Efter 1864

Sønderjylland var efter 1864 en afsides udkant af det store tyske rige, og det svækkede den økonomiske ekspansion og medførte udvandring og langsom urbanisering. Landbruget blev mere intensivt og industrialiseringen begyndte, men slog dog kun fuldt igennem i Flensborg. Infrastrukturen blev udbygget med dampskibe, et moderne vejnet og især med jernbaner.

I Danmark blev regeringen efter nytår 1866 klar over at det trak op til krig mellem Preussen og Østrig. Baggrunden var uenighed om Holsten, hvor Østrig efter 1864 havde fået forvaltningen.
Efter råd fra Frankrig tilbød den danske regering sin støtte til Preussen, hvis Danmark fik Slesvig nord for Slien tilbage. Bismarck afviste dog pure, han havde ikke brug for dansk støtte for at  besejre Østrig.

Den 3. juli 1866 sejrede Preussen over Østrig i slaget ved Sadova, og den 23. august blev der med Frankrig som mægler sluttet fred i Prag.

I Pragfredens § 5. fik Frankrig indføjet:
”Indbyggerne i det nordlige distrikt af Slesvig skal afstås til Danmark, når de ved en fri afstemning, tilkendegiver ønsket om at forenes med  Danmark.”

De dansksindede nordslesvigere (sønderjyder) protesterede i de første årtier efter 1864 energisk mod anneksionen. Dette skete ikke mindst på baggrund af § 5 i Prag-freden.  Denne paragraf blev ophævet i 1879.

Også de såkaldte optanter og ikke mindst deres børn, optantbørnene, gav anledning til problemer  mellem den preussiske administration og sønderjyderne.
Optanterne var de danskere der boede i det nye preussiske Nordslesvig mellem 1864 og 1870. De kunne blive boende og beholde deres danske statsborgerskab “hvis de ikke var til besvær”.
I modsat fald kunne de udvises til Danmark.

Optanterne kunne også vælge at søge tysk statsborgerskab,  hvilket dog i vid udstrækning blev obstrueret af den tyske lokaladministration. Værre var det med deres børn, de såkaldte optantbørn. De var med danske øjne født i Tyskland  og dermed ikke danske stats borgere. Omvendt var de med tyske øjne født af danske statsborgere og dermed ikke tyske. Reelt var de statsløse, og som tiden gik blev der færre optanter og flere og  flere optantbørn.

Optantkonventionen fra 1907 løste kun dette problem delvis.

For at ruste sig til en langvarig nationalitetskamp organiserede den danske bevægelse sig fra 1880’erne i en række store og små nationale foreninger. Forbindelsen til Danmark blev styrket i  takt med intensiveringen af myndighedernes forsøg på at fortyske Nordslesvig med tvang.

I 1888 blev tysk eneste undervisningssprog i folkeskolen, og staten indledte samtidig opkøb af  landbrugs-jorden for at sikre den på tyske hænder.

Monument for faldne Sønderjyder i Hoptrup

Monument for faldne Sønderjyder i Hoptrup

Under første verdenskrig blev sønderjyske mænd udskrevet til den Kejserlige tyske hær, og i tysk tjeneste mistede ca. 5000 sønderjyder livet medens de var tvunget til at kæmpe på tysk side.  Landsdelen blev under krigen drænet for mænd i en sådan grad, at rus siske krigsfanger blev udsendt som hjælp på gårdene.

 


Folkeafstemningerne i 1920.

Valgplakat 1920

Muligheden får at få hertugdømmerne tilbage var en mulighed efter 1918. Men at indlemme et Lauenborg med 90% tysk befolkning og et Holsten med 75 % tysk befolkning ville være uklogt. Derimod var en afstemning i Slesvig hvor den nordlige var overvejende dansk, en holdbar mulighed. (Hitler drog da heller ikke denne grænse i tvivl, modsat andre af 1. verdenskrigs grænser.)

Valgplakakat 1920

Valgplakat 1920

Ved freden i Saint-Germain-en-Laye den 10. september 1919 giver Østrig i traktatens artikel 85  afkald på sine rettigheder i det tidligere hertugdømme Slesvig. Ved freden i Grand Trianon den 4. juni 1920 giver Ungarn i traktatens artikel 69 tilsvarende afkald på sine rettigheder i Slesvig.

I 1920 gennemførtes to folkeafstemninger, der førte til dannelsen af den nuværende grænse. Den 10. februar stemte Nordslesvig  sig med

et dansk flertal på 75 % af stemmerne til Danmark. Den 14.  marts stemte 80% af vælgerne i den mellemslesvigske afstemningszone derimod for områdets forbliven ved Tyskland. På begge sider af grænsen opstod derved nationale mindretal.

Afstemning og genforening var naturligvis en begivenhed der kaldte på alle de nationale følelser på begge sider.

Ceremonien på Dybbøl Banke