Slaget ved Helgoland

Under 1. Slesvigske Krig havde Danmark etableret en særdeles effektiv blokade af de tyske Nordsøhavne, og dette så ud til at kunne lykkes igen i 1864.

Ved krigsudbruddet i februar indledtes igen en blokade af de tyske nordsøhavne. Danmark havde altid været en af de helt store søfartsnationer og besad på det tidspunkt verdens 6. største flåde.
Østrig havde den 7. største og Preussen  intet af betydning.

En gentagelse af den vellykkede blokade de tyske havne var derfor en oplagt mulighed for at lægges pres på Preussen.
Allerede fra slutningen af januar havde skruefregatten Niels Juel opholdt sig i Skagerak for at observere mod 3 preussiske kanonbåde der muligvis var i den del af Nordsøen.

Ved krigsudbruddet 1. februar fik chefen, orlogskaptajn Johan L. Gottlieb, ordre til at forlægge sydpå til området mellem Borkum og Helgoland. Kort tid efter udvidedes operationsområdet mod Falmouth i den Engelske kanal. Opgaven var stadig at observere de tre kanonbåde, men nu også at opbringe ethvert tysk handelsskib man måtte møde.
Denne tilstedeværelse opskræmte de tyske rederier idet faren for opbringelse var overhængende.

På grund af årstidens hårde vejr måtte Niels Juel returnere til København for reparationer og afløstes af skruekorvetten Dagmar, under kommando af kaptajnløjtnant G.F.W. Wrisberg. 18. marts opbringer Dagmar skonnerten “Tekla Schmidt” af Hamborg ved øen Texel ud for den nordhollandske kyst..

Edouard Suenson

I begyndelsen af marts 1864 erfarer marineministeriet at Østrig er i færd med, sammen med mindre preussiske enheder, at sende en flådestyrke mod området for at bryde den effektive danske blokade.
Man besluttede derfor at formere en Nordsø-eskadre bestående af Dagmar der allerede var i området samt skruefregatten Niels Juel og skruekorvetten Hejmdal.
De to sidste lå i København på det tidspunkt. Chef for eskadren blev orlogskaptajn Edouard Suenson.
Han var særdeles erfaren med flere søtræfninger i treårskrigen bag sig. Han havde i 1830’erne gjort tjeneste i den franske Middelhavsflåde.

Få timer efter de to orlogsfartøjer havde forladt Københavns rhed, fik marineministeriet telegrafiske efterretninger om at den Østrigske fregat Radetzky havde forladt Gibraltar med kurs nordpå.
Den 8.april anløber de to danske orlogsskibe Kristianssand, og fortsætter ud i Nordsøen. 11. april mødes de med Dagmar, og Suensons eskadre er nu samlet.

Man havde ingen  fjendtlige skibe i sigte, med der indløb konstant telegrammer om deres bevægelser fra Gibraltar mod nord. Samtidig med man afventede de fjendtlige fartøjer, gjordes blokaden af de tyske havde nu så effektiv, at de tyske rederier rent proforma begyndte at udflage deres skibe så de nu sejlede under russisk flag.

Kaptajn Tegethoff

Den 19. april om eftermiddagen indløb melding om at to østrigske fregatter havde forlade Brest og at man forventede det østrigske linieskib Kaiser den næstfølgende uge. Dagmar var på dette tidspunkt på vej vestpå mod Texel. Suenson frygtede at Dagmar skulle løbe ind i de to fregatter og eftersatte derfor Dagmar.
På vejen mødte han eskadrens tredie enhed Hejmdal, der måtte opgive at opbringe en tysk prise for i stedet, sammen med Niels Juel, at nå frem til Dagmar og få eskadren samlet. De indhentede Dagmar ud for Den Helder ved den Hollandske kyst, og sammen returnerede skibene til Helgoland.
Chefen for Dagmar kunne rapportere, at han i Nieuwediep havde observeret de tre preussiske skibe man havde ledt efter siden januar, kanonbådene Blitz og Basilisk samt hjuldampskibet Preussischer Adler.

Via et privat telegram havde man fået man melding om at Dybbøl var løbet over ende, og man var nu i tvivl om hvorvidt marineministeriet overhovedet var i stand til at komme i kontakt med eskadren. Samtidig spekulerede man på om der var mere brugt for skibene i forsvaret af bælterne og Østersøen.

De manglende efterretninger og de sparsomme, nogle direkte selvmodsigende, meldinger foranledigede Suenson til at sammenkalde skibscheferne til et krigsråd ombord på Niels Juel. Her besluttes at forlægge til Kristianssand for at opnå pålidelig kontakt med Marineministeriet og herfra ville have et godt udgangs-punkt til enten at løse den offensive opgave i Nordsøen eller en evt. defensiv opgave i bælterne og Østersøen.

23 april om morgenen ankommer eskadren til Kristianssand. Man søgte først og fremmest telegrafisk kontakt til marineministeriet og derefter påbegyndtes opfyldning af skibenes magasiner, ikke mindst kul, så man var klar til omgående afsejling.

I marineministeriet blev man bestyrtet over at den eskadre man troede lå ved Helgoland var ankret op i Kristianssand og at kvaliteten af de tilgåede efterretninger var så ringe. Man kunne informere Suenson om, at de to østrigske fregatter stadig lå i Brest samt at den østrigske eskadre der bl.a. omfattede linieskibet Kaiser, stadig lå omkring Lissabon.
Samtidig meddelte ministeriet at skruefregatten Jylland ville blive sendt op til forstærkning af eskadren, og at Dagmar skulle afgå når Jylland ankom. Indtil dette skulle eskadren patruljere en linie Kristianssand – Hanstholm.

Orlogskaptajn Suensons Nordsø-eskadre indtil 28. april

Skruefregatten “Niels Juel”    42 kanoner                                                                                        422 mand

Skruefregatten “Jylland”         44 kanoner                                                                                         437 mand

Skruekorvetten “Hejmdal”     14 stk 30 pund kanoner og 2 stk. 18 pund kanoner  260 mand

Skruekorvetten “Dagmar” (Afgår 28. april)    16 stk.  30 pund kanoner                         150 mand

Skruefregatten Jylland

Skruekorvetten Dagmar

Skruekorvetten Hejmdal

Dagmar afgår fra eskadren samtidig med at operationsområdet udvides mod syd og det oplyses at de to Østrigske fregatter har forladt Brest men fortsat var i den engelske kanal. 30. april oplyses at fregatterne nu befandt sig med Dover. 4 maj er eskadren igen i Kristianssand for at modtage nye forsyninger og samtidig ankommer Jylland, der medbringer ordre til eskadren om at sejle til Helgolandsbugten for at møde de fjendtlige orlogsskibe. Den danske eskadre afgår 6. maj.

Dækket på Radetzky

Preussischer Adler

Samtidig bekræftes det fra flere sider, at de to Østrigske fregatter var kommet til farvandet og havde forenet sig med de tre Preussiske kanonbåde ved Texel ud for Hollands nordkyst.

 

 

Kaptajn Tegetthoffs Østrigske-Preusiske eskadre

Fregatten “Schwarzenberg” (Østrig)               51 kanoner      498 mand

Fregatten “Radetzky” (Østrig)                            37 kanoner      372 mand

Kanonbåd “Preussicher Adler” (Preussen)    4 kanoner        110 mand

Kanonbåd “Blitz” (Preussen)                                  3 kanoner           66 mand

Kanonbåd “Basilisk” (Preussen                            3 kanoner            66 mand

På vej mod Helgoland rammes Hejmdal 7. maj af en lækkende kedel. Eskadren ligger stille i 12 timer før det lykkes Hejmdals besætning at udbedre kedlen. Man ankommer til Helgolandsbugten 8. maj.

Efter rekognoscering i farvandet den 9. maj fik den Østrigske eskadre ved ankomst til Cuxhaven oplysning om at den Danske eskadre var observeret omkring Helgoland. Man står omgående nordpå for at engagere danskerne.

Ved en konference i Londan var det bestemt at der skulle indtræde våbenhvile fra 12. maj, men dette var endnu ikke nået ud til de to eskadrer der den 9. maj nærmede sig hinanden.

Ved 10-tiden melder udkiggen, efter først at have observeret den engelske fregat Aurora, om fem skibe i syd-sydvestlig retning.

Efter en kort tale af Suenson til eskadrens skibe der lå på klods hold af Niels Juel, blev der gjort klar til kamp og i kølvandsorden med flagskibet Niels Juel forrest sejlede man mod den fjendtlige eskadre.

13,45 åbner Schwarzenberg ild på ca. 3700 meters afstand. Suenson lod sin eskadre komme tættere på inden også han åbnede ild.  De to eskadrer passerede hinanden på ca. 1800 meters afstand under kraftig udveksling af ild.

De tre Preussiske kanonbåde sakkede agterud og Suenson forsøgte nu at afskære den fra hovedstyrken. Dette så Tegetthoff, og sejlede nu med de to fregatter ret mod de danske skibe for at komme på klods hold og muligt forsøge en entring. Fregatterne blev beskudt så kraftigt at de var nødt til at ændre kurs.

Fregatten Niels Juel i kamp

Afstanden mellem de to styrker er nu kun ca. 400 meter og den danske kanonild tager til. Niels Juel er i kamp med Schwarzenberg medens  Jylland og Hejmdal beskyder Radetzky. De Preussiske kanonbåde ligger på stor afstand og deres kanonild er uden virkning.
Hårdest ramt bliver Schwarzenberg der bryder i brand to gange, mister flere kanoner og har mange dræbte og sårede.

Jylland modtager en træffer ved kanon nummer 9 hvorved hele besætningen bliver dræbt eller såret.

Det brændende Schwarzenberg

15,30 vender kampen da en granat tænder Schwarzenbergs formærssejl og tovværk. Det er ikke muligt for Østrigerne at slukke ilden da maskinpumpen er blevet ødelagt under kampen. Det bliver en for ulige kamp, og Tegetthoff beordrer eskadren ind i neutralt engelsk farvand ved Helgoland.

Suenson optager straks forfølgelsen, men Jylland rammes nu af en granat i chefens kahyt, hvilket også ødelægger fregattens styregrej. Dette blev hurtigt udbedret, men varede lige netop så længe nok til at den Østrigske eskadre undslap.

Kampen var slut 16,30 og Suenson trak lidt nordligt hvorfra han observerede mod området. Senere lykkes det, i ly at mørket, den Østrigsk-Preussiske eskadre at snige sig uset tilbage til Cuxhaven.

Fællesgrav fra de danske faldne Kristianssand

Østrigske ofre fra Helgoland. Cuxhaven

Den danske eskadre passerede Kristianssand på vej mod København. Her blev døde og hårdt sårede bragt i land. De døde blev begravet på kirkegården, hvor der senere rejstes en mindesten.

De døde østrigere blev begravet i Cuxhafen, hvor den preussiske kejser foranledigede et mindesmærke.

Mindesten i Altona over de sårede Østrigere fra Helgoland der døde her.
Det oprindelige gravsted blev ødelagt under et engelsk bombeangreb under 2 verdenskrig, men et andet mindesmærke blev flyttet hertil.

Fællesgrav for de sårede Østrigere der døde på lazarettet i Altona

Spørgsmålet har siden været om Danmark vandt træfningen eller den endte uafgjort. Faktum er at det lykkedes Danmark at opretholde den blokade de Østrigsk-Preusiske skibe skulle ophæve. Efterfølgende ophævedes blokaden med våbenhvilen 12. maj.

De danske tab var 14 døde og 55 sårede (heraf døde tre senere)  medens Østrig mistede 32 døde og 59 sårede. Preussen led ingen tab.

I København fejredes eskadren ved næste anløb med kongebesøg ombord. En vigtig begivenhed på et tidspunkt hvor det var småt med lyspunkter.

 

 

Billeder fra Fregatten Jylland 2014