december da Preussen mobiliserede.
Klinkes Pionerbataljon lå på dette tidspunkt i Spandau og Klinkes hustru var på dette tidspunkt gravid med deres andet barn. Da datteren blev født den 29. juli 1864, var Carl dræbt i skanse II.

Klinke strasse Rendsborg

I flere tyske byer findes den dag i dag gader og pladser opkaldt efter Klinke og enkelte steder findes monumenter der hylder den tapre og selvopofrende pioner.

Han blev foreviget i fuld figur på det Preussiske sejrsmonument på skanse 4, og et hotel opført 1907 på hjørnet af Dybbølgade og Birke Alle på Sundevedsiden af Sønderborg opkaldtes efter ham.
Det omdøbtes i 1920 til Hotel Dybbøl og blev revet ned i 1960.

Det er formentlig Klinke der ses på 1. sal til venstre for “tårnet”. Historien vil vide, at figuren i dag er fyld under et garagegulv.

Hotel Pioner Klinke Sønderborg

Også i Berlin, Spandau er der rejst statue af Klinke. På soklen er skrevet:
Unseren in den Feldzugen von 1864, 1866 und 1870/71 für König und Vaterland sowie in China und Südwestafrika für Kaiser und Reich gefallenen und gestorbenen kameraden in sonderheit dem Pionier Karl Klinke der 4. Komp. welscher auf dem Sturm auf die Düppeler Schantzen am 18.April 1864 seinen aufopffrungsvollen heldentodt fand zum gedäncktniss.

Dem Batallion im treuer anhanglichkeit zum 18. April 1908 zugeeignet vom verein der kameraden vom Pionier-Batallion von Rauch (BRDBG) no 3 zu Berlin. (BRDBG=Brandenburgische)

Den levende, og fejrede, helt Pionier Kitto:

Johann Friedrich Wilhelm Kitto (født 14. Mai 1842 in Cantdorf (Kreis Spremberg) og død 12. September 1903 (Berlin) var Preussisk pionier.
Han tjente i  4. Kompani,  Pionierbataillon Nr. 3 von Rauch (1. Brandenburgisches) og kæmpede sammen med pioner klinke under stormen på Dybbøl.
Ifølge nogle dokumenter og sin egen fremstilling, var det ham der kastede den krudtsæk der sprængte et hul i pallisaden ved skansen II og ved hvilken Carl Klinke blev så svært kvæstet at han senere døde.“

Kitto fortalte således til den tidligere pastor Mörbe fra Spremberg:
“Jeg var sammen med Pionier Klinke i Spremberg. Han tilhørte 4. kompagni af 3. Brandenburg Ingeniør bataljon. Vi havde fået hver et koben til at bryde igennem palisaderne.

Løjtnanten Diener sagde: “De der ønsker at komme frivilligt og sprænge palisaden med en pulverladning, skal træde frem,!” Jeg trådte frem og sagde, Herr Lieutenant, jeg går med ”

Jeg tog pulverladningen som indeholdt 30 til 35 pund krudt og fulgte løjtnant Diener, Underofficer Lademann sergenten og sergent Klucko. Ca. 18 til 19 skridt foran palisaderne ved skanse II, satte jeg ladningen på jorden. Nu var det med Gud for konge og fædreland at vinde eller dø. Da lunten ikke virkede, blev pulverladningen tændt med en brændende cigar af Underofficer Lademann.
Jeg greb hurtigt sækken og skyndte mig mod palisaden ved skanse II og smed sækken. Den eksploderede straks.
Jeg selv stod helt stille jeg havde ingen skade lidt, bortset fra at krudtet havde svedet min oppakning…. ”

Klinke er nævnt her kun i forbifarten, og selvom Kittos fremstilling af den hastige udvælgelse af frivillige medens stormen udspillede sig forekommer tvivlsom, stemmer den dog overens med den officielle fremstilling og bestyrker i betydelig grad sandsynligheden for en ulykke udløst af tændingen af pulverladningen uden en tidsforsinkende lunte”.

Kitto fortæller videre:
“Selv det faktum, at jeg frivilligt tog pulverladningen, tændte den og kastede den ned ved palisaden, og ikke har gjort andet end min pligt, blev jeg vist den kongelige ære, at Hans Kongelige Højhed Prins Friedrich Carl, vores heroiske leder, trykkede min hånd og højlydt roste mit vovemod og min offervilje foran mange kammerater der uden den opnåede åbning i palisaden var faldet under stormen.
Hans adjudant overrakte mig båndet til det militære ærestegn af I klasse og sølvkorset i et rødt etui.

Hjemme i distriktet fil jeg af min landråd (Landrat) hr Poncet og Cantdorfer kommune en ærefuld modtagelse.
Sammen med Militärærestegnet fik Kitto  fra kongen yderligere 300 Mark. Senere fik Kitto endnu en meget høj æresbevisning, den Østrigske Tapper-hedsmedalje.

De 300 mark stammede fra en Hamburg købmand der havde overladt Prins Friedrich Karl en større sum med ønsket om, at den skulle uddeles blandt de „tapfersten Soldaten des ganzen Armeekorps“.

Prinsen gav uden videre overvejelser denne til Wilhelm Kitto. Herunder blev han af prinsen spurgt om han havde et yderligere ønske, hvilket han ville søge at opfylde. Vores helt svarede kun “Jeg vil hjem”
Skuffelsen på ansigterne af de omkringstående officerer skulle have været stor. Mange havde nok forventet at han ville fortsætte i hæren og ønskede at blive officer. Men officererne kendte heller ikke til de dårlige forhold i hjemmet og den syge mor, der ventede på sin eneste søn.

Kitto blev 61 år og levede sine sidste år i Berlin. Han blev begravet på Georgen kirkegården i Berlin.

Den daværende Kommandant for Pionierbataillons Nr. 3 von Rauch, Major Rüdiger, offentliggjorde den 20. September 1903 I det mlitære ugeskrift (Militär-Wochenblatt) følgende nekrolog over Kitto:

“Den 12. i denne måned døde den tidligere Brandenburg pioner William Kitto i Berlin, indehaver af det militære fortjensttegn af 1. klasse og den Østrigske tapperhedsmedalje.
I forening med den i vores land så kendte pioner Klinke, antændte den afdøde på den mindeværdige Dybbøl stormdag,  den pulversæk der åbnede den fjendtlige palisade.
Klinke  døde herved heltedøden. Den nu afdøde fik den ære til del, af den tidligere øverste feltherre Hans Kongelige Højhed Prins Friedrich Karl af Preussen, at blive hædret som armekorpsets tapreste soldat.

Navnet på den afdøde vil leve videre i historien om bataljonen.”

Der findes ikke umiddelbart billeder eller andet efterladt af den overlevende helt.

Klinkes og Kittos vej til Dybbøl:

I 1863/64 blev de Preussiske tropper transporteret til opmarchområderne med tog. Klinkes enhed blev forlagt til Holsten. Klinkes bataillon tilhørte 1. Armé Korps under kommando af General der Kavallerie Friedrich Karl Nikolaus von Preußen.

Den 1. Februar klokken 7 begyndte 1 Armé Korps sin fremrykning mod Mysunde i forsøget på at omgå de danske tropper på Dannevirkes venstre fløj og sammen med de fra Rendsborg fremrykkende Østrigere, at omgå hele den danske hær i en knibtangsmanøvre.

Her indsattes Pionierbataillonens 4. Kompanie des for første gang, idet 11. Brigade der havde kæmpet sig frem til Ornum Mølle fandt vippebroen afbrudt.
Under kommando af Lieutenant Seling blev den retableret i løbet af en halv time.

Det er meget sansynligt at Klinke deltog i dette, da nogle af hans direkte overordnede Feldwebel Fischer, Sergeant Mendel og Unteroffizier Lademann, blev dekoreret for dette efterfølgende.
Lieutenant Seling fik Roten Adlerorden IV. Klasse med sværd og de øvrige det militære ærestegn af II. Klasse.
Først den 6. Februar lykkes det Prøjserne at sætte over Slien ved Arnis.
Ved anlæggelse af denne 250 meter lange pontonbro var Pionierbataillon Nr. 3 von Rauch stærkt involveret.

Ved Dybbøl:

I ugelangt skansearbejde, mest om natten og mest stående i mudder til knæene, havde de Prøjsiske pionerer og soldater gravet angrebsparaleller fra Avnbjerg og indtil 200 meter fra de danske skanser.
Arbejdet begyndte 29. marts med anlæggelse af 1. parallel efterfulgt af en bredere såkaldt halvparallel
natten mellem 7. og 8. april. Den anden parallel blev færdig natten mellem 10 og 11 april.

Den blev efter indsats af Hauptmann Daun med tre Offizieren og 106 Mann fra 4. Kompanie des Pionierbataillons Nr. 3 og med 16 Officerer og 510 mand fra 2. Bataillons des Infanterie-Regiments Nr. 24 færdig klokken 6 om morgenen den 11. April.
En kraftig tåge dækkede gravearbejdet, men der forekom dog enkelte forpostfægtninger.

Her kan Klinke og Kitto sagtens have været til stede og fået deres ilddåb, da to danske kompagnier angreb parallellen fra skanse II.
Både almindelige soldater og pionerer deltog i kampen.

Det lykkedes at slå angrebet tilbage og den 13. April var parallellen udvidet til en sålbredde på 6 meter. Efter kongelig ordre anlagdes en tredie parallel, hvor højre fløj kun var 300 meter fra skanse II og venstre fløj kun 220 meter fra skanse V.

Prinz Friedrich Karl fastsatte herefter angrebstidspunktet til den 18. April.

Skanse II

10.06 var skanserne VI, III, V og I indtaget.

Men kampen om skanse II var dagens hårdeste. På dansk side havde Leutnant Ancker (Hos Fontane stavet: „Anker“), der af mange blev berømmet for sit heltemodige forsvar, fået sine tropper frem i skansen, og gav stadig ild.

Således gik flere angreb, i skyttekæde og i i løb over 400 meter, i stå i ilden fra geværer og kardæskskud. Det lykkedes Hauptmann von Spies og hans soldater at trænge ind i skanse II og fortsætte mod den tilbagetrukne linie. De fremrykkende Pionier- und Sturmkompanien blev stadig beskudt fra skansen, herunder 4. Kompani fra  Pionierbataillon 3  under Hauptmann Daun og dermed også Carl Klinke, der var indsat i Second-Lieutenant Dieners deling (Zug).

Under dække af egen ild trak Diener og nogle pionerer ned i skansegraven og lagde en krudtsæk ved den endnu intakte palisadevæg for at sprænge et hul i den. Det var ved denne aktion blev Pionier Klinke stærkt forbrændt og herefter ramt af et skud.
Sprængningen af palisaden lykkedes, og stormtropperne kunne nu trænge ind i skansen.

10 minutter efter stormen påbegyndtes faldt skanse II.

Pionererne mistede 5 døde, 3 hårdt sårede (hvoraf en næste dag døde) og 2 lettere sårede.

Fontane: Der Tag von Düppel

Still!

Vom achtzehnten April
Ein Lied ich singen will.
Vom achtzehnten – alle Wetter ja,
Das gab mal wieder ein Gloria!
Ein »achtzehnter« war es, voll und ganz,
Wie bei Fehrbellin und Belle-Alliance,
April oder Juni ist all einerlei,
Ein Sieg fällt immer in Monat Mai.

Um vier Uhr morgens der Donner begann!
In den Gräben standen sechstausend Mann,
Und über sie hin sechs Stunden lang
Nahmen die Kugeln ihren Gang.
Da war es zehn Uhr. Nun alles still,
Durch die Reihen ging es: »Wie Gott will!«
Und vorgebeugt zu Sturm und Stoß
Brach das preußische Wetter los.

Sechs Kolonnen. Ist das ein Tritt!
Der Sturmmarsch flügelt ihren Schritt;
Der Sturmmarsch, – ja tief in den Trancheen
Dreihundert Spielleut’ im Schlamme stehn.
Eine Kugel schlägt ein, der Schlamm spritzt um,
Alle dreihundert werden stumm –
»Vorwärts!« donnert der Dirigent,
Kapellmeister Piefke vom Leibregiment

Und »vorwärts« spielt die Musika,
Und »vorwärts« klingt der Preußen Hurra;
Sie fliegen über die Ebene hin,
Wer sich besänne, hätt’s nicht Gewinn;
Sie springen, sie klettern, ihr Schritt wird Lauf –
Feldwebel Probst, er ist hinauf!

Er steht, der erst’ auf dem Schanzenrück,
Eine Kugel bricht ihm den Arm in Stück:
Er nimmt die Fahn’ in die linke Hand
Und stößt sie fest in Kies und Sand.
Da trifft’s ihn zum zweiten; er wankt, er fällt:
»Leb wohl, o Braut! leb wohl, o Welt!«

Rache! – Sie haben sich festgesetzt,
Der Däne wehrt sich bis zuletzt.
Das macht, hier ficht ein junger Leu,
Herr Leutnant Anker von Schanze zwei.
Da donnert’s: »Ergib dich, tapfres Blut,
Ich heiße Schneider, und damit gut!« –
Der preußische Schneider, meiner Treu,
Brach den dänischen Anker entzwei.

Und weiter, – die Schanze hinein, hinaus
Weht der Sturm mit Saus und Braus,
Die Stürmer von andern Schanzen her
Schließen sich an, immer mehr, immer mehr,
Sie fallen tot, sie fallen wund, –
Ein Häuflein steht am Alsen-Sund.

Palisaden starren die Stürmenden an,
Sie stutzen; wer ist der rechte Mann?
Da springt von achten einer vor:
»Ich heiße Klinke, ich öffne das Tor!« –
Und er reißt von der Schulter den Pulversack,
Schwamm drauf, als wär’s eine Pfeif’ Tabak.
Ein Blitz, ein Krach – der Weg ist frei –
Gott seiner Seele gnädig sei!
Solchen Klinken für und für
Öffnet Gott selber die Himmelstür.