Sårede og Røde Kors

I takt med hærens fremrykning blev der oprettet lazaretter i større bygninger som slotte, kirker, skoler, præstegårde og større private  huse. Militærets læger havde ledelsen, og sygeplejen og andet arbejde blev udført af lazaretmedhjælpere, sygevogtere, civile kvinder, der tilbød deres hjælp og,  for første gang,  professionelle sygeplejersker, dels de protestantiske diakonisser og dels nonner.

Florence Nightingale 1851

De sårede var ofte i en sølle forfatning når de ankom. Medens slaget rasede var der ikke megen hjælp at hente, og de der ikke selv kunne slæbe sig tilbage, måtte vente på at kampene ebbede ud og man begyndte at samle døde og sårede. Herefter gik det så på ladet af en hestevogn mod nærmeste ambulance (feltforbindeplads). Inden da var mange forblødt eller var døde af chok.

Amputationssæt

At blive såret var på den tid en alvorlig ting. Ikke mindst i betragtning af de komplicerede skader en krig medfører. Men manglen på selv de mest elementære ting som kloroform til bedøvelse og de meget primitive forhold der herskede gjorde selv små skader livsfarlige. Infektioner af bakterier var ikke kendt.

I kølvandet på større krige opstår en masse kirurgisk erfaring, og i 1867  udkommer “Lehrebuch für allgemeine Kriegschirugie”,  bl.a. byggende på de sidste erfaringer fra den 2. slesvigske krig.

Amputationer var den mest fremherskende kur for komplicerede brud og koldbrand, oftest uden bedøvelse. Døde man ikke af chok, gik der efterfølgende med næsten sikkerhed betændelse i såret. Fik man ikke stoppet dette, fulgte koldbrand og død. Kuren mod betændelse (sårfeber) var omslag med is.

Deformeringer af kugler

Lægerne var dygtige til at amputere hurtigt, og man vidste en del om krigslæsioner. En dygtig læge satte et ben af ved låret på godt 5 minutter, der for en ikke tilstrækeligt bedøvet patient må have forekommet som en evighed.

Plejen af de sårede var i 1864 overladt til frivillige sygeplejersker eller nonner, der virkede på begge sider.

Under et granatangreb den 16. marts på den forreste skanse på Dybbøl blev mange danskere dræbt og de sårede overført til lazarettet på Augustenborg Slot med svære læsioner. Samme aften berettede den svenske søster Lovisa til Den Danske Diakonissestiftelse:

“I dag er der brændt flere gårde, og der, hvor fjenderne ikke brænder, sender de granater hen. Sådanne  granater slog i dag ned i et dansk kompagni. Der blev dræbt et stort antal, og de sårede kom til os. Blystykker så store som  små knytnæver sidder i de stakkels mennesker, når de føres hertil, og her kommer sårede nat og dag.”

Båretransport

De Hårde kampe ved Dybbøl kan aflæses i andre breve fra søster Lovisa:
“Her er nu så fuldt af sårede, at også hele slotskirken er belagt. Sengene består af halm med et uldtæppe til hver person. Straks om morgenen begynder operationerne. Arme og ben bliver sat af. Det er svært at se så mange unge mennesker blive krøblinger. Om aftenen tændes der lys, og operationerne fortsætter. Når alt er slut, skal vi sørge for, at de blodige sager bæres ud, og at doktorernes instrumenter gøres rene; derefter skal der luftes ud og skures.”

I disse martsdage var fem opererende læger til stadighed i arbejde på operationsstuerne, og en enkelt dag nåede antallet af amputationer op på seksten.

Gravsteder fra lazarettet i Augustenborg

Antallet af døde på lazaretterne var højt. De fleste af de  operationer, der blev foretaget, var amputationer, og sårinfektion og efterblødning var hyppige og frygtede komplikationer. Medvirkende til de store tab var også den langsomme transport af sårede på slagmarken til det nærmeste lazaret, ligesom sammen-blandingen af sårede og syge, mange med tyfus, krævede sine ofre.

I forbindelse med den tyske erobring af Als blev lazaretterne overfyldte, og diakonisser fra det tyske lazaret i Broager blev kaldt til hjælp i Sønderborg. En af Kaiserswerth-søstrene skrev herom:

“Da vi kom til Sønderborg, hovedstaden på Als, fremstod en by hårdt medtaget af krigsbegivenhederne. Gennem de øde gader kom et broget virvar af soldater, ryttere, heste, vogne og indimellem stønnen fra hårdt sårede. Disse blev bragt til fem lazaretter – i tre vindmøller, et telt og et større borgerhus i byen. Lægernes arbejde var uhyrligt. I tre dage kom hverken de eller vi bort fra operationsbordene.”

En anden skrev:
“Vore sygestuer bliver aldrig mere tomme. Det er forfærdeligt, hvor mennesker dør mellem vore hænder, det store telt, hvori de syge skal bo, er færdigt, og mange er allerede båret ind. Vi søstre bor på hver af de tre møller. Vi sover på halmsække. Senge er det ikke til at få fat i. De få, vi har, går naturligvis til de mest syge. Indtil nu er alle, som er døde, kommet i jorden uden ligkiste. Det er frygteligt at se på, hvordan de døde bliver læsset på vogne tre til fire oven på hinanden og så lagt ned i et hul uden ceremoni. Jeg har slået alarm derover hos alle de herrer læger og officerer, og nu skal der skaffes kister, fire lig venter derpå.”

Som eksempel på sår og følgerne, er herunder en liste over de sårede der blev ført til lazarettet i Hobro efter den katastrofale træfning ved  Lundby 3. juli 1864. Listen er lavet 12. august 1864 af  Petrus Hammershøj, lærer og organist.

Capit. Hammerich, Kjøbenhavn, saaret i høire Underarm, Helbredet.

Prm. Lt. Betzholz, Sverrig, Haardt saaret i begge Arme, Lungebetændelse, Død d. 28. Juli

Soldat Rasmus Madsen, No. 364, Qverndrup, Fyen, Haardt saaret gjennem høire Haand, og af samme Kugle høire Lunge, Død d. 12 Juli.

Soldat Niels Petersen, No. 131, Oppe Sundby, Sjælland, Haardt saaret i Højre Been, amputeret paa høire Laar, farligt. Endnu paa Hobro Lazareth  tilstanden farlig. (død d. 17. August)

Undercp. Hamman, No. 568, Kjøbenhavn, Saaret i venstre Haand og i venstre Overarm. Saavidt helbredet ført til Aarhus.

Corporal Petersen, No. 436, Kjøbenhavn, Saaret i venstre Knæ og i høire Fod, amputeret 10 Dage efter.     Døde under Amputationen d. 14 Juli.

Rasmus   Petersen, Buddinge

Soldat Niels Larsen, No. 573, Sæby pr. Roeskilde, Haardt saaret i høire Laar og Side. Døde d. 21 Juli.

Niels Larsen nr. 630?, Søby? død 21.juli

Soldat Ole Johansen, No. 210, Slagelse Egnen, Saaret i høire Underarm. Saavidt helbredet ført til Aaarhus.

Soldat Laurs. W. Ryberg, No. 38, Kjøbenhavn, Haardt saaret i høire Laar. Død d. 28. Juli.

Soldat Rasmus Christensen, No. 264, Hornstrup v. Weile, Haardt saaret i venstre Bagdeel, venstre Fod lam. Forhaabentlig i Bedring.

Soldat Johan Ritzmann, No. 581, Kjøbenhavn, Haardt saaret i venstre Laar. Tilstanden farlig men ikke uden Haab.

Soldat Niels Nielsen, No. 637, Ørsted pr. Roeskilde, Haardt saaret gjennem Venstre Lunge. Tvivlsom skjønt bedre.  (død d. 18. Oktober)

Soldat Johan Henrik Rasmussen

Bernhard Kuhlmann, No. 635, Kjøbenhavn, Haardt saaret i Underlivet og død første Nat efter denne sørgelige Fægtning.

Julius Adam Bernhardt Kuhlmann død d. 4. juli.

Røde Kors første optræden på en krigsskueplads

Henri Dunant

Det vi i dag kender som Røde Kors, blev oprettet under navnet Internationale Komitee der Hilfsgesell-schaften für die Verwundetenpflege  (Den Permanente Internationale Komité til Hjælp for Sårede Soldater)  i 1863 efter en ide af Schweizeren Henri Dunant.

Han oplevede slaget ved Solferino 24-6-1859, det sidste slag i den anden af tre italienske uafhængigheds-krige mod Østrig.

En Østrigsk hærstyrke på 120.000 mand og 450 stykker artilleri der var gået i stilling på et højdedrag angrebet af en Fransk-Piemontesisk styrke på 118.600 mand med 320 stykker artilleri.  De Østrigske linier blev gennembrudt og deres modangreb slået tilbage af franskmændene.
Tabene udgjorde 17.000 fransk/italienske og 22.000 Østrigske soldater. Selv med den tids målestok var det forfærdende tab.

Dunant mobiliserede et hold af frivillige, der uden skelen til ven eller fjende, hjalp de sårede soldater.  Dette upartiske principer senere blevet et af Røde Kors´ vigtigste.

Henri Dunants tanke var, at enhver ukampdygtig soldat havde ret til hjælp og beskyttelse, og han efterlyste nationale hjælpekorps, som kunne påtage sig  opgaven med at komme faldne soldater til undsætning.  Samtidig foreslog han, at der skulle skrives et fælles internationalt regelsæt for dette arbejde.

The Committee of five

I 1863 opfordres Geneve-lægen Louis Appia til at indtræde i “de 5´s komité”. Denne skulle gennemgå Dunants ideer og se om de kunne gennemføres i praksis. Samme år blev den første Geneve-konvention underskrevet.

I Oktober 1863 foreslog Appia, at organisationens udsendinge skulle bære et hvidt armbind som kendetegn. En anden af komiteens medlemmer, general Henri Dufour, tilføjede et rødt kors som vi kender på den hvide bund. Schweitz flag med omvendte farver.

Det røde kors var nok en god ide, idet den Preussisk-Østrigske forbundshær alle bar et hvidt armbind for at kunne kende hinanden på trods af de forskellige uniformer.

Charles van der Velde

Louis Appia

Ved udbruddet af 2. Slesvigske krig tager Louis Appia og den Hollandske Kaptajn Charles van der Velde til krigszonen. De er begge til stede under henholdsvis stormen på skanserne og under bombardementet af Sønderborg og kan begge rapportere hjem til Geneve om de menneskelige rædselsscener der udspiller sig i de sønderskudte skanser.

Dette var organisationens første opgave.

To år senere, i 1866,  var van der Velde igen i organisationens tjeneste. Denne gang i den tredie italienske uafhængighedskrig.

I 1876 skiftede organisationen navn til det velkendte “Den Internationale Røde Kors Komite”.

Røde Kors mindesten ved Dybbøl

Kranse Røde Kors 22-8

I forbindelse med Dybbøl Skanser er der rejst en mindesten for disse første Røde Kors observatører. Røde Kors nedlægger hvert år den 22. august kranse ved stenen på årsdagen for underskrivelsen af den første Genevekonvention i 1864.