1864

Fra den 1. februar indledtes det der er blevet til 2. slesvigske krig.

Det var reelt en genåbning af 1. Slesvigske krig, blot tilsat nogle ekstra ingredienser.

Bismarck styrede med velberådet omtanke frem mod konflikten. Hertugdømmerne var alibiet, men han havde store indenrigspolitiske problemer, bl.a. med værnepligtstiden. Han havde derfor brug for noget medvind, og en overskuelig konflikt med Danmark over specielt Slesvig var fristende.

Hæren vender hjem fra 3-årskrigen 1850

Hæren vender hjem 1850

Danmark spillede villigt Bismarcks spil. Stadig beruset over den overvurderede sejr over oprørsstyrkerne i 1850, troede vi at vores hær i forbindelse med Dannevirke kunne gøre sig gældende.

Med novemberforfatningen fik Bismarck hvad han skulle bruge, og efter det obligatoriske diplomatiske og politiske spil brød krigen ud 1. februar 1864.

Danmark var ikke sindet at holde fast i Holsten, og trak sig hurtigt tilbage til forsvaret af området foran  Dannevirke og selve stillingen.

Preussen og Østrig havde planer om en hurtig krig. 3 dage skulle den vare.
Den 1. dag skulle man nå frem til Mysunde (Preusserne) og området mellem Rendsborg og Dannevirke (Østrigerne)
Den 2. dag skulle der sættes over Slien og rykkes frem mod Dannevirkes venstre fløj. Samtidig sukke Dannevirkes Centrum og Højre fløj angribes for at binde tropperne her.
Den 3. dag skulle selve Dannevirke angribes fra flanken (Preusserne), tropperne omgåes og nedkæmpes, samtidig med at Østerigerne fortsatte mod Dannevirkes centrum.

Angreb på skanse a og b ved mysunde 2. februar 1864

Angreb på skanse A og B

Dette ødelagde af det indædte danske forsvar af Mysunde, således at overgangen over Slien måtte rykkes østligere til Cappeln.
Dette gav gav tid og mulighed for ubemærket at trække de danske tropper væk fra Dannevirke natten mellem den 4. og 4. fenruar.
Mysunde blev i København betragtet som en dansk sejr, og var medvirkende til en vis optimisme.
Af samme grund fik rømningen af Dannevirke en voldsom efekt.

 

Træfningen ved Sankelmark

Under tilbagetoget lykkedes det at holde det østrigske kavalleri vær fra den danske bagtrop ved kampen vedSankelmark. Også denne kamp blev, midt i mismodet, betragten som en dansk sejr.
Samtidig foregik et større slag med Østrigsk infanteri ved Selk (Kongshøj) under hvilken også blev tvunget til at vige.

De danske tropper rykkede nu tilbage til Dybbølstillingen, Fredericias fæstning og mod Limfjorden. Denne strategi havde virket fortrinligt under 1 Slesvigske krig, hvor man havde udnyttet muligheden for ad søvejen at blytted tropper frem og tilbage.

Preussiske belejringskanoner rettet mod Dybbøl 1864

Preussiske kanoner på Broager

Efter at have indledt bombardementet af Dybbøl skanserne fra Broager i starten af marts, bygger Preusserne en større og større belejringsstyrke op omkring Dybbøl.
De danske forposter er kastet tilbage i stillingen, og Dybbøl er reelt belejret.

Efter et kraftigt bombardement den 14 april følges dette nu op af det endelige bombardement med efterføgende indtagelse af stillingen den 18. april.

Efter dette følger en kort våbenhvile, og da den udløber er Preusserne klar med en angrebsstyrke der sætter over Alssund den 29. juni.

Danskerne tvinges, efter nogle hårde kampe, tilbage til Høruphav hvorfra alle tropper udskibes til Fyn.

Østrigske tropper efter besættelsen af Fredericia

Østrigere i Fredericia

Fredericia overgives uden kamp til Østrigerne og tilbage er kun de danske tropper i Nørrejylland.  Disse får ingen betydning i det videre forløb.

Krigen endte med Prag-freden i 1866, hvorefter hertugdømmerne overgik til Preussen.