Udfaldet fra Fredericia 6. juli 1849

Udfaldet fra Fredericia

Den danske hær der trængte ind i Slesvig, vandt det første slag ved Bov, men måtte kort efter vige for overmagten. Store dele af Jylland blev besat. Man opgav at yde modstand fra Fredericia, for fæstningen havde ikke været vedligeholdt i 100 år  og var ikke krigsegnet.
Snart efter blev der indgået våbenhvile, som varede indtil april 1849.  Våbenhvilen havde imidlertid været så ugunstig for Danmark, at man nærmest glædede sig til at genoptage krigen.

General Prittwitz, Østrig

General Bonin

Krigen genoptoges i 1849. Man stod nu over for den preussiske general Prittwitz med i alt 61.000 mand og general Bonin, der ledede den særlige Slesvig-Holstenske styrke på 14.000 mand. Den danske hær var på kun 41.000 mand, og man måtte trække sig tilbage for overmagten til Als og Fredericia. Fæstningen Fredericia var i mellemtiden gjort kampklar, og dele af den danske styrke gik ind i fæstningen, medens andre dele trak sig tilbage til Fyn.
General Rye trak ved udvigende kamp den tyske hovedstyrke længere op i Jylland og endte ude på øen Helgenæs syd for Mols medens General Bonin med sin Slesvig-Holstenske styrke fik af sin overgeneral til opgave at hindre danskerne i at angribe fra fæstning.

Den 7. maj ankom Bonin med styrken på 14.000 mand til Fredericia og i løbet af den første uge byggedes de første skanser. Fra Rendsborg havde han skaffet sig 14 stykker belejringsskyts og allerede den 16. maj indledtes et bombardement af byen.

Beskydningen begyndte kl. 03.00 om morgenen. De fire 168 punds morterer var de mest effektive. 49 huse blev ødelagte og 200 skadede. Befolkningen flygtede til Kastellet, hvor man følte man sig mest sikker. Flere fortsatte dog til Fyn. Bombardementet havde ingen effekt på byens forsvarsevne, og der gik kun få menneske-liv tabt. Soldaternes kampmoral kunne ikke svækkes, så længe livlinen til Fyn kunne opretholdes.

 Bonins efterfølgende træk blev derfor at anlægge batterier, der bedre kunne beskyde anløbsbroer og skibsfart. Anløbsbroerne ved Strib blev ødelagt, men dan-skerne anlagde flere nye broer længere og længere mod øst, så de kom uden for angribernes rækkevidde. 

Schleswig-Holstensk 84 pund morter

I stedet indledtes artillerikampen 3. til 17. Juni, hvor Bonin ville gøre endnu et forsøg på at terrorbombe fæstningen. Det fik mere og mere karakter af en afgørende kamp, og det danske artilleri gjorde alt hvad de kunne. Det blev nu tydeligt, at fæstningens artilleri var angribernes overlegent, ikke mindst i kraft af langt mere ammunition. Bonins artilleri blev, pjece for pjece, ødelagt og kunne ikke erstattes. F. eks. blev halvdelen af de effektive 168 punds morterer ødelagt. Samtidig led angrebsstyrken meget under at juni dette år var usædvanlig kold og regnfuld, ligesom de mislykkede angrebvirkede nedslående på angrebsstyrkens moral. 

Bonin blev på dette tidspunkt klar over, at der førtes styrker udefra til Fredericia. Han havde mulighed for at trække sig tilbage og sikre sig mod et dansk udfald eller ligefrem ophæve belejringen og trække sig endnu længere væk. Han valgte dog at blive i belejringsstillingen.

Generalstaben i Vejlby præstegård 1849

Der blev afholdt et sidste krigsråd den 4. juli i Vejlby Præstegård på Fyn . General Bülow fastholdt et samlet udfald fra fæstningen. 
Situationen var gunstig, fordi fjenden var delt i fire uafhængige grupper. Nogle steder var hullet mellem grupperne op mod 1 km. bredt.
På grund af de danske fæstningkanonernes rækkevidde, var der også stor afstand mellem Slesvig-Holstenernes forreste linie og deres lejre hvor reserverne var placeret. De Meza skulle trænge frem på nordfronten mellem de holstenske stillinger og adskille dem. Schleppegrells brigade skulle følge efter og erobre stillingerne syd herfor. Rye skulle gå op lang stranden og angribe og erobre stillingerne ved kysten med sin 5000 mand store brigade medens Moltkes brigade skulle følge efter.
 
Der blev hårde kampe omkring skanse III, som nåede at få undsætning både fra baglandet. Først da Bonin trak tropperne væk, blev skansen indtaget.

Stormen på Trelle skanse

Skanse V (Trelde skanse) ydede ligeledes stor modstand. De danske tropper omgik den og opfangede forstærkningen fra den bagvedliggende hyttelejr. Det lykkedes Moltke med 1000 mand at indtage skansen, der forsvaredes af 200 mand. Schleppegrells og Moltkes brigader omgik herefter de fjendtlige skanser og  indtog dem. 

General Olaf Rye

Under det danske angreb faldt bl.a. general Rye. Han var længst fremme under hele udfaldet, konstant opildnende tropperne. Det fortælles, at da der under angrebet kom Uorden i 6. bataljon, red Rye red midt ind i styrken og formanede:
“Siig mig, er her ingen Officerer? Børn! I have hele Tiden fulgt mig, I ville ikke svigte Eders General!”
To gange under angrebet skydes hans hest væk under ham, og begge gange fortsætter han til fods, men ved 3-tiden om morgenen rammes han af et Skud i låret og et andet i underlivet.
Han udåndede kort efter i armene på en løjtnant .

Trods store tab var glæden og sejrsrusen stor, hvilket fremgår af den samtidige sang “I natten klam og  kold” (tekst og musik)

General Bülow

Oprindeligt var det General Bülows plan at lade tropperne blive stående i terrænet udenfor fæstningen, men han ændrede mening, og trak alle tropperne tilbage i Fredericia. De sidste tropper var tilbage i byen ved 20.00 tiden.

Begravelsen af de 372 faldne danske og de 210 Slesvig-Holstenere.
Fra de tidlige morgentimer den 6. juli begyndte indsamlingen af døde og sårede. De fleste sårede, der kunne tåle transport, blev overført til lazaretter på Fyn og de faldne blev samlet i kirker og andre steder hvor der var plads. Liget af General Rye blev først indbragt til Sct. Knuds kirke, men senere overflyttet til latinskolen hvor det lå på lit de parade.

Fælles grav med 241 insurgenter

Den Slesvig-Holstenske fællesgrav på Michaelis kirkegård

De ca. 210 faldne slesvig-holstenere blev begravet på Michaelis kirkegård natten mellem den 7. og 8 juli. Holdningen til oprørerne betegnes ganske godt af, at præsten under jordpåkastelsen betegnede dem som “forrædere og menedere” (De slesvig-holstenske soldater havde svoret troskabsed til den danske konge). Dog tilføjede han, at den højeste dommer kunne give syndsforladelse. Der var herudover ingen ceremonier eller militær honnør.

 52 sårede oprørere der de efterfølgende døde af deres kvæstelser, begravedes også her i perioden 11. juli til den 18. august. 

På en speciel plads begravedes 2 oprørere der havde begået selvmord.

Trinitatis kirke

Om aftenen den 7. juli, påbegyndte ingeniørerne og et arbejdshold på ca. 100 mand opkastningen af den store fællesgrav på Trinitatis kirkegård. Stedet indeholdt i forvejen 60 faldne fra træfningerne ved Kolding, Gudsø og Krybily samt Fredericias bombardement.

De faldne anbragtes på stierne omkring graven efterhånden som de i nattens løb bragtes til kirkegården. Her blev de der, på grundlag af destinktionering, afdelingsmærker, soldaterbøger eller kammeratudsagn kunne identificeres, en for en forsynet med mærkeseddel udvisende grad, nummer, navn, afdeling og fødested.
 De 22 faldne officerer bragtes til Michaelis kirke, medens befalingsmænd og menige oplagdes i rækker i nummerorden, kompagni og bataillonsvis

Da den store grav var færdig, begyndte man straks med at lægge de faldnebefalingsmænd og menige i graven. Dette skete i afdelingsorden.

Fllesgraveb på Trinitatis

Ad en skrå rampe blev ligene båret ned ad og lagt på plads i graven, iklædt deres uniformer og indhyllet i kapper der var trukket op over hovederne, De blev lagt i to lange rækker på ryggen og med fødderne mod hinanden. Da bunden var fyldt blev der strøet et lag læsket kalk hvorefter man startede på næste lag. Således fortsattes til alle var lagt i graven.
Næste formiddag klokken ca. 11.00 var graven, uden nogen form for gejstlig ceremoniel, tilkastet, Der blev holdt en plads åben i den nordlige del til officererne, der begravedes efter en ceremoni i Sct. Michaelis kirke nogle timer senere. Efter denne bragtes ligene til den store grav

I  flere år efter måtte den store grav flere gange efterfyldes med ekstra jord på grund af sætninger. Der hviler i alt 458 soldater i den, hvoraf de 376 døde under og umiddelbart efter udfaldet i 1849.

Gravhøjens omfang

I anledning af det vellykkede udfald, komponeredes Fredericia Sejrs Reveille    (Den Kongelige Livgarde)