Baggrunden

Store dele af historien om Sikringsstilling Nord og byggeri at tyske feltbefæstninger i, hvad vi i dag kender som Sønderjylland, bunder i de Slesvigske Krige i 1848-50 og 1864. Det samme gør mange af de opfattelser der ligger til grund for 40 års dansk udenrigs- og forsvarspolitik samt neutraliteten under første verdenskrig. 

Historisk har vores strategiske placering som “proppen” i Østersøen været et problem.  En placering vi  har forstået at udnytte, men som både var ved at trække os ind i 1. verdenskrig  og som gjorde Danmark  interessant for både NATO og Warshawapagten under den kolde krig.

Admiral von Tirpitz

Admiral von Tirpitz forsøgte ved århundredeskiftet at opbygge en tysk flåde, der for første gang ville gøre Tyskland til en betydende flåde magt i regionen.

Dette bekymrede naturligvis tidens mest betydende flådenation, England, og var stærkt medvirkende til dannelsen af “Entente Cordiale”,  den Engelsk – Franske pagt i 1904. Denne pagt afsluttede den ellers noget uvenlige holdning mellem de to europæiske rivaler og gav dem hver især frie hænder i kolonipolitikken.

Frankrig var i forvejen i forbund med Rusland, hvorfor den Russiske Østersøflåde blev en vigtig brik i magt-balancen. Den blev mere afbalanceret, idet Tyskland med bygningen af Kieler-kanalen (Kaiser Wilhelm Kanal) havde fået direkte adgang fra Østersøen til Nordsøen. Denne Østersøflåde kunne russerne nu holde bundet, medens den Engelske Home Fleet kunne holde den Tyske Højsøflåde i skak.

Den tyske flåde i Kiel

Allerede i efteråret 1904 forrykkedes denne balance, idet Ruslands Vladivostok-flåde blev ødelagt under den Russisk-Japanske krig, og  Østersøflåden blev sendt til hjælp. Flåden skulle syd om Indien og Afrika, men mødte ingen hjælp til sejladsen, undtagen fra tyske HAPAG kulbåde, der mere  end velvilligt sørgede for at flåden fik kul i rum sø, og dermed fjernede sig fra egne farvande – og Tyskland.

 Den russiske flåde blev efterfølgende totalt ødelagt af Admiral Togo’s flåde i slaget i Tshushima-strædet i 1905.

Nu var magtbalancen i Østersøen væltet. Tyskland var nu regionens mest betydende flådemagt, og den engelske Home Fleet forstærkedes betydeligt. Man talte endog åbenlyst om et præventivt angreb på den tyske flåde.

Kaiser Wilhelm i Marokko

Med Ententen følte Tyskland at de var ude af koloni-væddeløbet, og den nyvundne status som flådemagt skulle nu udnyttes. Frankrig havde gang i et politisk fremstød i Marokko, og Kaiser Wilhelm foretog et særdeles uheldigt træk ved at sejle til Tanger på en krydser og gå i land.  En helt klar udfordring.

Det er senere rygtedes, at den Franske udenrigsminister Delcassé under denne krise fik  et løfte om landsætning af 100.000 engelske tropper i Esbjerg i tilfælde af en krig med Tyskland, muligt af den engelske konge personligt. 

Dette løfte m.m. afslørede en bitter afgået Delcassé  i det  Franske blad Matin i 1906. 

De skal anføres, at et sådant løfte aldrig er blevet bekræftet.

Theophile Delcasse

Delcassé blev af Kaiser Vilhelm betegnet som “Frankrigs farligste mand for Tyskland”, hvorfor afsløringen vakte vild bestyrtelse i Tyskland. Esbjerg blev efterfølgende i mange år ved med at gå igen i tysk strategisk planlægning. 

At frygten var reel dokumenteres tydeligt gennem de såkaldte Lütken-samtaler.

Den danske Kaptajn L.C.F Lütken var af den opfattelse, at opretholdelse af Dansk neutralitet kun var realistisk, hvis Danmark medvirkede til at lukke  den tyske nordflanke – Jylland. 

Lütken opsøgte, officielt på eget initiativ, den Tyske generalstabschef Moltke i 1906, og fra Lütkens erindringer og korrespondance ved vi, at Moltke igen og igen vendte tilbage til en eventuel landgang i Esbjerg. Lütken holdt flere uformelle samtaler med Moltke, både i Berlin og under et tysk flådebesøg i København  over en tre-årig periode.

Lütken kom fra en gammel dansk officers/teolog familie og var tæt på både kongehus og regeringschef, hvilket måske forklarer, at en relativt lavrstående dansk infanterikaptajn fik foretræde for den tyske generalstabschef.
Moltke havde en vis tilknytning til en dansk familie, idet hans onkel i sine helt unge år havde gået på landkadetakademiet i København og under dette ophold havde boet hos familien Hegermann-Lindencrone på Rolighed nord for hovedstaden. Det var i øvrigt den ældre Molkte der, efter tidligere at have søgt ud af dansk tjeneste,  stod bag den Preussiske planlægning at angrebet på Danmark i 1864.

Først i 1919 afsløres det at Lütken faktisk var sendt på denne uformelle mission af konseilspræsident J.C. Christensen, hvorfor denne på baggrund af Lütkens rapporter havde mulighed for at styre mod en neutralitetspolitik der ikke provokerede tyskerne for meget.
Fremkomsten af disse oplysninger gjorde den radikale daværende forsvarsminister Munch rasende.

I Sønderjylland, der jo var tysk efter 1864, afholdtes en hel del større øvelser og de privat indkvarterede soldater kunne til deres danske værtsfolk fortælle, om et forsvar mod 100.000 englændere der kom fra Esbjerg. Disse øvelser blev stort set alle afholdt hvor Sikringsstilling Nord senere kom til at ligge.

 I 1909 fremkom artikler i store Tyske dagblade som Vossische Zeitung og Berliner Tageblatt om nødvendigheden af forsvar af den jyske vestkyst og Esbjerg  med betydelige styrker. At der i årene 1905-09 var adskillige Engelske flådebesøg i Esbjerg, var sikkert også med til at bekræfte den Tyske ængstelse. 

Allerede i den tyske generalstabs vurderinger inden 1. verdenskrig fremgik det af felttogsplanen, at “til værn af Slesvig-Holsten og Kaiser Vilhelm Kanal afmarcherer, i tiden 8-11. mobiliseringsdag, Nordarmeen bestående af IX. Reservekorps og 4. “gemischten” Landwehr brigader under kommando af Höherer Landwehrkommandeur 1…..”  

Da krigen på Vestfronten imidlertid krævede alle til rådighed værende styrker, indsattes IX. Reservekorps her, og Sikringsstillingen blev overladt til Landwehr og Landsturm. 

Den militære situation forværredes i 1916, hvor Hindenburg overtager stillingen som chef for den tyske generalstab med Ludendorff som nærmeste hjælper. (Erster Generalquartiermeister). 

Inden indførelsen af den uindskrænkede ubådskrig, der muligt ville tvinge søfartsnationerne Holland og Danmark ind i krigen på engelsk side, krævede generalerne Hindenburg og Ludendorff, at flanken mod nord blev effektivt lukket.

Ludendorff i sine erindringer:

Eric Ludendorff

Det var kun med den dybeste beklagelse, at vi ikke kunne udtale os til gunst for den uindskrænkede ubådskrig, da den efter Rigskanslerens mening eventuelt kunne medføre krig med Holland og Danmark. Til at beskytte os mod begge stater havde vi  ikke en eneste mand til rådighed. De ville være i stand til at rykke ind i Tyskland med deres hære, selv om de ikke er krigsvante, og give os dødsstødet.

Der var nu ingen fare. Den danske sikringsstyrke var nedbragt fra 57.000 i 1914 til nu 33.000, og planerne for styrkerne i Jylland var udpræget defensive. Det fortrukne plan var en udvigende kamp mod et Limfjordsforsvar, hvilket jo ikke kunne siges at  true hverken Berlin eller Tyskland. Men de to tyske militære chefer gjorde dansk forsvar til en trussel, og krævede et fast nordforsvar.

Første gang en egentlig stilling nævnes, er en skrivelse fra OKK (Oberkommando der Küstenverteidigung) til Hochseekommando (2. sep. 1916) hvor en stilling med Sikringsstillingens placering er forudset. Man har således beskæftiget sig med tingene, da admiralstaben 16. sep. 1916 modtager telegram fra Ludendorff med ordre om at igangsætte etablering af en “Stellung in Gerippe” (delvis udbygget stilling) i linien Hoptrup -Toftlund – Skærbæk.

Den 18 sep. meddeler General Malachowski fra OKK, at man allerede var i gang med at etablere en stilling mellem Genner Fjord og Rømø. Man havde dog kun 5 landsturmbattailoner ved grænsen (Kongeåen) men at man var i færd med at opstille to divisioner der i givet fald også kunne fremskydes til grænsen.

I september 1916 får den stedfortrædende generalkommando for 9. armekorps ordre til at etablere Sikringsstilling Nord efter de planer der har ligget klar længe, og  10. og 17. september ankommer de første pionertropper til Sønderjylland.

Vi ved, at der i tilfælde af en Hollandsk krigserklæring var holdt to armégruppekommandoer og 9½ infanteridivisioner i reserve. I tilfælde af dansk angreb ville man forblive i defensiven, og havde hertil afsat en generalkommando og to divisionsstabe samt 6 blandede (gemischte) brigader.
Men hvilke styrker der skulle have besat selve sikringsstillingen vides stadig ikke.

IX reservekorps kunne være et bud i forhold til den første plan, medmindre de var engageret på Vestfronten. Det er et gæt, men man kan umuligt forestille sig at Landsturm og Landwehr ville få ansvaret for en trængt nordfront alene.

Hvor lang tid mente den tyske overkommando at have til rådighed, efter en erkendt landsætning af  engelske styrker i Esbjerg ?