Optræk til krigen 1864

Freden efter 1. Slesvigske krig skabte nu problemer, da krigen ikke afgjorde noget

Londonprotokollerne fra 1850 og 1852 udgjorde tilsammen fredsaftalen efter Treårskrigen og afgjorde Slesvig og Holstens relation til det danske monarki.

Den første London-protokol blev undertegnet af de to tyske stormagter Preussen og Østrig den 2. august 1850.

Efter pres fra Rusland acceptere de den danske Helstats integritet.

Den anden London-protokol blev underskrevet af England, Frankrig, Rusland, Preussen og Østrig den 8. maj 1852, samt ratificeret af Danmark og Sverige. Den fastslog, at det danske monarki bestod af Kongeriget Danmark med hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg, og at prins Christian af Glyksborg skulle arve den danske trone.

Denne protokol forudsatte en ændring af Tronfølgeloven, som blev gennemført af Rigsdagen.

Efter russisk pres bestemtes, at junigrundloven fortsat kun måtte gælde i kongeriget. Styreformen i hertugdømmerne skulle fortsat være enevælde.
De tyske stormagter fik indføjet bestemmelsen om, at Slesvig ikke måtte knyttes nærmere til Danmark end Holsten og stormagterne fik dermed direkte indflydelse på indre danske anliggender.

London-protokollen fastlagde at enevælde fortsat skulle gælde i hertugdømmerne, selv om Danmark havde fået en demokratisk grundlov. Fællesforfatningen for den danske helstat (kongeriget og hertugdømmerne) skulle sikre at statens fælles anliggender fortsat kunne fungere, trods de forskellige styremåder. Men i 1858 havde det tyske forbund ophævet fællesforfatningen for Holstens og Lauenborgs vedkommende, da disse to hertugdømmer samtidig var medlemmer af det tyske forbund. I den fælles dansk slesvigsk-holstenske regering (rigsrådet) var der konflikter mellem de demokratiske politikere fra Danmark, der ønskede reformer, og de adelige repræsentanter for Holsten, der ønskede en meget konservativ kurs.

De liberale kræfter i Danmark anså det derfor for mere og mere uundgåeligt, at Holsten måtte adskilles fra Danmark. I sidste ende frygtede man at Holsten via sin rolle i rigsrådet førte til tysk indblanding i ikke kun Slesvig, men også i rent danske forhold.

De liberale kræfter i Holsten var for så vidt enige, men de ønskede at også Slesvig skulle løsrives, og at der skulle oprettes et Slesvig-Holsten inden for det Tyske Forbund.

Novemberforfatningen.

Rigsdagen vedtog kort før Frederik d. 7.’s død i november 1863 novemberforfatningen.
Der var i den danske offentlighed en stærk nationalisme, som pressede det politiske system til at kræve et Danmark til Ejderen, og som håbede på en skandinavisk alliance. I 1863 valgte regeringen en definitiv kurs mod ”Danmark til Ejderen”.

Den fremlagde et forslag om en fælles forfatning for Danmark og hertugdømmet Slesvig, som blev vedtaget af den danske rigsdag den 13. november 1863. Forfatningen erstattede den hidtidige helstatsforfatning, idet den drejede sig om fælles anliggender for Danmark og Slesvig, men ikke Holsten. Slesvig skulle have sin egen slesvigske landdag, Danmark fortsat sin egen rigsdag. Hermed ville det være muligt at regere uden om de holstenske repræsentanter i rigsrådet, der var årsagen til at den danske regering var delvis lammet.

Dette løste umiddelbart et forfatningsmæssigt problem, men samtidig brød Danmark reglerne i London-protokollen fra 1852. Ifølge denne måtte man nemlig ikke  knytte Slesvig nærmere til kongeriget end Holsten.
Det var ministeriet Hall der gennemførte novemberforfatningen.
Regeringen opløstes i december 1863 og erstattedes af ministeriet D.G. Monrad.

Fælles for begge regeringer er Krigsminister C.C. Lundbye.

De nationale spændinger.

Novemberforfatningen vakte stærk modstand blandt de tysksindede i hertugdømmerne og i hele Tyskland. Den tysk nationale opinion vejrede nu mulighed for revanche efter Treårskrigen.
I den tyske forbundsdag i Frankfurt taltes om at befri hertugdømmerne for afhængigheden af Danmark og skabe en ny tysk stat af dem. De tyske oprøreres drøm om en slesvig-holstensk stat havde lidt nederlag i Treårskrigen fra 1848 til 1851 og i selve Slesvig havde stemningen siden da været rolig, men forbitret og modsætningsfuld.

I 1850’erne havde man gennemført sprogreskripterne i det mellemste Slesvig, der betød at dansk skulle være skolesprog i de områder, hvor befolkningen talte dansk (sønderjysk). Kirkesproget vekslede fra gang til gang, mens retssystemet og administrationen var tosproget. Den nordligste del af Slesvig var dog fortsat rent dansksproget, og den sydligste del fortsat rent tysksproget. Formålet var at bremse tilbagegangen for det danske sprog, men reformerne blev indført af regeringen uden megen debat. Det vakte mange tysksindedes vrede, da man igennem århundreder havde været vant til at tysk var det dominerende sprog. De tyske så derfor sprogreskripterne som et forsøg på “danisering” og dansk undertrykkelse.

 Preussens ambitioner.

Otto von Bismarck

Ministerpræsident Otto von Bismarck i Preussen var imidlertid ikke interesseret i at styrke de liberale kræfter i det tyske forbund med endnu en stat, dvs. et selvstændigt Slesvig-Holsten. Han allierede sig derfor med Østrig, officielt for at presse Danmark til at efterkomme Londonaftalens bestemmelser om hertugdømmernes frie stilling, men i praksis i håbet om at erobre Slesvig og Holsten for Preussen, som han senere har fortalt om i sine erindringer.

Den danske hær begyndte mobiliseringen i efteråret 1863 og den 72 årige general

Kaiser Wilhelm I

Christian de  Meza fik tildelt overkommandoen.
Danmark var dårligt forberedt til krig. Hæren var under omorganisering og havde for dårligt  uddannede befalingsmænd og for få officerer. Der var endvidere problemer med transport – og forsyningsafdelingerne.

Situationen tilspidses i de følgende to måneder efter den danske vedtagelse af novemberforfatningen sikrede den preussiske kansler Bismarck sig diplomatisk, at de mulige alliancepartnere for Danmark såsom Sverige-Norge og England faldt fra.
Samtidig var Danmarks tidligere allierede, Rusland, svækket efter Krimkrigen 1854-56, og Preussen var nu entydigt kontinentets stærkeste magt, politisk dygtigt ledet af rigskansler Bismarck. Han sigtede mod en militær konfrontation med Danmark for at frigøre sig fra internationale aftaler, der begrænsede preussisk militær og politisk handlefrihed. Samtidig havde han brug for afledning for nogle indenrigspolitiske problemer, bl.a. værnepligtstiden.

Specielt forholdet til Sverige-Norge havde betydning, idet den danske politik var på dette tidspunkt præget af ønsketænkning. Man troede, og agerede ud fra, at man ville få militær bistand fra Sverige hvis det skulle komme til en krig med de tyske stater. Op til 22-25,000 mand havde været på tale.

Danmark havde med novemberforfatningen overtrådt internationale aftaler om, hvordan landet skulle forholde sig til hertugdømmerne. Dette gav nu en juridisk mulighed for militær indgriben.

Trods massivt pres fra venligtsindede magter og på trods af, at Sverige-Norge afviste enhver tanke om en alliance, trak Danmark ikke sin dansk-slesvigske forfatning tilbage. Det medførte, at de tyske magter truede med at besætte Slesvig som pant, indtil forfatningen var trukket tilbage. Men på trods af dette og på trods af, at Hannoveranske og Saksiske tropper faktisk allerede havde besat Holsten og Lauenburg den 23. december, veg Danmark ikke fra sin position.

Den 16. januar stillede Preussen og Østrig Danmark over for et ultimatum om at ophæve forfatningen inden for 48 timer. Det var reelt helt urealistisk, da det ikke kunne nås, og ingen forsøg på en forlængelse af fristen blev accepteret.

  1. februar 1864 overskred Østrigske og Preussiske tropper Ejderen og 2. Slesvigske Krig var en realitet.

Den Preussiske Generalmajor Helmuth von Moltke havde allerede i 1862 fået opgaven med at forberede et felttog mod Danmark. Allerhelst havde han gennemført en landgang på Sjælland og via København fået en overgivelse. Dette var dog ikke realistisk, så den næstbedste løsning var at få den danske hær samlet ved Dannevirke, allerhelst om vinteren, hvor de tilstødende vådområder var tilfrosne og kunne benyttes til en hurtig omgåelse og tilintetgørelse af hele hæren på en gang, så “den danske regering fik slået sit våben af hænde og således være prisgivet”.

Helmuth von Moltke

 

Generalmajor Helmuth von Moltke, Militærstrateg. (1800 – 1891.)
Optaget på landkadetakademiet i København som  11-årig.Søgte sin afsked fra den danske hær som secondleutnant i 1821. Han trådte herefter ind i den Preussiske hær.

 

 

 

Molktes 3-dages plan. Den sigtede mod en ødelæggelse af den danske hær på kun tre dage.

Dag 1
Corps I krydser Ejderens østlige del ved fire overgangssteder hvis veje fører mod Ekkernförde eller Mysunde. Fjenden nedkæmpes på vejen så Wittensoe eller Eckernförde nås inden solnedgang.

Corps II angriber fæstningen Rendsborg og nedkæmper fjenden. Fortroppen krydser Ejderen via fæstningen og fortsætter mod Sorg floden.

Dag 2
Corps I rykker frem til linien Holm – Kosel. Er Slien tilfrosset og tillader overgang afmarcheres klokken 11. I modsat fald afmarcheres klokken 6 med det formål at nedkæmpe Mysundestillingen og gøre klar til anlæggelse af broer over Slien til overgang næste dag.

Corps II skyder sine forposter frem til Kurgraven. Hovedstyrken passerer Ejderen og går i stilling mellem den oversvømmede Reide Å og Over Selk sammen med den Preussiske Garde division der ikke endnu er fuldt formeret som Corps III.

Dag 3

Corps I går over Slien enten ved broslagning eller over isen, angriber fjenden i ryggen og tilintetgør ham. Er fjenden på retræten fra Dannevirke går korpset via Store Solk mod Flensborg for at afskære og nedkæmpe ham.

Corps II og III angriber Dannevirkes centrumsektor mellem oksevejen og Bustrup for at binde fjendens tropper, trænge igennem linierne og deltage i tilintetgørelsen af fjenden.